Israel-Online, 11. april 2015
Analyse: Yahya Hassans angreb på Israel

Af Dan Harder

Digteren Yahya Hassan sprang i forbindese med sit politiske pressemøde 7. april ud som vaskeægte anti-Israel-propagandist, med alt hvad det indebærer af løgn, manipulation og fordrejning, samt vilje til at sætte sin egen integritet over styr - en integritet, der ellers har været et af Hassans varemærker.

Yahya Hassan, som imponerede os alle med sin ligefremhed og sit vovede klarsyn, leverer nu som vordende politiker et meget skuffende og enøjet syn på den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor Israel tillægges alt ansvar, mens palæstinenserne præsenteres som uskyldige ofre for jødisk ondskab.

I stedet for at bygge bro, puster Hassan til den ild, som i sidste ende resulterer i antisemitiske angreb, som det vi så i København i februar.

Herunder følger hele det afsnit af Hassans timelange tale, som handler om Israel (talens sidste 6 minutter), kommenteret af Dan Harder.

Yahya Hassan: "Staten Israel har sin berettigelse, for engang var jøderne alene mod resten. Men de israelske statsmænd har ikke formået at forvalte en stat hensigtsmæssigt i et svært terræn, og der var en grund til, at Albert Einstein nægtede at være en del af staten."

Hassan lægger ud med at vise et gran af forståelse for Israels svære situation, men går herefter over i klassisk anti-israelsk propaganda. Hans første løgn handler om Albert Einstein, der rigtigt nok havde visse reservationer forud for Israels oprettelse, men bestemt ikke "nægtede at være en del af" Israel.

Einstein havde foretrukket, at det "jødiske nationale hjem" i Palæstina kunne realiseres i et fredeligt fællesskab med araberne. Men det var som bekendt ikke en mulighed, da araberne ikke ville (og stadig ikke vil) anerkende jødernes nationale tilhørsforhold til landet, og i stedet truede med krig.

Da Israel efterfølgende blev en realitet, tog Einstein aktivt del i landet, naturligt nok primært indenfor den israelske universitetsverden. Han afslog ydmygt et tilbud om at blive Israels anden præsident, da han ikke mente at besidde de nødvendige kompetencer til at repræsentere, hvad han kaldte "vores stat, Israel".

Yahya Hassan: "Israel har udviklet sig til en kolossal hær med et meget lille land."

Det er nok lidt af en overdrivelse, al den stund man ikke mærker meget til Israels ca. 150.000 mand (m/k) stærke hær, når man færdes i Israel. Men Hassan har da ret i, at Israels hær er usædvanlig stærk i forhold til landets størrelse. Og det er der kun én eneste årsag til, nemlig arabisk fjendtlighed. Alternativet var, at Israel ikke eksisterede.

Yahya Hassan: "De jødiske værdier, staten Israel skulle grundlægges på, blev for det første grundlagt på andres forfald. Ydermere blev de i vedvarende forsøg på at udvide staten Israel overskygget af magt, kontrol, undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had, som helt naturligt forårsagede vold, had, racisme og fanatisme hos den undertrykte modpart."

Det er ikke Israels "undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had", der har avlet den palæstinensiske ditto. Det er tværtimod palæstinensisk arabisk vold, der har affødt de israelske reaktioner. Det kan enhver selvfølgelig komme og sige, men lad os så se på de historiske fakta:

I 1920'erne prøvede englænderne at få Palæstina-mandatets jøder og arabere til at arbejde sammen. Jøderne var villige, mens araberne afviste nogen form for samarbejde, som kunne opfattes som en anerkendelse af de palæstinensiske jøders nationale rettigheder. I stedet opfordrede palæstinensisk-arabiske politikere til vold mod civile jøder. Se her og her.

I 1930'erne intensiveredes den arabiske (palæstinensiske) vold mod civile jøder, hvilket førte til oprettelsen af et jødisk forsvarsværn. Bemærk venligst årsagssammenhængen.

I 1947 anbefalede FN en opdeling af det britiske Palæstina-mandat i en jødisk og en arabisk stat. De palæstinensiske jøder accepterede forslaget. Havde de palæstinensiske arabere gjort det samme, havde staten Palæstina kunnet fejre sin 67-års fødselsdag i år. Araberne besvarede også denne gang kompromisforslaget med vold, og kastede sig ud i en udryddelseskrig mod den jødiske stat. Jøderne (nu israelerne) oprustede i en vældig fart og slog angrebet tilbage. Bemærk igen årsagssammenhængen.

I perioden 1949-1967 angreb araberne uafladeligt Israel.

I 1964 oprettede palæstinenserne PLO med det formål at tilintetgøre Israel. Bemærk venligst, at det var før besættelsen i 1967.

I juni 1967 opmarcherede Israels arabiske nabostater deres tropper omkring landet, og proklamerede helt åbent, at de ville tilintetgøre den jødiske stat én gang for alle. Israel kom aggressorerne i forkøbet og indtog på seks dage landområder fra alle de angribende lande. Bemærk årsagssammenhængen - at den arabiske udslettelseskrig blev indledt før besættelsen af Gaza, Vestbredden mv.

Yahya Hassan: "Der findes ingen tostatsløsning. Der findes blot én en-statsløsing, lige for alle."

Det er et ekstremt standpunkt, der deles af mange - måske endda hovedparten af verdens palæstinensere. Implikationen er enden på den jødiske stat, hvilket da også lader til fortsat at være palæstinensernes mål. Hvem er det lige, der er kompromisløs?

Yahya Hassan: "Zionismen opstod som en konsekvens af forfølgelse. Nu har zionisterne glemt deres bevæggrund."

Nej, zionisterne, hvoraf jeg selv er én, har ikke glemt vores bevæggrund. Det tragiske er bare, at den primære jødeforfølgelse i dag kommer fra arabere og andre muslimer. Sådan har det ikke altid været. Men på grund af kompromisløshed overfor zionismen, har de arabiske diktaturer fremelsket en ny antisemitisme, som gennemsyrer hele den arabiske verden - inklusiv de arabere, der lever i frie, demokratiske lande som Danmark. Det er grunden til, at jøder bliver angrebet og myrdet rundt omkring i Europa i dag.

Yahya Hassan kunne hjælpe med at modarbejde den anti-israelske indoktrinering, som inficerer herboende araberes sind med jødehad. Men i stedet vælger han at puste yderligere til ilden.

Yahya Hassan: "Zionister immigrerer til bosættelser, og palæstinensere deporteres til flygtningelejre. Besættelsen dehumaniserer palæstinenserne, men også israelerne selv."

Sætningen indeholder tre udsagn:

1) Ja, nogle zionister vælger at bo på Vestbredden, hvilket jeg ikke støtter eller er tilhænger af. Bosættelsespolitikken udgør et negativt signal overfor palæstinenserne. Men den er ikke selve kernen i konflikten, som den oftest udnævnes til. Problemet er sekundært; ikke årsagen, men et symptom på konflikten. Og - mere væsentligt - til at løse i forbindelse med en fredsaftale.

2) Nej, Israel deporterer ikke palæstinensere til flygtningelejre. Det har araberne selv gjort i samarbejde med FN-organisationen UNRWA. Og hvad værre er, de har tvunget dem til at forblive i lejrene i umeneskelig lang tid med det ene formål at fungere som pression i kampen mod Israel. sidstnævnte er helt tydeligt vigtigere end palæstinensernes ve og vel. Det er altid kampen mod Israel, det drejer sig om!

3) Palæstinenserne er rigtig gode til at dehumanisere israelerne, som konsekvent refereres til som "jøder". Det sker hver dag i de palæstinensiske skoler, medier og moskeer. Også den verdensomspændende anti-israelske propaganda, som Yahya Hassan selv bidrager til, er en del af en systematisk dehumanisering af israelere og jøder.

Men jo, besættelsen og den vedvarende konflikt er en kæmpe belastning for begge folk. Lad os håbe, palæstinenserne snart opgiver drømmen om at tilintetgøre Israel, så der kan blive fred og fremgang både i Israel og Palæstina. Inshallah!

Yahya Hassan: "Jerusalem er et FN-mandat. Alligevel opfører israelerne sig som om, de ejer byen."

Yahya Hassan taler, som han har forstand til. Jerusalem er på ingen måde noget FN-mandat. FN anbefalede, som nævnt ovenfor, i 1947 en delingsplan, som skulle have skabt en jødisk stat, en arabisk stat og en international zone omkring Jerusalem. Jøderne accepterede planen. Araberne (palæstinenserne og alle de andre arabere) forkastede den, og indledte i stedet en udslettelseskrig mod Israel i 1948.

Jerusalems gamle bydel blev besat af Jordan, der ikke havde noget legitimt krav herpå, indtil Israel indtog Østjerusalem i 1967. Så det var altså arabernes beslutning, at Jerusalem ikke skulle være et FN-mandat. Israel har indtaget byen i en lovlig selvforsvarskrig, og er ifølge international lov, herunder den centrale resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, i sin gode ret til at holde alle de erobrede områder besat, indtil araberne - herunder palæstinenserne - slutter fred med Israel.

Yahya Hassan: "I medierne hører vi om den såkaldte konflikt mellem israelere og palæstinensere. Men kan man kalde det en konflikt, når en af verdens stærkeste militærmagter angriber en forsvarsløs og civilbefolket ghetto med krigsskibe, luftvåben, artilleri og elitesoldater? Det er mord og massakrer, uanset hvor mange nytårsraketter Hamas sender ind over grænsen."

Israel har ingen interesse i at angribe forsvarsløse palæstinensiske civile. Der er kun én grund til, at Israel i sommeren 2014 iværksatte en militæroperation mod Hamas og andre militante grupper i Gaza, og det var sidstnævntes optrapning af affyringen af raketter mod israelske beboelsesområder.

Når Yahya Hassan bagatelliserer Hamas' raketter som "nytårsraketter", må man antage, at han anser dem for at være uskadelige. Ja, måske støtter han endda Hamas' ret til at fyre dem af. Det kunne lyde sådan. Men raketterne er dødsens farlige, og den israelske stat har pligt til at gøre alt, hvad den kan for at stoppe raketregnen. Og der er kun én måde at stoppe raketterne på, nemlig ved at nedkæmpe Hamas' evne eller motivation til at fyre dem af - i hvert fald så længe magthaverne i Gaza ikke vil indgå fred med Israel, hvilket naturligvis ville være det foretrukne alternativ.

Herefter kaster Yahya Hassan sig ud i en remse af spørgsmål på formlen "hvor går grænsen for..." Spørgsmålene er nok tænkt som retoriske, men jeg vil alligevel besvare nogle af dem. Jeg har tilladt mig at ændre lidt på rækkefølgen, for at kunne besvare dem gruppevis.

Yahya Hassan: "Hvor går grænsen for den israelske stats besættelsespolitik?"

"Hvor går grænsen for den israelske stats bosættelsespolitik?"

"Hvor går grænsen for den israelske stats erobringspolitik?"

"Hvor går grænsen for nedrivningen af palæstinensiske ejendomme?"

"Hvor går grænsen for kontrolposterne?"

"Hvor går grænsen for den israelske mur?"

"Hvor går grænsen for blokaden af Gaza?"

"Hvor går grænsen for luftagreb?"

"Hvor går grænsen for døde?"

"Hvor går grænsen for børn, der skal graves fri af ruinerne?"

"Hvor går grænsen for vetoretten?"

Spørgsmålene ovenfor kan sammenfattende besvares med, at de nævnte forhold vil bringes til ophør, når palæstinenserne indstiller angrebene på Israel og gennem en fredsaftale får fastlagt en endelig grænse. Eksempelvis som da Egypten i 1979 og Jordan i 1994 indgik fredsaftaler med Israel.

Men det vil kræve, at palæstinenserne bekender sig til en to-statsløsning, og ikke den en-statsløsning, som Yahya Hassan stræber efter (læs: udslettelsen af Israel).

Yahya Hassan: "Hvor går grænsen for tyveriet af palæstinensiske territorier?"

"Hvor går grænsen for tyveriet og ødelæggelse af palæstinensiske ressourcekilder?"

Nu er der jo desværre ikke noget, der hedder palæstinensiske territorier, og derfor heller ingen palæstinensiske naturressourcer. Og det er jo fordi, der ikke er noget land, som juridisk set tilhører palæstinenserne. Jeg ville ønske der var, og ser frem til den dag, hvor det bliver tilfældet. Men det vil igen kræve kompromisvilje fra palæstinensernes side. En vilje, som de såkaldt moderate palæstinensiske ledere overfor Vesten foregiver at have, men som de endnu ikke har valgt at promovere overfor det palæstinensiske folk. Sidstnævnte får lov til fortsat at klamre sig til den drøm, som Yayah Hassan deler: drømmen om ét stort Palæstina med arabisk befolkningsflertal.

Yahya Hassan: "Hvor går grænsen for brud på international lovgivning, og diverse konventioner?"

"Hvor går grænsen for krigsforbrydelser?"

"Hvor går grænsen for ulovlige fængslinger uden rettergang?"

"Hvor går grænsen for tortur og voldtægt af fængslede børn og voksne?"

"Hvor går grænsen for den hvide fosfor?"

"Hvis Israelerne vil føre krig, må de overholde krigens love."

I modsætning til det billede, som medierne herhjemme desværre tegnede under den seneste Gaza-krig i 2014, så overholder Israel faktisk krigens love. Al tale om krigsforbrydelser er udtryk for uunderbyggede anklager, som alene rettes imod den jødiske stat. Vi kunne aldrig drømme om at dømme noget andet land på den måde, uden i det mindste at have noget dokumentation ved hånden.

Og dokumentationen for de uhyrlige anklager imod Israel mangler. Selv Amnesty International og FN, der har rigtig gode kontakter til deres venner i Hamas, har haft overordentlig svært ved at finde nogen som helst beviser for israelske krigsforbrydelser. De har således måttet nøjes med at beskrive en række fejl, som israelske styrker begik, og som den israelske regering har beklaget og undskyldt for. Der er ikke skygge af bevis for, at ét eneste af de beskrevne angreb på civile skulle være sket med overlæg.

Tværtimod er Israel ubetinget det land i hele verdenshistorien, som har gjort sig størst anstrengelser for at minimere civile tab på fjendens side. De ellers helt uhørte tiltage indbefatter mange slags advarsler til civilbefolkningen, som naturligvis koster det israelske militær dets overraskelsesmoment og bringer israelske tropper i ellers unødig livsfare. Israel går dermed længere end nogen anden stat i forhold til opfyldelse af sine forpligtelser under krigens love.

Yahya Hassan gengiver blot den løgnagtige propaganda, som han er blevet hjernevasket med.

Særlig infam er hans påstand om "tortur og voldtægt af fængslede børn og voksne". Der har gennem tiderne været rapporter om brug af "moderat fysisk pres" under forhør af palæstinensere. Men debatter og højesteretsdomme i Israel har for længst sat en stopper for de værste overgreb. Man kan ikke udelukke, at der stadig indimellem sker uregelmæssigheder, men da Israel er et åbent demokrati, er forholdene under løbende observation og regulering.

Yahya Hassans anklage imod Israel om regeringssanktioneret voldtægt af palæstinensere, har i modsætning til torturanklagen ikke så meget som en snert af sandhed i sig. Jeg har studeret konflikten gennem mere end tre årtier, og er ikke stødt på et eneste tilfælde af voldtægt. det er faktisk bemærkelsesværdigt, at der lige netop i Israels krige aldrig (eller i hvert fald uhyre sjældent) har fundet voldtægt sted, da den forbrydelse ellers er ekstremt udbredt under krige.

Hassans anklage om "tortur og voldtægt af fængslede børn og voksne" er så gemen, at han næsten lige så godt kunne have gentaget den traditionelle antisemitiske anklage om jøders brug af kristne børns blod i det usyrede brød, der spises under den jødiske påske. Det skal i øvrigt bemærkes, at en variant med de kristne børn erstattet af palæstinensiske er en integreret del af den palæstinensiske anti-israelske propaganda.

De virkelige krigsforbrydelser - i modsætning til de fiktive - begås helt utvetydigt af Hamas og andre palæstinensiske grupper. Og her er beviserne ikke bare klokkeklare, Hamas praler ligefrem med sine ugerninger. At beskyde beboelsesområder i Israel uden nogen som helst militær betydning med raketter er indiskutabelt en krigsforbrydels. Det samme gælder raketaffyringer fra tæt befolkede områder og etablering af militær infrastruktur blandt civile. At genne civile op på taget af en bygning, der huser et militært mål, er selvsagt en krigsforbrydelse. Men det betyder ingenting. For palæstinenserne er der alligevel ingen, der forventer sig civiliseret adfærd af - mindst af alle palæstinenserne selv. Måske skulle man begynde her?

Yahya Hassan: "De kan ikke tillade sig at bombe en hel bydel for at ramme en gruppe Hamas-tilhængere. Det er ulovligt i krig."

Israel kunne ikke drømme om at bombe noget som helst for at ramme "tilhængere", altså folk med bestemte holdninger. Det er naturligvis bevæbnede medlemmer af Hamas og andre militante grupper, eller disses ledere, Israel går efter. Hassans forsøg med den fikse lille omskrivning er dygtigt udført, men aligevel nem at gennemskue, når man har beskæftiget sig med anti-israelsk propaganda gennem mange år.

Herefter går Yahya Hassan over til et meget umodent og ærligt talt lidt latterligt forsøg på at tilsvine den israelske hær:

Yahya Hassan: "Så har de det valg at sende landtropper ind i Gaza, selvom det kræver et mandsmod, de israelske teenage-soldater måske ikke har. Selvom det er sværere at myrde sine medmennesker til fods, end det er fra luften. Selvom det er sværere at se sine medmennesker falde til jorden, end et er at se røgen stige til vejrs."

Hvad har han gang i her? Vil Hassan virkelig have, at Israel skal sende verdens bedst trænede "teenage-soldater" ind i Gaza i stor stil? Israel sendte jo faktisk landtropper ind i Gaza, men nøjedes med at ødelægge den tunnelinfrastruktur, som Hamas havde etableret til underjordiske angreb på Israel. En af grundene til den relative tilbageholdenhed er rigtigt nok, at den israelske regering var bekymret for meget høje tabstal på israelsk side. Sådan tænker man i demokratier. Man kerer sig om sin befolknings tarv.

Modsat er det i fascistiske diktaturer som Hamas-regimet i Gaza, hvor man uden at blinke bruger sin egen civilbefolkning som kanonføde i en krig, som man udmærket ved, man ikke kan vinde, med det eneste formål at generere negativ propaganda for Israel - sådan at Yahya Hassan har nogle palæstinensiske børnelig på bordet, som han kan stå og angribe Israel med fra en talerstol i Danmark. Hamas og Yahya Hassan bidrager på hver deres vis til den propagandakampagne, som stiler mod alt andet en fred og forsoning med Israel og jøderne.

Yahya Hassan: "Og jeg vil fastslå, at den grundlæggende årsag til konflikten ikke er Hamas. Hamas blev grundlagt i 1987; den israelske hær har været voldelig siden 1948."

Hvis Yahya Hassan havde læst lidt på historien, ville han vide, at det ikke var Israel, men de palæstinensiske arabere, der indledte volden i slutningen af 1947 og begyndelsen af 1948. Og da Palæstina-mandatet ophørte i maj 1948, var det Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon, der (med støtte fra resten af den arabiske verden) angreb Israel - ikke omvendt.

Yahya Hassan: "Den radikalisering af palæstinensere, der finder sted i de besatte områder, er en konsekvens af besættelsen. Den almindelige palæstinenser var ikke udpræget religiøs før besættelsen."

Det er korrekt, at islamismen først fik tag i palæstinenserne i 1980'erne. Men Hamas' kamp var ikke i første omgang fokuseret imod Israel. Som nogle anti-Israel-propagandister ynder at påpege, støttede Israel faktisk engang Hamas i håb om at stække datidens hovedfjende, PLO. Der er dog ikke belæg for at hævde (som Hassan gør), at Israel er skyld i islamismens fremmarch blandt palæstinenserne. I så fald er Israel måske også skyld i samme islamismes opblomstring i resten af Mellemøsten? Det er der jo nok nogle af Hassans åndsfæller, der mener. Men hvis jøderne skal holdes ansvarlige for hele Mellemøstens ulykker, så er vi på vej ud i noget rigtig klassisk antisemitisme, og der skal vi ikke hen, vel? Uha, nej. Yahya Hassan har ikke noget imod jøder.

Yahya Hassan: "PLO, som heller ikke var en religiøst funderet bevægelse, har i mange år prøvet at forhandle sig til en løsning. Israel har svaret med stødt stigende undertrykkelse, flere bosættelser og luftangreb."

Det er rigtigt, at PLO aldrig har været religiøst funderet, men derimod var inspireret af en slags kommunistisk revolutionsromantik. Men fredsivrig?

PLO blev grundlagt i 1964 med det formål at tilintetgøre Israel og kæmpede i de næste årtier for det projekt. Efter Yassir Arafat støttede Saddam Hussein under Golfkrigen i 1991, mistede PLO både økonomisk og politisk støtte fra den arabiske verden og kom i den internationale skammekrog. I fare for at blive marginaliseret valgte PLO at indlede fredsforhandlinger med Israel.

I løbet af 1990'erne gjorde fredsprocessen visse fremskridt. Men det var ikke Israel, der afsporede den med "stigende undertrykkelse, flere bosættelser og luftangreb", som Yahya Hassan anfører. Det var først og fremmest grupperne Hamas og Islamisk Jihad, der stod for selvmordsbomberne mod israelske civile. Men Arafat ønskede øjensynligt ikke at lette det voldelige pres på Israel, og forsømte groft sine forpligtelser i henhold til Oslo-aftalerne om at bekæmpe den palæstinensiske terrorisme.

Alligevel forhandlede israelerne videre. Men da det kom til stykket, og Yassir Arafat stod overfor at skulle indgå en endelig fredsaftale med Israel i sommeren 2000, trak han sig fra forhandlingerne, uden så meget som at komme med et alternativt forslag. Han og PLO var ganske enkelt ikke klar til at betale prisen for en palæstinensisk stat: accept af Israels ret til også at eksistere i al fremtid.

Det skal retfærdigvis medgives, at Israel også har begået fejl under fredsprocessen. Men det ændrer ikke ved, at palæstinenserne hver gang man er helt tæt på en fredsaftale, trækker sig fra forhandlingerne. I stedet forsøger man igen og igen at skaffe sig en palæstinensisk stat uden at skulle opgive kampen mod Israel. Så overordnet set forholder det sig altså lige omvendt af, hvad Yahya Hassan påstår.

Yahya Hassan: "Derfor kan det vel ikke overraske nogen, at nogle palæstinensere i desperation tyr til nytårsraketter og religion efter mere end 60 års besættelse."

Hele Yahya Hassans smædeskrift over den jødiske stat består af gentagelser af velkendte løgne. Myten om, at individuelle palæstinenseres desperation stod bag de mange selvmordsbombeangreb på israelere i første halvdel af nullerne, blev heftigt promoveret, også i de danske medier.

Men efter mediernes kæledægge, Yassir Arafat, døde, kom sandheden alligevel frem: at den palæstinensiske ledelse under Arafat aktivt finansierede og faciliterede de hyppige terrorangreb, ikke mindst via de militiante grupper direkte under Arafat, Tanzeem, Force 17 og Al Aqsa-brigadernes Martyrer. Samtidig gav Arafat islamisterne i Hamas frit lejde til at fortsætte myrderierne på israelske civile. Det var hverken desperation eller nytårsraketter der slog 1.000 israelske civile ihjel i perioden 2000-2005. Det var en systematisk palæstinensisk kampagne af massakrer på civile, uden skyggen af et militært mål i sigte. Rene krigsforbrydelser. Ren terror.

Yahya Hassan: "Da jeg rejste ind i Israel, spurgte en israelsk soldat, hvorfor jeg sympatiserer med palæstinenserne. Af samme grund som jeg sympatiserer med jøderne. Og så lukkede han mig ind."

Det er da en fin lille historie. Men hvad er budskabet? At selv en anti-Israel-propagandist med dansk-palæstinensisk baggrund kan opnå indrejse i Israel, hvis han ellers opfører sig venligt og svarer nogenlunde fornuftigt på de stillede spørgsmål?

Yahya Hassan: "I Danmark bliver jeg spurgt, om jeg sympatiserer med Hamas. Og det gør jeg ikke, af samme grunde, som jeg heller ikke sympatiserer med den israelske skindreligiøse, højreorienterede militarisme."

Yahya Hassan sympatiserer ikke med Hamas. Men det må være fordi organisationen undertrykker og terroriserer den palæstinensiske befolkning i Gaza. Han mener jo ikke, den over 10 års vedvarende affyring af raketter mod indbyggerne det sydlige Israel er et problem. Det er jo bare "nytårsraketter."

Yahya Hassan: "Den israelske stat bør retsforfølges for krigsforbrydelser, så de involverede magthavere kan stilles til ansvar med henblik på at rense det jødiske."

Jeg mener ikke, Yahya Hassan burde bekymre sig så meget om at rense det jødiske for smudset fra de imaginære krigsforbrydelser, Israel skulle have begået. Han burde hellere koncentrere sig om at rense palæstinenserne fra de regulære krigsforbrydelser, de fortsat begår, og endda praler åbenlyst af. Han burde hellere hjælpe med at rense de palæstinensiske hjerner for den anti-israelske og antisemitiske propaganda, de blivet inficeret med fra det øjeblik, de kan sætte sig foran skærmen og se et palæstinensisk børneprogram. Men det er selvfølgelig ikke så nemt, når man tydeligvis selv har været samme tur igennem.

Yahya Hassan: "Vi må skelne mellem israelere, jøder og zionister."

Og hvad skal denne skelnen så gå ud på? Jeg gætter på, at jøderne er OK, mens israelerne er slemme, og zionisterne de allerværste. Brænder tampen? En zionist er som bekendt en, der støtter jødernes ret til at have deres egen stat. Jeg er zionist, for jeg støtter både jødernes og palæstinensernes ret til at have hver deres stat. Er jeg så en af de allerværste af dem, man skal "skelne mellem"? Jeg synes hr. Hassan er ude på tynd is her.

Yahya Hassan: "Man kaldte ikke jøderne terrorister, da de under Anden Verdenskrig gravede tuneller for at smugle mad og våben ind og ud af fangelejrene og ghettoerne. Hvorfor kalder man så palæstinenserne terrorister, når de gør det samme?"

Her er så endnu et velkendt aspekt af den anti-israelske propaganda. Ved at sammenligne jødernes trængsler under nazismen med palæstinensernes under israelsk besættelse, sætter Yahya Hassan lighedstegn mellem israelerne og nazisterne. Ifølge både EU's officielle definition af antisemitisme og USA's ditto er det "at drage sammenligninger mellem nutidens israelske politik med nazistisk politik" et antisemitisk udsagn. Det kan Yahya Hassan så tænke over. Hans udsagn er i hvert fald sygt.

Når det er sagt, er jeg heller ikke vild med den selektive brug af begrebet terrorisme. Begrebet beskriver en metode, hvor civile angribes med det formål at sprede frygt for at presse et samfund i en bestemt politisk retning. Men det bruges ofte forkert alt efter egne sympatier. Det ærger mig, når israelske aviser kalder militante palæstinensere, som har angrebet israelske soldater, for terrorister. Det er de jo ikke nødvendigvis (man kan jo ikke vide med sikkerhed, at de tidligere har deltaget i angreb på civile).

Omvendt var det ganske betænkeligt, at Dagbladet Politiken under "den anden intifada" gennem fem års palæstinensiske massakrer på israelske civile ikke kunne få sig selv til at kalde de palæstinensiske ærketerrorister ved deres rette navn, mens der kun skulle ét andgreb på arabiske civile begået af en psykisk syg israelske soldat til, før ordet terror indgik i avisens overskrift.

Yahya Hassan: "Den almindelige palæstinenser bekæmper ikke jødedommen, sådan som medierne bilder os ind. Den almindelige palæstinenser bekæmper besættelsen og undertrykkelsen, som uheldigvis gemmer sig bag jødedommen, ligesom Islamisk Stat gemmer sig bag islam."

Jeg har ingen grund til at tro, at den menige palæstinenser bekæmper jødedomme. Når almindelige palæstinensere og israelere mødes i dagligdagen, ser de ofte hinanden som mennesker. Det er på det overordnede samfundsmæssige plan, den palæstinensiske propaganda er et problem, som står i vejen for en fredsløsning.

Yahya Hassans sammenligning mellem Israel og Islamisk Stat er også som taget ud af den palæstinensiske propagandamanual (de har faktisk sådan en). Vi ved alle, hvad IS er for en størrelse. At sammenligne det demokratiske Israel med IS er dæmoniserende og ukonstruktivt.

Se et par eksempler på palæstinensisk sidestilling af Israel og IS her og her.

Yahya Hassan: "En hund tilhørende en israeler blev engang ramt af en nytårsraket. Det kom på forsiden af Israels mest populære avis. I samme avis blev en gruppe dræbte palæstinensere nævnt med få linjer på side 16. Men jeg formoder, at det var en højtelsket familiehund, og dyrevelfærden er så sandelig vigtig."

Hvis en dansk hund var blevet dræbt af en raket affyret af en terrorgruppe, som arbejdede for Danmarks udslettelse, ville angrebet sikkert også havne på forsiden af dagens avis. Hassan har fundet et eksempel frem (eller måske bare hørt en god vandrehistorie?), som igen skal demonstrere, hvordan israelerne er dårlige mennesker. Mere dæmonisering. Igen ukonstruktivt.

Yahya Hassan: "Israel ønsker at være et demokrati. Det skal vi hjælpe dem med at blive ved at kritisere dem uden at dehumanisere dem."

Her når Yahya Hassans hykleri uhørte højder. Efter en seks minutter lang nedladende, dehumaniserende tirade imod israelerne, gemmer han sig bag den værste floskel af et figenblad. Hassans beskrivelse af israelerne er ikke en beskrivelse af mennesker, men af de rene monstre. Nu må han bestemme sig.

Israel er et demokrati. Det er derfor, de frieste arabere i hele Mellemøsten bor i netop Israel. Det er derfor de israelske arabere (palæstinensere, om man vil) går i panik ved tanken om, at Israel skulle afgive de landområder, de bor i, til en fremtidig palæstinensisk stat. De har ingen tiltro til, at palæstinensiske ledere kan tilbyde dem nær den samme frihed, som de onde israelere, jøder, zionister, eller hvad Yahya Hassan nu helst vil kalde dem.

Yahya Hassan og hans venner skulle hellere koncentrere sig om at hjælpe palæstinenserne til at skabe et velfungerende demokrati, som kan bane vejen hen imod den stat, som de hævder at ønske sig.

Se hele Yahya Hassans timelange tale her. Indslaget om Israel begynder ved 49:50 og varer seks minutter.

Tilbage