Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR er forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb for palæstinenserne er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns amtisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 14. april 2008
Meningsløs mellemøstanalyse

Af Dan Harder

Nu hvor Ariel Sharons exit fra den politiske scene har frataget Politikens grand old man, Herbert Pundik, sin raison d'etre, ser det ud til, at rollen som avisens hellige forkynder af forkerte og meningsløse mellemøstanalyser er overgået til Anders Jerichow. Det har dog ikke haft nogen mærkbar effekt på kvaliteten af analyserne.

I den hensigt, må man antage, at dele sol og vind lige mellem de stridende parter, fremfører Anders Jerichow i artikel efter artikel det synspunkt, at der skulle være en form for symmetri mellem de to (til formålet udpegede) "bad guys" i den israelsk-palæstinensiske konflikt, nemlig henholdsvis den israelske bosætterbevægelse og de palæstinensiske terrororganisationer.

Besnærende som analysemodellen måtte synes, er den desværre helt forfejlet, for symmetrien er ganske uden hold i virkeligheden.

I Israel har man én ledelse og én hær. Israel har gentagne gange vist, at man fra regeringens side kan kontrollere bosætterbevægelsen, hvis den politiske gevinst er høj nok. Sinai i 1982 og Gaza i 2005 er to eksempler. Blandt palæstinenserne findes der så mange forskellige militære grupperinger, at mens Israel forhandler fred med den ene, kan en eller flere andre fortsætte den voldelige kamp.

Hvis en fredsaftale kommer i stand, kan Israel rent faktisk levere varen. Det kan det palæstinensiske selvstyre ikke, før det har gennemgået en række drastiske reformer. Og det er netop, hvad der skal til, hvis man vil gøre sig håb om en fredelig løsning - ikke meningsløse analyser med forceret symmetri.

"Jo flere bosættelser Israel vil opgive, des større er chancen for, at palæstinensere vil opgive vold", skriver Jerichow i sin kommentar i Politiken (5/4-2008). Men, som han selv bemærker umiddelbart efter, vil et stop for israelske bosættelser naturligvis ikke medføre mindre palæstinensisk terror. Enhver israelsk tilbagetrækning opfattes af Israels fjender blot som en forrykkelse af frontlinien i arabisk favør. Det har vi set både i Sydlibanon og i Gaza.

Anders Jerichows opfordring i samme artikel til henholdsvis Israels og palæstinensernes venner om at lægge pres på parterne er tilsvarende meningsløs, da de to samfund på ingen måde kan sammenlignes. Der er ingen grund til at lægge pres på Israel. Alle eksisterende synspunkter har allerede sine meget højlydte fortalere i Israel selv, hvor debatten er blandt de mest levende man kan opdrive.

Der er ingen grund til at reformere et af klodens mest dynamiske demokratier. Det er allerede i sin natur selvreformerende. Koncensussynspunkter, der eksisterede i Israel for bare 15 år siden - så som at en palæstinensisk stat aldrig kunne komme på tale - er i dag erstattet af et massivt, demokratisk flertal for det modsatte.

Selv hvad angår det forkætrede bosættelsesprojekt er der markante forandringer at spore. Det er rigtigt at den israelske regering med jævne mellemrum giver tilladelse til nye opførelser. Men det er værd at bemærke, at den israelske regering, siden Ariel Sharon skiftede kurs omkring 2004, har arbejdet målrettet hen imod visionen om tostatsløsningen.

Hvad man end måtte mene om bosættelsespolitikken, må man forstå, at det i den aktuelle parlamentariske situation er svært, næsten umuligt, at forbyde jøder at bosætte sig i områder under den jødiske stats kontrol. I særdeleshed sålænge den palæstinensiske terror fortsætter, og palæstinserne ikke udviser troværdige tegn på vilje til fred.

Ikke desto mindre har bosætterbevægelsen de seneste år været under hårdt pres fra den israelske regering. Ikke bare i forbindelse med den ufrivillige evakuering af 8.000 jøder fra Gaza i 2005. Også på Vestbredden er der skrappe restriktioner, hvilket i praksis betyder, at der stort set kun gives byggetiladelser i områder, som man antager vil ende på den israelske side af en fremtidig grænse, altså områder tæt på våbenstilstandslinien fra 1949 ("den grønne linie"), Jerusalems nye forstæder og de to store bosættelser Ariel og Ma'aleh Adumim.

Ikke dermed sagt, at den israelske kampagne for kontrol med landet (særligt omkring Jerusalem) ikke er en torn i øjet på palæstinenserne og dermed komplicerer fredsprocessen. Man må blot konstatere at den israelske opinion, så vel som politik har forrykket sig dramatisk i retning af en fredelig løsning.

I den palæstinensiske lejr forholder det sig ganske anderledes. Her er ingen åben og dynamisk debatkultur, ingen fri presse, ingen selvreformeringsevne, et totalt fravær af demokratiske institutioner. Beklager, et valg hvert tiende år, hvor man kan vælge mellem to forskellige totalitære regimer, gør ikke et demokrati.

Men det største problem, der hvor palæstinensernes venner (herunder EU og Danmark) virkelig kan gøre en forskel, er ved at hjælpe palæstinenserne af med den systematiske, officielle hjernevask af befolkningen til had og vold rettet mod Israel.

Vi fik for nylig et indblik i, hvordan man på Hamas' tv-kanal indoktrinerer de palæstinensiske børn. Og man er naiv, hvis man tror, at fænomenet er begrænset til Hamas. Også Mahmoud Abbas' Fatah tager del i indoktrineringen gennem de europæisk financierede, selvstyre-kontrollerede aviser og tv, skolebøger, offentlige arrangementer, sommerlejre m.v.

Alt imens Abbas foran et internationalt publikum erklærer sin støtte til tostatsløsningen, forklarer han og hans nærmeste folk i arabiske medier igen og igen, at der ingenlunde er planer om én arabisk og én jødisk stat i al evighed, men blot om det første skridt på vejen til arabisk herredømme over hele det tidligere britiske mandatområde.

Hvis man vil gøre alle sine mellemøstlige venner en tjeneste, bør man hjælpe palæstinenserne ud af den fastfrosne tankegang, hvor den jødiske stat ses som den evige fjende. Et godt sted at starte kunne være et totalt stop for opfordringer til - og forherligelse af - vold og had mod Israel, til gengæld for de 37 milliarder kroner over en treårs periode, som EU netop har bevilget til det palæstinensiske selvstyre.


Tilbage

 

Untitled Document