Israel-Online,
25. marts 2006
DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige
synspunkter
Af Dan Harder
Israelske tanks rullede den 28. juni
ind i Gaza-striben, dels for at befri en kidnappet israelsk
soldat, og dels for at sætte en stopper for palæstinensiske
terroristers vedvarende bombardament af israelske beboelsesområder
nær Gaza.
Som det er tradition under større israelske
militæroperationer, var Danmarks Radio ikke sen
til at give Israel skylden for den optrappede situation.
Allerede samme aften beskyldte Lars Møller-Rasmussen
i P1s "Orientering" Israel for systematisk,
og med fuldt overlæg, at dræbe civile palæstinensere,
med det formål at "provokere" de palæstinensiske
militser til at angribe Israel.
Drabene skulle ifølge indslaget være nøje
planlagt fra højeste sted i Israel, og sindrigt
koordineret til at skabe "en passende baggrund"
for israelske premierministres politiske rejser.
Den tragiske hændelse for nylig, hvor 7 medlemmer
af den samme palæstinensiske familie blev dræbt
på stranden i Gaza, blev i indslaget beskrevet
som netop sådan et bevidst israelsk angreb, til
trods for at der endnu hersker uklarhed om hvorvidt
eksplosionen skyldtes en vildfaren israelsk granat eller
en mine udlagt af militante Hamas-folk.
Israels beskyldtes endvidere for at søge at
skabe ustabilitet i de besatte områder, først
og fremmest for at forhindre et funktionelt palæstinensisk
samfund, hvis ledere man kunne blive nødt til
at indgå fred med.
Eneste kilde til at underbygge de afsindige påstande
var en artikel i det Israel-fjentlige magasin "Counter
Punch" skrevet af den israelske professor Tanya
Reinhardt, der ikke alene er en uhæmmet kritiker
af Israel, men også har været varm fortaler
for en boykot af den jødiske stat.
Dagen efter, d. 29. juni, havde TV-Avisen kl. 21.00
inviteret Jakob Feldt, lektor på Syddansk Universitet
og endnu en rabiat Israel-kritiker, i studiet for yderligere
at støtte teorien om, at den israelske regering
i virkeligheden slet ikke ønsker palæstinenserne
succes med at opbygge et funktionelt samfund.
Modsat den gængse opfattelse, at Hamas' militære
fløj iværksatte de seneste angreb fra Gaza
ind i selve Israel for at sabotere den gryende enighed
mellem Fatah og Hamas, fremsatte Feldt det synspunkt,
at det er Israel, og ikke den militante del af Hamas,
der forsøger at "splitte" palæstinenserne.
Den aktuelle gen-invasion af Gaza skulle være
del af en større strategi, ifølge hvilken
Israel gennem de seneste fem år har forsøgt
at forhindre, at palæstinenserne "får
skabt nogle ordentlige politiske strukturer", for
fortsat at kunne hævde, at der ikke er nogen palæstinensisk
forhandlingspartner.
Budskabet er, at det er Israels skyld, og ikke Yasser
Arafats, at selvstyret har undladt at opbygge de demokratiske
institutioner, som man i forbindelse med Oslo-processen
havde stillet verden i udsigt. Ligesom det skal forestille
at være Israel, og ikke Hamas, der modsætter
sig indgåelsen af en fredsaftale med den anden
part.
Det er naturligvis alt sammen blot ønsketænkning
i fanatiske Israel-modstanderes hjerner. Der er ikke
meget israelerne ønsker mere, end at palæstinenserne
skulle have succes med at opbygge et stabilt, demokratisk
styre, der ville kunne lede dem til en kompromisløsning
med Israel.
At vores fornemmeste nyhedsformidler i så høj
grad bygger sine analyser på udsagn fra velkendte
Israel-fjendtlige intellektuelle, og deltager i promoveringen
af dårligt funderede anti-israelske konspirationsteorier,
er yderst kritisabelt. Ved på den vis at blande
opinion og nyhedsstof sammen, overtræder Danmarks
Radio endnu en gang sine egne formålsparagraffer
om sandfærdig og balanceret nyhedsformidling.
Tilbage
|