Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Aktivistiske forskere spreder anti-israelsk misinformation
7. januar 2024

Svar til Isam B: Palæstinenserne afviste tostatsløsningen og valgte Hamas
7. januar 2024

Palæstinenserne har bekendt kulør
3. november 2023

Tegn på begyndende kildekritik af Gaza-tabstal i danske medier
30. oktober 2023

Ønsker Enhedslisten,
at Hamas sejrer?
30. oktober 2023

Israels eksistens er og bliver konfliktens kerne
27. oktober 2023

Manglende kildekritik i danske medier
14. oktober 2023

Israels beskyttelse af civile er "en krigsforbrydelse"
14. oktober 2023

Den israelske retsreform - hvad er
op og ned?
24. april 2023

Beklager, Gitte Seeberg, Israels demokrati vil overleve
7. marts 2023

Lykketofts had til Israel
22. februar 2023

Arabiske diktaturer
fortæller samme løgn
som Berlingske
3. januar 2023

Enhedslisten opstiller antisemitisk kandidat
til Folketinget
26. oktober 2022

Hanna Ziadehs historie om dræbt journalist er misvisende
17. juni 2022

Berlingske forsvarer klassisk antisemitisk løgn
22. april 2022

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler
om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb
for palæstinenserne
er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag
for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns antisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
28.10.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 
 

 

 

Kronik - trykt i Politiken, 28. oktober 2002
Anti-israelsk propaganda i danske medier

Af Dan Harder

Til trods for at konflikten i Mellemøsten er på menuen næsten dagligt, er den danske befolkning himmelråbende uvidende om, hvad der egentligt foregår mellem israelerne og palæstinenserne. Når man hører danskere tale om emnet, er deres udtalelser som regel enten voldsomt farvet af personlig sympati eller begrænset til ultra-simplificerede, totalt meningsløse udsagn, som man har hørt gentaget i medierne, som f.eks. "Med de to gamle kamphaner ved magten, bliver der aldrig fred". Jeg er sikker på alle ved, hvem der hentydes til.

Det ville være yderst forståeligt, hvis danskerne simpelt hen ikke orkede at beskæftige sig med emnet, der jo trods alt ikke umidelbart berører dem selv. Men i betragtning af hvor meget konflikten fylder i mediebilledet, er det ikke mærkeligt, at mange alligevel føler sig forpligtiget til at have en mening om sagen.

Blandt den danske venstrefløj drejer det sig dog ikke blot om at have en mening. Her bruges emnet flittigt i en kollektiv selv-profilering efter devisen: "hvis man holder med de svage, er man nok på rette spor, og dermed en god humanist". Dengang Israel var et lille socialistisk land i overhængende livsfare, var israelerne "de gode", men efter den militære magtbalance blev forskudt i Israels favør, er de nu "de onde". Dette er naturligvis en både naiv og aldeles værdiløs analyse, men hvordan kan det så være, at denne opfattelse alligevel, navnligt blandt venstreorienterede, er så udbredt herhjemme?

Ansvaret ligger først og fremmest hos medierne. I aviser og på TV har man i årtier fordrejet, fortiet og manipuleret med information, og således skabt myten om et Israel, der i sin tid er blevet tildelt – eller med militær støtte fra USA har erobret – "palæstinensisk land", hvorefter det efter eget ønske har indtaget mere "palæstinensisk land", selvom de færreste kan svare på hvorfor.

Man viser til stadighed et forvrænget billede af Israel som et land, hvor fraktioner af bevæbnede, fanatiske jøder dagligt angriber uskyldige palæstinensere, mens man fremstiller det israelske militær som en autonom størrelse, der, for sin fornøjelses skyld, tromler rundt med sine tanks og skyder på alt, der bevæger sig. Og man fremstiller den israelske premierminister, Ariel Sharon, som en slags diktatorisk enehersker, der kan handle aldeles på egen hånd - Sharon, som det er lykkedes medierne at portrættere som en krigsforbryder, der egenhændigt skulle være ansvarlig for massakrerne på to flygtningelejre i Libanon.

De fleste mennesker i Danmark, specielt de yngre, der ikke har kendskab til historien fra før de sidste tyve år, har en opfattelse af Israel svarende nogenlunde til ovenstående beskrivelse. Der er bare lige det, at samtlige ovenstående udsagn er forkerte.

Israel blev ifølge FN-resolution 181 tildelt halvdelen af Palæstina vest for Jordanfloden, hvilket svarede til omkring en ottendedel af det oprindelige engelske mandatområde. De arabiske stater accepterede ikke denne deling og erklærede krig imod Israel, og kun efter at Israel havde besejret fem regulære arabiske hære, blev våbenstilstandslinien i 1949 til Israels internationalt anerkendte grænse.

I 1967 angreb Egypten, Syrien og Jordan igen Israel med det erklærede formål at tilintetgøre den jødiske stat. Forinden havde Israel indtrængende bedt Jordan om at holde sig udenfor konflikten, men kong Hussein afslog, og da Jordan begyndte bombardamentet af det israelske Vestjerusalem, åbnedes en tredje front i krigen. Det var i denne krig, indledt af tre arabiske lande, at Israel indtog de nu besatte områder – en besættelse, der af araberne i dag beskrives som selve årsagen til konflikten. Dette er altså ikke rigtigt.

At Israel altid skulle være blevet støttet af USA er ligeledes en skrøne. Til og med Seksdageskrigen i 1967 benyttede Israel sig hovedsagligt af franske og engelske våben, og det var først senere, at USA blev Israels primære leverandør af militært materiel.

Myterne og løgnene vil således ingen ende tage, og den arabiske propagandamaskine arbejder da også i dag på højtryk med at fabrikere nye, friske af slagsen. I de to år, der er gået siden Arafat trak sin delegation ud af forhandlingerne om oprettelsen af en palæstinensisk stat, har Israel været udsat for en terrorbølge, der absolut er den værste, landet endnu har set, og det israelske militær kæmper en endeløs kamp for at forhindre de daglige angreb på israelske civile.

Men selvom det efterhånden står klart, at Det Palæstinensiske Selvstyre er dybt involveret i terroren, og ikke har gjort noget som helst for at leve op til sine forpligtelser om at bekæmpe den, fortsætter de danske medier ufortrødent med at formidle den arabiske propagandas budskab om, at det er Israel, der terroriserer palæstinenserne.

Det er et faktum, at palæstinenserne bruger de målrettede drab på civile israelere som et politisk pressionsmiddel, og det er ligeledes et faktum, at det tog Israel halvandet år, inden man følte sig tilstrækkeligt presset til påny at invadere de palæstinensiske områder. Alligevel fremstiller medierne Israel som den angribende part, og, helt i tråd med arabisk propaganda, den systematiske palæstinensiske selvmordsbombekampagne som spontane udslag af individuelle palæstinenseres desparation.

Det er kun naturligt, at araberne, herunder palæstinenserne, har en anden synsvinkel og derfor en anden opfattelse af situationen end israelerne. Men da samtlige arabiske regeringer, inklusive Det Palæstinensiske Selvstyre, er diktaturer, hvor statskontrollerede medier, censur m.v. er del af en systematisk hjernevask af befolkningen, må det anses som uacceptabelt, at europæiske medier tager den arabiske udlægning for gode varer, uden at forsøge at matche udsagnene op med alternative kilder.

Når der f.eks. har fundet et sammenstød sted mellem bevæbnede palæstinensere og det israelske militær, er palæstinensiske talsmænd typisk meget hurtigt ude at sige, at israelerne har beskudt civile palæstinensere. Dette budskab skaber en "god overskrift" og bliver derfor øjeblikkeligt spredt ud over hele Vesten. Når så den sande version af historien kommer frem, er anstrengelserne for at dementere det tidligere udsagn til at overse. Det var præcist, hvad der skete, i forbindelse med Israels påståede massakre på 500-1500 civile i flygtningelejren i Jenin, der senere viste sig at være et mønstereksempel på hvorledes Israel, i langt højere grad end noget andet vestligt land, risikerer sine egne soldaters liv for at minimere civile tab på modstanderens side.

For ganske nylig fortæller Politiken.dk under overskriften "Israelsk angreb dræbte 12 civile" (7/10-2002) at "12 palæstinensere blev dræbt og mange sårede, da israelske kampvogne støttet af helikoptere rykkede ind i Gazastriben og angreb en flygtningelejr i udkanten af byen Khan Younis". Af internationale medier fremgår det imidlertid, at det israelske militær midt om natten angreb et tilholdssted for den islamiske militante organisation Hamas, der svarede igen med massiv beskydning af de israelske tropper, og at de 12 blev dræbt i denne ildkamp. Der herskede en vis uenighed om, hvorvidt der var civile blandt de dræbte. Politiken baserer altså, på trods af et bredt udbud af alternative udlægninger af episoden, sin historie udelukkende på palæstinensiske kilder.

Et andet eksempel på grov manipulation er TV2's dækning af bombesprængningen af en bus i Jerusalem, hvor 19 blev dræbt og 70 såret (18/6 – 2002). Efter kort at have redegjort for selve hændelsen drejede man historien over til at handle om hvorledes Israel rekrutterer meddelere blandt palæstinenserne, hvor Steffen Jensen beskrev en ellers ikke-voldelig og i krigssituationer formodentlig ganske ordinær efterretningsmetode som "usympatisk". Man valgte med andre ord at bruge indslagets begrænsede tid til, ved at dreje fokus over på et ganske andet emne, at sætte Israel i et dårligt lys, og det på en dag hvor palæstinensiske terrorister brutalt og med fuldt overlæg havde sprængt en større mængde unge studerende i stumper og stykker!

I TV-avisens rapport om bombningen af cafeteriet på Hebrew University i Jerusalem (DR1, 31/7-2002) interviewes en talsmand for Det Palæstinensiske Selvstyre, der forklarer, at det beklagelige angreb er resultatet af Sharons politik med at søge at opnå sine politiske mål med magt. I Nyhederne på TV2 samme aften bringes et interview med Sheik Yassin, Hamas’ spirituelle leder, der retfærdiggør angrebet på unge studerende, som værende gengæld for Israels angreb på Hamas’ militære leder, Sheik Shehadeh, ugen før. I den sene TV-avis kl. 21.00 gentager man uden kildeangivelse Hamas-lederens udsagn om, at der var tale om en gengældelse for angrebet på Shehadeh ugen før, hvorved man fremstiller denne inkarnerede terrorists synspunkt som den endegyldige sandhed. Ingen af udsendelserne inkluderer så meget som en enkelt israelsk kommentar.

Sådan kunne man fortsætte i det uendelige, det er ikke just eksempler det skorter på. Men en anden ting, der mangler i mediedækningen, er den historiske baggrund. Jamen, det har vi ikke tid til, svarer redaktørerne så. OK, vi udelader den så, og skaber dermed et forkert billede. Er det i orden? Selvfølgelig ikke. For at forstå situationen i dag, er det nøvendigt at have et grundigt indblik i historien. Det står klart, at man ikke kan gøre alle danskere til mellemøsteksperter, men derfor er det så meget desto vigtigere, at den information, man nu engang har tid til, giver et retvisende billede af forholdene.

Et, desværre, klassisk eksempel på det modsatte, er TV-Avisens oprids af historien i forbindelse med fredsforhandlingerne i Oslo (10/9-1993). Jens Navntofte vælger at beskrive Seksdageskrigen på følgende måde (citeret frit fra hukommelsen): "I 1967 vandt Israel endnu en stor sejr. På kun seks dage 4-doblede Israel sit territorium ved at indtage Vestbredden, Gaza, Sinai og Golanhøjderne...", og denne speak garneres med billeder af Egyptiske fly, der blev bombet på landingsbanen, inden de nogensinde kom på vingerne.

Se, selvom man ikke her kan beskylde Jens Navntofte for at tale decideret usandt, må man erkende, at en udenforstående nok let kunne opfatte indslaget forkert, altså som om Israel var initiativtageren til krigen i 1967. Og i lyset af, at Jens Navntofte på DR kaldes "mellemøstekspert", og, så vidt vides, selv var i Israel i 1966, og dermed må antages at have oplevet optakten til krigen, kan man kun gisne om hvilket motiv, der ligger bag valget om at fremstille en så forvrænget version af historien.

Det er generelt svært at forestille sig, at redaktørerne rundt omkring kan være så inkompetente, at de ikke har den fjerneste forstand på mediets virkemidler, og man må derfor antage, at manipulationen er overlagt. At danskerne ikke bemærker den, må tilskrives det faktum at de lever i et land så langt fra krig og ufred, at de kan tillade sig den luksus at forblive tilstrækkeligt naive til at tro på denne propaganda, der funderer sig på en så barnlig antagelse, som at "de svage" nødvendigvis må være ofrene for "de stærkestes" overmagt. Man har ganske enkelt i Danmark ikke fantasi til at forestille sig, hvilken vanskelig situation Israels lille demokrati befinder sig i, og de danske medier vil øjensynligt hellere fortælle en enkel og letfordøjelig historie om "de gode og de onde" end forsøge at udvide vores horisont.

Men hvorfor er den danske venstrefløj så besat af tanken om at kritisere Israel, at man formår at lukke øjnene for de arabiske krænkelser af menneskerettighederne, der helt tydeligt og beviseligt langt, langt overgår anklagerne mod Israel? Hvad er det, der trækker så stærkt i disse mennesker, at de vælger så indædt at modarbejde det lille demokrati, der, omringet af de mest brutale diktaturer, kæmper for sin overlevelse?

Der er selvfølgelig teorien om, at man som god venstreorienteret humanist altid bør tage den svageste parts parti, uanset hvad denne part så i øvrigt måtte stå for. Men man kunne også fristes til at tænke, at det hænger sammen med Israels, i de seneste 20-30 år, stærkere og stærkere tilknytning til USA, og sidstnævntes politiske, økonomiske og militære støtte til Israel. Da man som venstreorienteret vel har pligt til at forholde sig skeptisk overfor verdens førende kapitalistiske supermagt, er det måske også naturligt med en vis mistro til dens venner og allierede.

Uanset begrundelsen må det stå klart, at man bortset fra at profilere sig selv, kun opnår at gøre ondt værre for alle implicerede parter. Så længe man nægter at se realiteterne i øjnene, afskærer man sig selv fra at have positiv indflydelse på udviklingen. Man foregiver at ville hjælpe palæstinenserne, men ved fortsat at kritisere Israel og direkte eller indirekte støtte palæstinensernes væbnede kamp imod Israel, sikrer man sig med garanti imod ethvert fremskridt.

Den danske medieverden er ude i det store selvbedrag, ifølge hvilket man nægter at acceptere, at Israel har ryggen mod muren og ganske enkelt ikke har mulighed for at give indrømmelser under angreb, da det med sikkerhed ville blive opfattet af den arabiske verden som kapitulation til terror, og dermed inspirere yderligere terror. Kun med sober og troværdig information kan befolkning og politikere skaffe sig den fornødne indsigt til at se virkeligheden i øjnene, og derefter indgå konstruktivt i et samarbejde med andre lande om at løse denne langvarige og tragiske konflikt.


Artiklen blev trykt som kronik i Politiken, 28. oktober 2002


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.