Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske Mellemøst-eksperter er systematisk imod Israel
Uredelige forskere kræver boykot af Mellemøstens eneste demokrati
11. juni 2021

Af Dan Harder

En række fremtrædende forskere og undervisere ved danske universiteter og forskningsinstitutter med speciale i Mellemøsten stod forleden frem og erklærede deres uforbeholdne støtte til den palæstinensiske kamp imod verdens eneste jødiske nation og Mellemøstens eneste demokrati.

Det sker i forbindelse med de seneste kampe mellem Israel og Hamas-regimet i Gaza, som indledtes med sidstnævntes massive raketbombardement af israelske byer, herunder hovedstaden Jerusalem.

Manifestet, som blev offentliggjort i dagbladet Politiken 25. maj 2021, er sådan set en tilståelsessag. Forskerne - lad os kalde dem det - har åbenlyst en dybt uredelig tilgang til deres stofområde. Argumenterne er som kopieret direkte fra den palæstinensiske propagandamanual.

Der gøres intet forsøg på at se konflikten fra flere sider. Fakta, som ikke passer til forskernes politiske agenda, ignoreres systematisk. At artiklens indhold alt overvejende er i modstrid med virkeligheden, kan let påvises (se nedenfor).

Blandt manifestets i alt 37 underskrivere finder man kendte - og af medierne flittigt brugte - eksperter som Jørgen Bæk Simonsen (lektor, Københavns Universitet), Sune Haugbølle (professor, RUC), Rasmus Alenius Boserup (tidligere seniorforsker ved DIIS) og Peter Seeberg (lektor emeritus, SDU).

Skulle man gennem årene have haft en vag fornemmelse af, at nogle af disse formidlere af den højeste oplysning ikke har helt rent mel i posen, leverer de selv her det endegyldige bevis.

Herunder følger en række eksempler fra manifestet på den misinformation og anti-israelske propaganda, som forskerne (pinligt nok) har valgt at lægge navn til.


Det palæstinensiske folk "bombarderes" ikke

"Vi er solidariske med det palæstinensiske folk - som i øjeblikket bombarderes, udsættes for politibrutalitet og fratages deres jord og hjem - og med deres ret til at gøre modstand mod besættelse, belejring og diskrimination."

Som det ses, lægges der ud med en løgn. Det "palæstinensiske folk" bombarderes ikke. Det gør det israelske derimod - med 4.300 raketter affyret over kun 11 dage i maj 2021 af Hamas og andre terrorgrupper, direkte rettet imod den israelske civilbefolkning.

Den israelske hær retter - omvendt - sine angreb imod Hamas' tropper og militære infrastruktur. Selvom beskyldningerne om krigsforbrydelser som altid hagler ned over Israel, findes der ingen evidens overhovedet, som underbygger påstandene om, at Israel bevidst skulle forsøge at ramme civile.

Tværtimod gør den israelske hær mere end nogen anden krigsførende part - formodentlig i verdenshistorien - for at minimere civile tab på fjendens side. Eksempelvis ved at advare på forhånd, inden man angriber militære mål, hvor civile kan forventes at komme i skudlinjen, sådan at de kan evakueres. Det gælder jo desværre også for terroristerne, men det er en pris, Israel åbenbart er parat til at betale for at skåne civilbefolkningen i Gaza.

At civile alligevel bliver ramt, er desværre et faktum i alle krige. Statistisk set udgør civile ca. halvdelen af tab af menneskeliv som følge af krige, hele vejen gennem historien. Men i den aktuelle krig er udfordringen større end ellers, fordi Hamas bevidst vælger at gemme sin militære infrastruktur blandt civile, hvilket netop er en krigsforbrydelse. Når de civile tabstal alligevel "kun" udgør ca. halvdelen af de dræbte i Gaza, er det et udtryk for, at Israel gør sig mere umage med at begrænse de civile tab end man reelt er forpligtet til.

Omvendt er det værd at bemærke, at de civile ofre for Hamas' tæppebombardament af israelske beboelsesområder i maj 2021 udgjorde ca. 92% af Israels samlede tab. Årsagen er selvfølgelig, at Hamas og de andre terrorgrupper i Gaza, modsat den israelske hær, altovervejende retter deres angreb mod Israels civilbefolkning, hvilket selvfølgelig også er en krigsforbrydelse.


Ingen "politibrutalitet"

Den "politibrutalitet," forskerne nævner, findes heller ikke - i hvert fald ikke som hovedregel. Det er palæstinensere, der - opildnet af deres politiske og religiøse ledere - igen og igen angriber israelske politifolk, som er udstationeret, eksempelvis på Tempelbjerget, hvor der senest var "sammenstød."

De "angreb" på Al-Aqsa-moskeen, som Israel evigt og altid beskyldes for at begå, finder ikke sted. Det er ren propaganda. Israel har ingen interesse i at angribe Al-Aqsa. Palæstinensiske ledere - både selvstyret og Hamas - har derimod en klar interesse i at påstå, at Al-Aqsa er truet, for derigennem at sikre støtten til deres illegitime regimer.


Retten til "jord og hjem"

Spørgsmålet om retten til "jord og hjem," som forskerne påstår, Israel fratager palæstinensere, er mere kompleks. I artiklen sigtes der formodentlig til eksempelvis sagen om boligerne i Sheikh Jarrah, hvor nogle palæstinensiske familier muligvis står til at blive sat på gaden.

Der er ingen tvivl om, at de bosættervenlige israelske organisationer, som har rettens ord for, at de ejer den pågældende jord i Sheikh Jarrah, har en agenda om at skabe jødisk befolkningsflertal i Østjerusalem. Det kan man være politisk imod, men det hører med til historien, at området blev totalt etnisk renset for jøder, da det var under jordansk kontrol i perioden 1948-67.

Et par meget væsentlige detaljer, som er blevet systematisk "overset" i danske medier, er, dels at de palæstinensiske beboere aldrig har købt ejendommene, som de påstår at eje, og dels at en israelsk domstol har afgjort, at beboerne netop ikke kunne sættes ud, da de måtte opfattes som "beskyttede lejere." De skulle blot betale husleje til ejerne. De vil de dog ikke, og det er grunden til, at de nu trues med udsættelse. Det giver unægteligt et mere nuanceret billede af sagen.


Konfliktens årsag er hverken bosættelser eller apartheid

"Volden i Gaza, Jerusalem, og resten af det historiske Palæstina er et resultat af den fortsatte udvidelse af Israels bosætterkolonialisme og implementeringen af et apartheidsystem."

Uha, nu trækker forskerne de store kanoner frem! Israel er både en kolonimagt og et apartheid-regime, forstås. Det er selvfølgelig noget værre vrøvl.

Men først anklagen om, at volden skyldes bosættelserne. Det kan ikke være rigtigt. For den arabiske politiske vold i Palæstina begyndte i april 1920 med Nebi Musa-optøjerne i Jerusalem. Siden har terroren det været de palæstinensiske araberes foretrukne politiske værktøj med bølger af angreb på civile jøder både før og efter Israels oprettelse.

PLO blev grundlagt i 1964 med det formål at begå terroraktioner ind over grænsen til Israel adskillige år før, der fandtes hverken besættelse eller bosættelser. Så årsagen til volden er hverken bosættelser eller apartheid, men derimod Israels blotte eksistens som dén jødiske stat, FN i 1947 anbefalede oprettelsen af.

Anklagen om apartheid, som er meget moderne for tiden, er ligeledes blottet for substans. Israels arabiske statsborgere har præcis samme rettigheder som landets jøder, og er suverænt de frieste arabere i hele Mellemøsten. Ironisk nok forhandles der netop nu for første gang nogensinde om etableringen af en israelsk regering med deltagelse af et arabisk parti (som fundamentalt er imod eksistensen af en jødisk stat).

Det er ikke apartheid - tværtimod.

At der er diskrimination imod Israels arabiske mindretal er et beklageligt faktum. Diskrimination overfor mindretal findes dog i alle lande - også i Danmark. Apartheid er en ganske anden sag. Anklagen er en infam, antisemitisk løgn.


Forskerne støtter "modstanden"

To gange i forskernes manifest udtrykker de støtte til det, de kalder "modstand."

"Vi er solidariske med (...) [palæstinensernes] ret til at gøre modstand mod besættelse, belejring og diskrimination."

Og igen senere i artiklen:

"Derfor står vi side om side med det palæstinensiske folks brede modstand mod undertrykkelse på tværs af civilsamfund og landegrænser."

Det er interessant, at forskerne vælger at bruge udtrykket "modstand." Endda i en "bred" forstand. For "modstanden" er netop den eufemisme, palæstinenserne systematisk bruger, når de i virkeligheden mener terror. Man skal forstå, at terror - altså overlagte drab på civile, herunder børn - opfattes som helt legitimt i det palæstinensiske samfund.

Ja, faktisk lærer palæstinensiske børn, at det at dræbe en jøde er en heltedåd. Indoktrineringen foregår i skolen, i tv-programmer for børn, ved fritidsaktiviteter, via religiøse prædikener og ikke mindst gennem selvstyrets klækkelige økonomiske støtte til terrorister, som udråbes som samfundets helte. Massemordernes navne pryder alt fra gader og pladser til sportsarrangementer og pigeskoler.

Så de danske forskere burde være anstændige nok til at tage afstand fra "modstanden" i stedet for at støtte den. Eller som minimum understrege, at det alene er ikke-voldelig modstand, man støtter.


"Undertrykkelsen"

At Israel skulle være den primære "undertrykker" af palæstinenserne, er ligeledes en myte. Det er naturligvis rigtigt, at israelske bosættelser er en torn i øjet på palæstinenserne. Og der kan givetvis også rettes legitim kritik af Israel angående en række forhold i den sammenhæng, herunder ekspropriation af privatejet palæstinensisk land.

Men de primære (israelske) begrænsninger af palæstinensernes frihed relaterer sig helt åbenlyst til den allestedsnærværende palæstinensiske terror. Indtil den palæstinensiske terrorkrig imod Israels civilbefolkning (kaldet "Al Aqsa-intifadaen," 2000-2005) var der stort set helt åbne "grænser" mellem Israel, Gaza og Vestbredden. Palæstinensere arbejdede i Israel og israelere handlede hos palæstinenserne.

Først efter selvmordsbomberne begyndte at eksplodere i israelske byer, blev der for alvor brug for checkpoints, sikkerhedshegn og -mure. Palæstinenserne kan altså takke sig selv for langt hovedparten af de israelske restriktioner, som i dag begrænser deres bevægelsesfrihed.

De virkelige undertrykkere af palæstinenserne er de to udemokratiske palæstinesiske regimer i Gaza og på Vestbredden. Cirka 97% af palæstinenserne her lever under civilt styre forvaltet af enten Hamas' islamistiske diktatur eller det palæstinensiske selvstyres politistatslignende regime i de områder, som i henhold til Olso-aftalerne kaldes område A og B. Kun en mindre del af palæstinenserne lever i område C (på Vestbredden), som endnu er under fuld israelsk kontrol.

Selvom PLO i 1990'erne skrev under på, at selvstyret skulle fungere på demokratisk vis, har det aldrig været tilfældet. Ligesom Hamas-regimet i Gaza nægter selvstyret i Ramallah palæstinensiske borgere de mest basale demokratiske frihedsrettigheder som stemmeret, ytringsfrihed og retssikkerhed.

Da Hamas fik majoriteten af stemmerne ved valget til den palæstinensiske nationale forsamling i 2006, nægtede Mahmoud Abbas' parti, Fatah, at overdrage magten. Siden er der ikke blevet afholdt parlamentsvalg i mere end 15 år. Det valg, som var planlagt til afholdelse i år, er netop blevet aflyst, fordi Fatah var bange for igen at tabe til Hamas.

Endelig er det de to palæstinensiske regimers ansvar, at man nægter at forhandle fred med Israel, men i stedet insisterer på at holde konflikten i kog. Lederne både på Vestbredden og i Gaza forkuserer mere på at klamre sig til magten end på, hvad der er bedst for det palæstinensiske folk.


Den svage part har ikke nødvendigvis ret

"Opfattelsen af konflikten som bestående af to ligeværdige parter forvrænger virkeligheden og flytter fokus fra den kendsgerning, at det er palæstinenserne, der lever under militær besættelse"

At nogen skulle opfatte konfliktens parter som "ligeværdige" er vist en stråmand. Hvem gør det? Og hvilken relevans har det?

Måske lider forskerne af den klassiske, venstreorienterede (vrang)forestilling, at den svage part altid har ret. Så hvis de bare kan påvise - hvad alle ved - at Israel i dag er den stærke part, så har palæstinenserne automatisk retten på deres side.

Men det er selvfølgelig noget vrøvl. Og heller ikke tilfældet her. For faktum er, at Israel (og de palæstinensiske jøder før 1948) altid har været indstillet på at indgå et kompromis, mens de palæstinensiske arabere lige siden 1920'erne - dvs. i omkring 100 år! - har insisteret på, at de skal have det hele: "Fra (Jordan)floden til (Middel)havet," som sloganet stadig lyder.

Først - som den amerikanske Joe Biden sagde det forleden - når palæstinenserne anerkender Israels ret til at eksistere som en uafhængig jødisk stat, så kan der blive fred.


Apartheid

Nu er det jo for tiden supermoderne at råbe apartheid efter Israel. Så derfor er det måske ikke underligt, at de dybt anti-israelske forskere vælger at hoppe med på dén trendy vogn:

"[Palæstinenserne] lever adskilt som andenrangsborgere i et system, der af palæstinensiske, israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer beskrives som apartheid."

Men til trods for opbakningen fra en notorisk anti-israelsk "researcher" fra en ditto NGO er det jo det rene vrøvl.

Palæstinenserne, der lever i områderne A og B i henhold til Oslo-aftalerne, er ikke "andenrangsborgere" i Israel, som det påstås. De er slet ikke borgere i Israel. De er borgere i et palæstinensisk selvstyre, som i 1990'erne blev indført som en overgangsordning på vej mod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Den skulle, som foreslået af den amerikanske præsident Bill Clinton i 2000, have omfattet Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Havde palæstinenserne sagt ja, havde staten Palæstina kunnet fejre sin 21 års fødselsdag i år.

De israelske arabere (som de før i tiden blev kaldt, nu hedder de åbenbart også palæstinensere) er statsborgere i Israel og har derfor fulde borgerrettigheder. At palæstinenserne, der lever under selvstyret (og Hamas-regimet) ikke har samme rettigheder i Israel som israelske statsborgere, er helt normalt. I Danmark har ikke-statsborgere heller ikke samme rettigheder som danske statsborgere. Sådan er det i alle lande.

At palæstinenserne så ikke har deres egen stat at være borgere i, skyldes alene, at de bliver ved med at sige nej tak til oprettelsen af en sådan stat. Hvor gerne de Israel-fjendtlige manifest-forskere end så det, så får palæstinenserne i selvstyreområderne ikke statsborgerskab i Israel, da det på sigt ville betyde den jødiske stats endeligt (hvilket selvfølgelig også er intentionen bag den idé).


Israel begår ikke vold mod civile - det gør palæstinenserne

"Vi fordømmer den israelske regerings krigs- og voldshandlinger mod palæstinensiske civile."

Den israelske regering begår ikke vold rettet imod civile. Det er helt og holdent palæstinensernes specialitet - en strategi, som de (som nævnt ovenfor) har holdt fast i gennem mere end 100 år.

I det palæstinensiske samfund ser man ikke noget problem i at angribe civile mænd, kvinder og børn. Terroristerne, der gør det, bliver ophøjet til nationale helte i kampen for et arabisk Palæstina, som skal omfatte hele det nuværende Israel.

I Israel ser man det lige omvendt. Faktisk præcis, som vi ser det her i Danmark - og alle andre steder i den demokratiske verden. Her anser vi det som uacceptabelt at angribe civile. Alligevel bliver civile ramt. Det sker i alle krige, også dem, Danmark har deltaget i, for eksempel i Irak, Afghanistan og Libyen.

Vi taler bare ikke så meget om de civile tab, vi selv beklageligvis forårsager. Israel er det eneste demokratiske land, som systematisk beskyldes for at gå efter civile mål. Og det til trods for at der ikke findes skygge af bevis for påstanden.

Det er værd at bemærke, at det at dømme Israel efter en anden (strengere) standard end andre demokratier ifølge EU's "arbejdsdefinition" af antisemitisme godt kan anses for at være udtryk for netop det. Israel bliver - men burde ikke blive - udsat for negativ særbehandling.


Boykot israel! - Politisk aktivisme forklædt som forskning

Efter en lang række uunderbyggede påstande om israelsk ondskab, og manglende anerkendelse af palæstinensernes ansvar for konflikten, når forskerne i deres manifest frem til løsningen på deres problem: sanktioner imod - og boykot af den jødiske stat:

"Vi opfordrer samtidig vores folkevalgte repræsentanter til at støtte målrettede sanktioner ..."

Og igen:

"Vi opfordrer den danske regering, EU, og FN til øjeblikkelig at implementere en omfattende og juridisk bindende militær embargo af Israel, ligesom man gjorde mod Sydafrika under apartheid."

Og:

"Danmark var det første vestlige land, der indførte sanktioner mod apartheid i Sydafrika. Vi mener, at Danmark igen bør påtage sig en ledende rolle i kampen mod israelsk apartheid i dag.

Ligeledes opfordrer vi de danske universiteter og forskningsinstitutioner til fuldt ud at afslutte alle former for officielt forskningssamarbejde med Israel, der overtræder BDS (boycott, divestment and sanction). Dette indbefatter boykot af institutionelle samarbejder med israelske universiteter og forskningsinstitutioner, som er medskyldige i Israels besættelse og militarisme. Denne boykot omfatter naturligvis ikke samarbejdet med individuelle israelske forskere og kolleger."

Der verserer for tiden en debat om aktivisme og politik forklædt som forskning ved danske universiteter. Kan der være nogen tvivl om, at det er præcis, hvad vi er vidner til her?

Forskerne har, ligesom alle andre, ret til at have deres politiske holdninger. Også selvom de støtter terrorisme imod jøder samt andre tiltag, som på forskellig vis tangerer antisemitisme. Det er ikke ulovligt at være antisemit.

Men det er uacceptabelt, at forskere fylder danskerne med løgn og misinformation, når de er ansat til det modsatte. Det er heller ikke i orden at pynte sin (ekstremistiske) politiske agenda med stjålne forskningsfjer. Danske skatteydere skal ikke finansiere forskernes politiske aktivisme.


Her følger samtlige underskrivere af manifestet i Politiken (sorteret efter ansættelsesforhold):

Roskilde Universitet:
Sune Haugbølle, professor
Michelle Pace, professor
Somdeep Sen, lektor
Lise Paulsen Galal, lektor
Pelle Valentin Olsen, postdoc
Marc Schade-Poulsen, gæsteforsker
Sorcha Thomson, ph.d.-studerende
Henrik Andersen, ph.d.-studerende

Kbh Universitet:
Jørgen Bæk Simonsen, lektor
Rasmus Christian Elling, lektor
Ehab Galal, lektor
Claus Valling Pedersen, lektor
Nina Grønlykke Mollerup, lektor
Ildikó Bellér-Hann, lektor
Andreas Bandak, lektor
Jørgen S. Nielsen, adjungeret professor
Christine Crone, postdoc
Anders Hastrup, postdoc
Birgitte Stampe Holst, postdoc
June Dahy, studielektor
Zenia Yonus, ph.d.-studerende
Özlem Has, ph.d.-studerende
Rasmus Aarslev, ph.d.-studerende

DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier):
Rasmus Alenius Boserup, tidl. seniorforsker
Saer El-Jaichi, postdoc
Ahlam Chemlali, ph.d.-studerende, Aalborg Uni/DIIS

Aarhus Universitet:
Sara Lei Sparre, lektor
Laure Guirguis, Aias – Cofund fellow
Jihan Zakarriya, adjunkt
Marie Odgaard, ph.d.-studerende
Abir Mohamad Ismail, ph.d.- studerende
Katrine Mandrup Bach, ph.d.- studerende
Anne Kirstine Rønn, ph.d.- studerende
Maj B. Ørkov, ph.d-studerende
Ahlam Chemlali, ph.d.-studerende, Aalborg Uni/DIIS

Diverse:
Peter Seeberg, lektor emeritus, Syddansk Universitet
Mette Edith Stendevad, ph.d.-stud., University of Leicester
Buthaina Shaheen, ph.d.-studerinde, Bundeswehr Universitet Munich


Som det ses, gennemsyrer fænomenet med uredelige, anti-israelske forskere og undervisere hele den danske universitets- og forskningsverden.

For de, der ikke har adgang til dagbladet Politikens hjemmeside, kan forskernes manifest læses i sin helhed på engelsk her på RUC's hjemmeside.


Tilbage

 

 

Untitled Document