Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Aktivistiske forskere spreder anti-israelsk misinformation
7. januar 2024

Svar til Isam B: Palæstinenserne afviste tostatsløsningen og valgte Hamas
7. januar 2024

Palæstinenserne har bekendt kulør
3. november 2023

Tegn på begyndende kildekritik af Gaza-tabstal i danske medier
30. oktober 2023

Ønsker Enhedslisten,
at Hamas sejrer?
30. oktober 2023

Israels eksistens er og bliver konfliktens kerne
27. oktober 2023

Manglende kildekritik i danske medier
14. oktober 2023

Israels beskyttelse af civile er "en krigsforbrydelse"
14. oktober 2023

Den israelske retsreform - hvad er
op og ned?
24. april 2023

Beklager, Gitte Seeberg, Israels demokrati vil overleve
7. marts 2023

Lykketofts had til Israel
22. februar 2023

Arabiske diktaturer
fortæller samme løgn
som Berlingske
3. januar 2023

Enhedslisten opstiller antisemitisk kandidat
til Folketinget
26. oktober 2022

Hanna Ziadehs historie om dræbt journalist er misvisende
17. juni 2022

Berlingske forsvarer klassisk antisemitisk løgn
22. april 2022

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler
om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb
for palæstinenserne
er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag
for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns antisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
28.10.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 
 

 

 

Israel-Online, 24. december 2009
Fred og bosættelser

Af Dan Harder

Det er dygtigt gjort, når det er lykkedes den palæstinensiske ledelse og andre af Israels modstandere at fremstille de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem som den primære forhindring for fred i området.

Selv den amerikanske præsidet Obama er, i sit ønske om at forbedre USAs relationer til den arabiske verden, hoppet med på vognen. Men en usandhed bliver ikke mere sand af at blive gentaget i det uendelige.

Det er uomtvisteligt, at de fortsatte udvidelser af bosættelserne med nye boliger er en torn i øjet på palæstinenserne. Men længere holder argumenterne heller ikke.

Kortet ovenfor illustrerer Bill
Clintons vision for en palæsti-
nensisk stat i Gaza og det
meste af Vestbredden.

Det er - trods endeløse gentagelser - ikke rigtigt, at udvidelsen af bosættelserne i fysisk forstand truer dannelsen af en palæstinensisk stat.

Med et enkelt blik på landkortet kan man konstatere, at selv udvidelsen af bosættelserne omkring Østjerusalem (eksempelvis en forbindelse af Jerusalem med den største bosættelse, Ma'ale Adumim, en forstad til Jerusalem med 30.000 indbyggere) ikke ville skære Vestbredden i to, som det hævdes.

På østsiden af byen er der stadig 23 km til grænsen med Jordan imod 30 km fra Vestjerusalem til Jordan. En palæstinensisk stat ville altså blot blive 7 km slankere på det smalleste sted. Det er ren og skær propaganda.

Man kan mene, hvad man vil, om Israels bosættelsespolitik. Og nærværende debattør har da heller ikke noget hedt ønske om, at Israel skal bevare eller stramme grebet om Vestbredden, selvom området på bibelsk tid udgjorde hjertelandet i det historiske Israel. Tværtimod ville jeg med største glæde se Israel bytte Vestbredden og Østjerusalem for en varig og ægte fred med palæstinenserne.

Men man skal heller ikke være naiv: Der foregår en kamp om kontrollen med landet, og for tiden har israelerne overtaget, hvorfor det kun er naturligt, at man søger at forbedre sin position. Som eksperiment kan man bare prøve at forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis araberne havde det militære overtag.

Det er også vigtigt at forstå, at den nuværende ekspansion af bosættelserne befinder sig på et meget beskedent niveau set i forhold til sit egentlige potentiale. Der er i årevis ikke blevet etableret nye bosættelser. Og de bosættelser, hvori der bliver godkendt nye byggerier, er stort set kun områder, som Israel regner med, eller håber på, at kunne beholde som del af en fredsaftale med palæstinenserne. Det drejer sig først og fremmest om dem, der ligger tæt på "den grønne linie," våbenstilstandslinien mellem Israel og Vestbredden indtil 1967.

Man kan derfor sige, at den nuværende bosættelsespolitik, snarere end at være en forhindring for fred, er tilrettelagt med en kommende fredsaftale for øje. Og da ovennævnte bosættelsesblokke efter al sandsynlighed også fremover vil være en del af Israel, giver det ikke meget mening at blokere for deres fortsatte udvikling, mens man venter på, at palæstinenserne skulle blive interesserede i - og ikke mindst i stand til - at indgå en fredsaftale.

Der er heller ingen logik i den palæstinensiske position, ifølge hvilken man nægter at forhandle, sålænge der stadig bygges boliger i bosættelserne. Det er jo netop en fredsaftale, som endeligt vil afgøre, hvor Israel fortsat kan bygge, og hvilken skæbne de øvrige bosættelser vil få. Man får fornemmelsen af, at spørgsmålet om bosættelserne er en kærkommen undskyldning for ikke at gå i dialog.

Man kan selvfølgelig med en vis rimelighed hævde, at det ville være en fin gestus fra israelsk side, hvis man helt indstillede udvidelsen af bosættelserne - en såkaldt "confidence-building measure," på linie med nedlæggelse af vejspærringer, kontrolposter o. lign.

Men der er intet historisk belæg for, at den slags tillidsskabende foranstaltninger har skabt mere kompromisvilje på den palæstinensiske side. Faktisk fremgår det med al tydelighed, at enhver opblødning af den israelske linie til alle tider er blevet anset af Israels arabiske modstandere som et svaghedstegn, som snart er blevet udnyttet til at rette nye angreb på israelere.

Det har vi set utallige gange på Vestbredden og i forbindelse med Israels ensidige tilbagetrækninger fra Libanon og Gaza. Af tiltag, der har virket i forhold til at dæmme op for angreb på Israel, kan derimod nævnes den israelske militæroperation "Defensive Shield" i 2002, hvor Israel geninvaderede de største byer på Vestbredden, efter de i en del år havde været under palæstinensisk kontrol, konstruktionen af sikkerhedsbarrieren og Israels optrapning af klapjagten på palæstinensiske terrorister.

Disse tiltag har, mere effektivt end noget andet, bragt terrorangrebene mod israelske civile ned på et absolut minimum. I forhold til Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza, har de to militæroperationer i henholdsvis sommeren 2006 og vinteren 2008-09 lagt en effektiv dæmper på motivationen til at angribe Israel fra disse områder.

Så når man fremfører argumentet, at Israel bør vise kompromisvilje for at få palæstinenserne til at gøre det samme, er det i bedste fald, fordi man ikke forstår den arabiske logik, i værste fald fordi man taler imod bedre vidende. Kompromisvilje avler ikke kompromisvilje i den arabiske verden, tværtimod. Den slags opfattes som et svaghedstegn, der med det samme genererer mere kampiver.

Den underliggende årsag er, at der slet ikke er nogen kompromisvilje på den palæstinensiske side. Målet om en ægte tostatsløsning - to stater for to folk, én arabisk og én jødisk - deles kun af det internationale samfund og et flertal af israelerne. Ikke af araberne. Når de taler om tostatsløsningen, taler de om én arabisk stat i Gaza og Vestbredden samt en multietnisk stat, Israel, som med tiden også vil få arabisk flertal, hvorved den jødiske stat vil ophøre med at eksistere.

Det eneste, der kan skabe kompromisvilje på den arabiske side, er hvis man anser det for absolut umuligt at opnå sit egentlige mål om at ødelægge den jødiske stat. Kun da vil der være mulighed for, at araberne vil kunne acceptere en ægte tostatsløsning - den type løsning, som blev vedtaget af FN i 1947, og accepteret af Palæstinas jøder, men afvist af den samlede arabiske verden, nemlig idéen om to stater for to folk.

Det er den udfordring, det internationale samfund burde kaste sig over. I stedet for at spilde tiden med at forkusere ensidigt på en hel eller delvis fastfrysning af boligbyggeri i bosættelserne, bør den amerikanske præsident Obama, når han er færdig med at tækkes de diktatoriske, Holocaust-benægtende, arabiske politistater, vende blikket mod den egentlige udfordring: at overbevise palæstinenserne og den arabiske verden om, at eksistensen af en jødisk stat i Mellemøsten er permanent.


Tilbage

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.