underlø
Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

Israel-Online, 28. august 2017
Klage til DR over løgne i Orientering

Af Dan Harder

Den 9. august indsendte jeg en klage til Danmarks Radio over et indslag i Orientering, hvori Israel beskyldes for at opflaske børn til had og sammenlignes med Nazi-tyskland.

18. august modtog jeg et lidet fyldestgørende svar fra DR-redaktionschef Judith Skriver, der forsvarede den anvendte metode i indslaget. Svaret var altovervejende enslydende med hendes kommentar i Berlingske af 14. august.

Herunder følger min klage (anke) af d.d. til DR's "lytternes - og seernes redaktør," Jesper Termansen.


Frederiksberg, 28. august 2017

Kære Jesper Termansen,

Den 18. august modtog jeg svar fra redaktionschef Judith Skriver på min klage over et indslag i Orientering på DR Radios P1, 15. juni 2017, hvori Israel beskyldes for indoktrinering af børn til had med det formål at "dræbe" og "mishandle" palæstinensere. Israel sammenlignes desuden med Nazi-tyskland (se afskrift af indslaget).

Judith Skriver afviser min klage med påstand om, at jeg misforstår indslaget. Hun medgiver i sit svar, at "det ville have klædt" Orientering, hvis man havde fortalt, at den citerede professor, som udgør indslagets eneste kilde, er "en kontroversiel person, hvis forskning er genstand for diskussion og debat." Bortset fra den lille (delvise) indrømmelse, forsvarer Judith Skriver den journalistiske metode anvendt i indslaget.

Min liste over de etiske retningslinjer for god journalistik, som bliver overtrådt i indslaget (vedlagt min oprindelige klage), vælger Judith Skriver at ignorere. Hun forholder sig heller ikke til min primære kritik, nemlig DR's formidling af en løgn. Hun fokuserer i stedet sit forsvar på, at de løgnagtige påstande i indslaget står for professor Nurit Peled-Elhanans regning, og ikke støttes af DR-journalisterne (hvilket er beviseligt forkert, jf. nedenfor).

Sagens alvor er således, med Judith Skrives afvisning af min klage, markant skærpet. Nu er der ikke alene tale om, at nogle DR-journalister har overtrådt en række etiske regler og lavet et elendigt stykke journalistisk arbejde. Nu har vi en DR-redaktionschefs ord for, at det er helt i orden, at DR fortæller lytterne en hadefuld løgnehistorie om Israel.

Min anklage er fortsat, at den journalistiske tilgang anvendt i indslaget er uredelig, dybt amoralsk og i klar modstrid med journalistiske normer, defineret af både medieansvarsloven, Pressenævnet og Danmarks Radio selv, hvilket jeg vil dokumentere i det følgende.

Det er desuden en skærpende omstændighed, at løgnene, der promoveres i indslaget, er af antisemitisk karakter og puster til et allerede eksisterende had til Israel og jøder.


For at lette overblikket vil jeg inddele min kritik i to overordnede dele med følgende punkter:


Del 1. Det oprindelige indslag i Orientering

1.1. Anklagerne imod Israel om hadlæring i skolebøger - dvs. hele præmissen for indslaget - er løgn.

1.2. Anklagerne imod Israel, primært fremført af professor Nurit Peled-Elhanan, modsiges ikke på noget tidspunkt i indslaget, men fremstår som fakta. DR-journalist Mia Ulvgraven agerer desuden personlig garant for professorens påstande.

1.3. DR-journalisterne udviser ingen kildekritik, til trods for at indslagets eneste kilde er både kontroversiel og utroværdig. Journalisterne lader hånt om DR's egne værdier.

1.4. Flere af de promoverede påstande er af antisemitisk karakter.

1.5. Figenblade - forsøg på at fremstå balanceret.

1.6. Ingen kontekst. Der byttes om på offer og gerningsmand.


Del 2. Judith Skrivers afvisning af min klage

2.1. Judith Skriver undlader at forholde sig til sandhedsværdien af Orienterings historie om israelsk hadlæring.

2.2. Judith Skriver undlader at forholde sig til indslagets overtrædelse af etiske retningslinjer.

2.3. Judith Skriver forsvarer brugen af en kontroversiel kilde uden kildekritik.

2.4. Judith Skriver forsvarer kolporteringen af en løgn om Israel - med koblingen til en (antageligt) sand historie fra Egypten.

2.5. Judith Skriver hævder - i strid med ordlyden i indslaget - at DR-journalist Mia Ulvgraven afviser professor Elhanans påstande.


Herunder følger en detaljeret redegørelse for hvert enkelt punkt, samt specifikation af de etiske retningslinjer for god journalistik, som overtrædes i indslaget.


Del 1. Det oprindelige indslag i Orientering:

Ad 1.1. Anklagerne imod Israel om hadlæring i skolebøger - dvs. hele præmissen for indslaget - er løgn.

Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning om god presseskik":

Punkt A, stk. 1. "Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte."

Informationen i indslaget er ikke korrekt, faktisk er den lodret forkert. Journalisterne har ikke gjort noget som helst forsøg på at tjekke deres oplysninger, hvilket ellers kunne gøres med et par simple opslag på internettet.

Dokumentation:

I indslaget forklares det, at man i Israel, gennem de israelske skolebøger, indoktrinerer børn til had med det formål at "dræbe" og "mishandle" palæstinensere. Det påstås desuden, at Israel søger at "eliminere" palæstinenserne, der angiveligt anses for et problem, som skal "løses" på samme måde, som Nazi-tyskland i sin tid forholdt sig til jøderne.

Den interviewede professor, Nurit Peled-Elhanan, foregiver at kunne konkludere ovenstående på basis af en analyse af israelske skolebøger. Men der fremlægges ingen dokumentation fra hendes påståede forskning, der i øvrigt ikke er umiddelbart tilgængelig på internettet. Indslagets eneste forsøg på at underbygge anklagerne, er en påstået mangel på billeder af almindelige palæstinensere i israelske skolebøger - næppe et bevis på massiv og "systematisk" hadlæring.

Omvendt findes der en række lødige, grundige og offentligt tilgængelige forskningsprojekter på området. De forskellige undersøgelsers resultater varierer lidt, men ingen af dem kommer i nærheden af at underbygge Elhanans påstande. Tværtimod viser de som helhed, at der i israelske skolebøger ingen hadlæring findes. Den mest omfattende undersøgelse, som samtidig er blandt de mest kritiske overfor Israel, bemærker en overvejende pro-israelsk (omend korrekt) udlægning af konfliktens historie. Samme rapport konkluderer også, at fredelig sameksistens med palæstinenserne gennemgående beskrives som ønskværdig i israelske skolebøger.

En anden israelsk forsker, Dr. Arnon Groiss, har gjort sig den ulejlighed at undersøge de - kun syv - israelske skolebøger, som lå til grund for Nurit Peled-Elhanans rapport fra 2003, hvori hun nåede samme konklusion som præsenteres i DR-indslaget. Groiss kunne i de pågældende bøger ikke finde blot antydningen af belæg for Elhanans konklusioner.


Ad 1.2. Anklagerne imod Israel, primært fremført af professor Nurit Peled-Elhanan, modsiges ikke på noget tidspunkt i indslaget, men fremstår som fakta. DR-journalist Mia Ulvgraven agerer desuden personlig garant for professorens påstande.

Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning om god presseskik":

Punkt A, stk. 5. "Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer."

Professor Nurit Peled-Elhanans synspunkter/konklusioner præsenteres som om de var faktuelle. I begyndelsen af indslaget forstår man dog, at de hidrører fra hende selv og hendes forskning. Men senere i indslaget bekræfter DR-journalist Mia Ulvgraven, på basis af egne observationer, at professorens påstande er sande. På den måde opstår der uklarhed over, om der er tale om fakta eller holdninger. En lytter, der ikke er ekspert på området, får dog den overvejende opfattelse, at der er tale om fakta.

Dokumentation:

Indslaget i Orientering er tilrettelagt som et dobbeltindslag under titlen "Både egyptere og israelere opflaskes til had." Anden del, dvs. indslaget om Israel, indledes med ordene "Et sted hvor hadlæringen sker systematisk gennem skolebøgerne er i Israel."

Så langt fremstår påstanden - løgnen - som et faktum.

Det forklares dernæst, at det er den israelske professor, Nurit Peled-Elhanan, som står bag anklagerne om racisme og hadlæring i skolebøgerne. Professoren får lov til at uddybe med den udokumenterede påstand om, at hadlæringen har til formål at skabe gode israelske soldater, som kan "dræbe uden at blinke." Hun sætter trumf på ved at sammenligne den israelske politik overfor palæstinenserne med Nazi-tysklands behandling af jøderne.

Studieværten, Louise Windfeld-Høeberg, oversætter pligtskyldigt professorens ord fra engelsk, uden at stille spørgsmål eller rejse tvivl. Da udsagnene kommer fra "pålidelige" kilder som DR Orientering og en israelsk professor, må den ikke-sagkyndige lytter tilgives for at antage, at der tales sandt.

Herefter giver DR-journalist Mia Ulvgraven, som har lavet interviewet med professoren, en kort og helt igennem positiv præsentation af professoren, der fremstilles som sympatisk og endda nuanceret derved, at hun som israeler kæmper palæstinensernes sag. Lytteren har ingen grund til at ane uråd.

I den sidste del af indslaget, understøttes Elhanans påstande af DR-journalist Mia Ulvgravens egne, personlige erfaringer. Med direkte reference til sammenligningen af Israel med Nazi-tyskland, beder studieværten Louise Windfeld-Høeberg om Mia Ulvgravens vurdering af professorens udsagn.

Louise Windfeld-Høeberg: "Mia Ulvgraven, det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun med jøderne i Nazi-tyskland. Alle de negative egenskaber er noget [palæstinenserne] har i blodet, de kan ikke påvirkes eller tilpasse sig, derfor må man af med dem, lyder logikken i skolebøgerne. Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?"

Mia Ulvgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."

Her skifter indslaget karakter fra ukritisk at fremlægge professorens højst tvivlsomme forskning, til at DR-journalisten Mia Ulvgraven selv agerer sandhedsvidne. Bemærk brugen af ordet "faktisk". De nazistiske tendenser i israelske skolebøger er ifølge Mia Ulvgraven et faktum.

Påstanden om, at den israelske hadlæring har til formål at skabe gode israelske soldater, kan Mia Ulvgraven også bekræfte.

Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende det hun siger?"

Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt. Altså jeg har læst i Israel og jeg har studeret de her psykosociale mekanismer, som er med til at fastholde konflikten. Og det fremgår mange steder i forskningslitteraturen, at den her negative racistiske fortælling og truslen om Holocaust gennemsyrer samfundet, og også skolesystemet, for at man kan opretholde besættelsen. Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling, hvis man ser de andre som ligeværdige mennesker, så kan man ikke gennemføre det man gør, det er logikken i litteraturen."

Det er uklart hvilken 'forskningslitteratur', Mia Ulvgraven refererer til. Men hendes egne "studier" har angiveligt ført til samme konklusion som professorens. Israelerne "mishandler," ifølge Mia Ulvgravens personlige vurdering, palæstinenserne, og for at kunne gøre det - hvilket angiveligt er det israelske samfunds mål - må man have den "negative racistiske fortælling" i skolebøgerne.

Det, der indledningsvis blev præsenteret som et forskningsprojekt, er nu et syndigt rod af professor Elhanans og Mia Ulvgravens egne holdninger, uden nogen form for faktuel underbygning. Den almindelige lytter har ingen chance for at forstå, at både professoren og DR-journalisten taler for egen regning - og tilmed usandt.


Ad 1.3. DR-journalisterne udviser ingen kildekritik, til trods for at indslagets eneste kilde er både kontroversiel og utroværdig. Journalisterne lader hånt om DR's egne værdier.

Herunder følger nogle uddrag fra henholdsvis Pressenævnets "Vejledning om god presseskik" og Danmarks Radios egne etiske retningslinjer (PDF af 9. juni 2017).

De punkter, som er overtrådt i indslaget i Orientering, citeres i kursiv, mine kommentarer nedenunder i normal font.

Uddrag fra Pressenævnets "Vejledning om god presseskik":

Punkt A, stk. 2. "Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt."

Indslagets eneste kilde er en højst kontroversiel person, som har en stærk personlig interesse i at promovere sine - efter alle standarder - meget ekstreme synspunkter. I indslaget er der ikke udvist nogen som helst kildekritik. At udbrede løgne om påstået israelsk, og hermed jødisk, ondskab kan volde meget stor skade på både israelere og jøder overalt i verden.

Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 8: "FORORD - DRS VÆRDIER":

"Troværdighed: Vi lægger afgørende vægt på grundig research, hæderlighed og ordentlighed i programarbejdet. Vi taler ikke mod bedre vidende og har ikke skjulte dagsordner."

Der er i forbindelse med indslaget ikke lavet grundig research, ligesom programarbejdet ikke bærer præg af hverken hæderlighed eller ordentlighed. Om der er en skjult dagsorden, kan man ikke vide al den stund, at den i givet fald er skjult. Men hvis ikke journalisterne taler mod bedre vidende, er de nødvendigvis ekstremt inkompetente, set i lyset af hvor enkelt det er at finde mere nuanceret information om emnet. Alene de i indslaget anførte oplysninger burde havde fået journalisternes alarmklokker til at ringe og vækket mistanke om, at professoren har en anden agenda end blot objektiv forskning.

"Uafhængighed: Vi tager aldrig hensyn til eller lader os styre af økonomiske eller politiske særinteresser. Der må ikke kunne rejses berettiget tvivl om DR, produktionernes eller medarbejdernes integritet."

Journalisterne har uomtvisteligt ladet sig styre af professor Nurit Peled-Elhanans politiske dagsorden, endda velvilligt, da de i indslaget selv oplyser om professorens politiske virke. Særligt DR-journalist Mia Ulvgravens professionelle integritet må siges at være ikke-eksisterende.

"Alsidighed: Vi er fair over for alle parter, holdninger og synspunkter gennem en upartisk og kritisk journalistik. Vi favoriserer ikke bestemte samarbejdspartnere eller interesser."

Indslaget er udtryk for en uhørt mangel på fairness. Kun ét synspunkt bringes til torvs. Det bankes til gengæld fast med rigtig mange gentagelser af hovedteserne. Der er intet forsøg gjort på at finde blot et eneste alternativt synspunkt, selvom de er rigeligt tilgængelige på internettet.

Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 14-15: "KAPITEL 2 – STÆRKE OG KONTROVERSIELLE BILLEDER OG EMNER - KRIGE OG KONFLIKTER":

"DR skal være særligt opmærksom på, at krigsførende parter ofte vil forsøge at manipulere offentligheden og styre informationsstrømmen. Derfor er det vigtigt at huske, at mangfoldighed, alsidighed og nuancering af synspunkterne er DRs altafgørende kendemærke.
Tilrettelæggere, journalister og redaktører skal altid:
- udvise stor kildekritik,
- angive kilder,
- formidle baggrund og
- formidle mulige motiver til forskellige oplysninger."

Professor Nurit Peled-Elhanan er afgjort part i konflikten mellem Israel og palæstinenserne (også selvom det måske kan forvirre nogle, at hun som israeler kæmper for den palæstinensiske side).

Ad underpunkt 1: Journalisterne udviser absolut ingen kildekritik.

Ad underpunkt 2: Professoren er som kilde klart angivet. Der præsenteres dog ingen eksempler fra hendes såkaldte forskning, som kan understøtte de meget grove anklager. Hvilke kilder Mia Ulvgraven støtter sig til under referencen "forskningslitteraturen" er ganske uklart.

Ad underpunkt 3: Der formidles ingen baggrund - eller kontekst - i forhold til hadlæring i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Realiteten er, at det palæstinensiske samfund, både i Gaza og på Vestbredden, er gennesyret af hadlæring over for israelere og jøder, mens tilsvarende problemer på den israelske side er meget begrænsede.

Ad underpunkt 4: Professor Elhanans klare politiske motiv til at anklage Israel for alt muligt formidles ikke.

Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 23: "KAPITEL 4 – KILDER":

"Det er afgørende for DRs troværdighed, at medarbejderne forholder sig kritisk over for alle kilder. Det gælder særligt, når en udtalelse kan være farvet af personlige interesser eller kan være et forsøg på at skade andre."

Igen, der er ingen kildekritik overhovedet, selvom professorens udtalelser er voldsomt farvet af hendes personlige antipatier. Hendes ekstreme løgne - og nu DR's formidling heraf - gør absolut skade på Israels omdømme, og potentielt på jøders i almindelighed.

Uddrag fra DRs etiske retningslinjer, side 23: "UNDERSØGELSER OG RAPPORTER":

"DR er kritisk over for undersøgelser, der er udarbejdet af eller for virksomheder og organisationer, der har politiske eller kommercielle interesser i at få omtale."

Professor Nurit Peled-Elhanans "undersøgelse" er helt tydeligt udarbejdet med det formål at skabe opmærksomhed omkring hendes politiske projekt. Men DR-journalisterne hopper i med samlede ben.


Ad 1.4. Flere af de promoverede påstande er af antisemitisk karakter.

Når man nævner ordet antisemitisme, risikerer man at blive mødt med den udbredte anklage om, at enhver kritik af Israel udlægges som antisemitisme. Uagtet det synspunkts sandhedsværdi må man dog konstatere, at kritik - eller som i det her tilfælde - løgne om Israel indimellem med rette kan karakteriseres som antisemitisme. Det mener i hvert fald EU-parlamentet, der i sin "Working Definition of Antisemitism" oplister "eksempler på måder hvorpå antisemitisme manifesterer sig i relation til den israelske stat" (uddrag):

• "Anlæggelse af en dobbelt standard ved at forlange en opførsel ikke krævet af nogen anden demokratisk nation."

• "Brugen af symboler og billeder associeret med klassisk antisemitisme (f.eks. anklager om jøders ansvar for Jesu død eller blodlibeller [hvor jøder gøres kollektivt ansvarlige for drab el. lign.]) i karakteriseringen af Israel eller israelere."

• "At trække paralleller mellem aktuel israelsk politik og nazisternes."


Lad os begynde med det mest åbenlyse eksempel på antisemitisme i henhold til ovennævnte definition.

En af Orientering-indslagets hovedteser er, at Israel gennem skolebøgerne fører en politik overfor palæstinenserne, som kan sidestilles med Nazi-tysklands politik overfor jøderne. Nazi-anklagen nævnes hele fire gange i indslaget (to gange på engelsk og to på dansk, tre gange eksplicit og én implicit):

Klip med Nurit Peled-Elhanan: "They actually define it like that: a problem to be solved. Like the Jews in Europe under Nazi Germany."

Studievært Louise Windfeld-Høeberg oversætter: "Ja, palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazityskland."

Klip med Nurit Peled-Elhanan: "It's a pure racist education. It's in [the Palestinians'] blood, you see they're 'a race.' And just like we know from the case of the Jews, if you are a race you can not be changed and molded and cultivated to fit within the society, you just have to be eliminated somehow."

Studievært Louise Windfeld-Høeberg forklarer: "Igen sammenligner [professoren] med jøderne i Nazityskland. Alle de negative egenskaber er noget de har i blodet, de kan ikke påvirkes eller tilpasse sig, derfor må man af med dem, lyder logikken i skolebøgerne."

På intet tidspunkt rejser DR-journalisterne tvivl om validiteten af anklagen. Tværtimod bekræfter journalist Mia Ulvgraven helt utvetydigt, at de nazi-lignende tendenser findes i "de fleste" af de israelske "mainstream-skolebøger":

Louise Windfeld-Høeberg: "Mia Ulvgraven, det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun med jøderne i Nazi-tyskland. (...) Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?"

Mia Ulvgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."

Ifølge EU-parlamentets definition (tredje punkt ovenfor) er Orienterings nazi-sammenligning udtryk for moderne antisemitisme.


Og så er der det mindre åbenlyse eksempel, igen i henhold til EU-parlamentets definition.

Op gennem historien har antisemitter udbredt løgnehistorier om, at jøder som gruppe eller samfund begår alle mulige (og umulige) forbrydelser. Antisemitiske løgne handlede f.eks. i middelalderen om, at jøder forgiftede brønde og brugte kristne børns blod i deres madlavning.

I dag florerer den type antisemitiske løgne i bedste velgående i den arabiske verden, ikke mindst blandt palæstinensere, hvor de kristne børn i myten om jøders brug af blod i madlavning er skiftet ud med palæstinensiske børn. Vi kender også eksempler på palæstinensiske påstande om, at Israel uden samtykke høster organer fra afdøde palæstinensere (en historie som helt uden dokumentation for få år siden blev videreformidlet af en svensk avis - en sag ikke helt ulig den aktuelle).

Orienterings anklage om, at Israel som (jødisk) samfund opdrager sine børn med henblik på at "dræbe" (Elhanans påstand) og "mishandle" (Ulvgravens påstand) palæstinensere, skriver sig direkte ind i den klassiske antisemitiske tradition.

Ifølge EU-parlamentets definition (det midterste punkt ovenfor) er Orienterings anklage om hadlæring altså også udtryk for moderne antisemitisme.


Ad 1.5. Figenblade - forsøg på at fremstå balanceret.

Indslagets overordnede budskab, at "israelere opflaskes til had," som det hedder i programtitlen, bestrides eller betvivles på intet tidspunkt. Sammenligningen mellem Israel og Nazi-tyskland sætter jorunalisterne heller ikke spørgsmålstegn ved. Som dokumenteret ovenfor, bekræfter DR-journalist Mia Ulvgraven begge påstande.

Men derudover kommer Mia Ulvgraven to gange i løbet af indslaget med oplysninger, som må antages at være udtryk for et ønske om at fremstå balanceret. I begge tilfælde er der dog tale om ren manipulation.

Figenblad nr. 1:

Mia Ulvgraven har netop postuleret, at "de fleste" af de israelske "mainstream-skolebøger" indeholder nazi-lignende hadpropaganda. Hun fortæller dernæst, at der dog findes andre skolebøger, som forsøger at komme de israelske mainstream-skolebøgers angiveligt "skævvredne narrativer" til livs.

Mia Ulvgraven: "Men der er også andre skolebøger, som forsøger at komme det her til livs, komme de her skævvredne narrativer, som det er, komme dem til livs, og fortælle både den israelske og den palæstinensiske version af historien i samme bog. Jeg har selv besøgt en skole, faktisk, i en landsby hvor der både gik israelere og palæstinensere, hvor de havde sådan en historiebog, hvor på den ene side, der fik man den ene del af folkets historie, og på den anden side fik man den anden del, så de blev eksponeret for begge dele."

Som Mia Ulvgraven vurderer det - med sin omfattende ekspertise inden for emnet, forstår man - er den eneste måde, hvorpå Israel kan undgå at bedrive hadpropaganda, ved at lave bøger, der sidestiller et israelsk perspektiv med et palæstinensisk. Logikken er altså, at enhver bog, der ikke aktivt promoverer den palæstinensiske udlægning af konflikten, automatisk er hadpropaganda. Det er åbenlyst nonsens, og i øvrigt et særdeles politiserende argument, der flugter med den yderste politiske venstrefløj i Israel, som professor Elhanan også er repræsentant for.

Mia Ulgravens figenblad ændrer ikke på, at kun ét (ganske ekstremt) politisk synspunkt bringes til torvs i indslaget. Hvis Mia Ulvgraven oprigtigt ønskede at perspektivere, kunne hun have bedt et par andre eksperter, gerne af alternativ observans, om deres vurdering af sagen. Historien om den lille hippie-landsby tjener alene til at støtte løgnen om generel hadlæring i det israelske skolesystem.

Figenblad nr. 2:

Studievært Louise Windfeld-Høeberg har for længst accepteret den udokumenterede påstand om, at israelske skolebøger har en "racistisk og misvisende fremstilling af palæstinenserne." Sidst i indslaget stiller hun så det naturlige spørgsmål, om det ikke også går den anden vej.

Mia Ulvgraven: "Det er sjovt, jeg spurgte forskeren om det, og hun afviste det faktisk, det kom bag på mig. Hun siger, det går ikke begge veje. Israel som besættelsesmagt kontrollerer palæstinensiske skolebøger, de censurerer dem simpelthen. Det var hendes svar."

Det virker hyklerisk, at Mia Ulvgraven foregiver at undre sig over professor Elhanans åbenlyst politiske udmelding, al den stund at hele Elhanans projekt er af så indlysende politisk karakter.

Det er i øvrigt ikke sandt, at Israel censurerer palæstinensiske skolebøger. Det er FN og donorlandene, der har til opgave at sikre gode skolebøger i det palæstinensiske skolesystem. Så det er ærgerligt, at Mia Ulvgraven vælger at lade endnu en løgn slippe uimodsagt igennem til lytterne.

Mia Ulvgraven accepterer dog ikke helt professorens påstand om, at der slet ikke skulle findes hadlæring på den palætinensiske side. Men i stedet for at blive ved emnet og undersøge det palæstinensiske selvstyres "mainstream-skolebøger," vælger hun at referere til et 10 år gammelt, meget kendt klip fra den palæstinensiske terrororganisation Hamas' tv-kanal:

Mia Ulvgraven, fortsat: "Men palæstinensiske skolebørn eksponeres helt sikkert også for en hadsk fremstilling af israelere. Jeg har i hvert fald selv set klip fra den palæstinensiske tv-station, som Hamas - organisationen , der kontrollerer Gaza, deres tv-station, der har de børneprogrammer med sådan dukker a la Bamse fra Bamse og Kylling, der sidder og fortæller om, hvordan man skal angribe jøderne. Hvis nu de kommer og banker på din dør, så skal du bokse sådan her med dine hænder, og så skal du tage en sten, og så skal du kaste den efter dem. Så de palæstinensiske børn eksponeres i hvert fald også for en hadsk fremstilling af israelere. Men altså hun, forskeren, afviser den præmis, at de er lige gode om det. Hun siger, jamen det er Israel der er besættelsesmagt, det er Israel der bærer ansvaret... og sådan er det."

Nu kan DR-journalisten, som for et øjeblik siden var så stor en ekspert på området, at hun kunne drage meget firkantede og skråsikre konklusioner om israelsk hadlæring, kun komme op med det eksempel, som vi alle kender, nemlig Hamas-organisationens berømte tv-program med tøjdukker, der lærer børn at hade jøder (det er i øvrigt interessant at hun vælger at fremstille Hamas' hadpropaganda alene som selvforsvar: hvis jøderne kommer og banker på ens dør... I virkeligheden indoktrinerer Hamas palæstinensiske børn med regulær klassisk antisemitisme).

Havde Mia Ulvgraven virkelig ønsket at undersøge, om hadlæring i skolebøger også "gik den anden vej," kunne hun have foretaget en simpel Google-søgning, og fundet den lange række af undersøgelser der findes af de skolebøger, som bruges af det palæstinensiske selvstyre samt i de FN-styrede skoler på Vestbredden og i Gaza. På grund af bekymring over hadpropaganda i de palæstinensiske skolebøger, der finansieres af diverse (fortrinsvis vestlige) donorlande, er der faktisk lavet en del rigtige studier af både israelske og palæstinensiske skolebøger. Resultaterne er varierede, men det samlede billede er, at der har været store problemer med hadpropaganda i de palæstinensiske skolebøger, omend situationen efterhånden er i bedring. Der er dog et stykke vej endnu, før de palæstinensiske skolebøger når op på niveau med de israelske, hvad angår imødekommenhed overfor modpartens synsvinkel og forberedelse af børnene til fred.

Bemærk også den afsluttende konklusion - at Israel er besættelsesmagten, og derfor bærer ansvaret. Det er en meget udbredt argumentation i yderliggående Israel-kritiske kredse. Professor Elhanans brug af det argument til at feje spørgsmålet om palæstinensisk hadlæring af bordet, bekræfter endnu en gang, at hendes tilgang i høj grad er politisk, snarere end videnskabelig.


Ad 1.6. Ingen kontekst. Der byttes om på offer og gerningsmand.

Der formidles i indslaget ingen baggrund - eller kontekst - i forhold til hadlæring i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Realiteten er, at det palæstinensiske samfund, både i Gaza og på Vestbredden, er gennesyret af hadlæring over for israelere og jøder, mens tilsvarende problemer på den israelske side er meget begrænsede.

Palæstinensere er eksponeret for anti-israelske og antisemitiske budskaber igennem bl.a. fjernsyn, religiøse prædikener, politiske udtalelser og sports- og fritidsarrangementer for børn og unge, der systematisk opkaldes efter palæstinensiske terrorister med civile jøders død på samvittigheden. Massemorderne dyrkes som helte i det palæstinensiske selvstyre. Enhver palæstinenser, der dræber en civil israeler, om det så er et barn, modtager en pengepræmie i form af en livslang månedlig ydelse. Dør gerningsmanden selv under sit terrorangreb, overgår den økonomiske belønning til vedkommendes familie. Ofte får "martyrernes" familier lykønskningsbesøg af en minister fra selvstyreregeringen.

Også de palæstinensiske skolebøger er blevet kritiseret for at indeholde Israel-fjendtlige budskaber. Og selvom situationen ifølge nogle undersøgelder er i bedring, og decideret antisemitisme er på retur, er idealer som martyrdom og jihad, herunder væbnet kamp imod Israel, stadig fremherskende. Der er således endnu lang vej til den ønskelige promovering af fredelig sameksistens med den jødiske stat.

Omvendt viser en række større undersøgelser, at der i israelske skolebøger, trods en tendens til at se konflikten fra israelsk side, ingen hadlæring findes, mens budskabet om fredelig sameksisten med palæstinenserne generelt fremhæves som et ønskværdigt mål.

Selve Orientering-indslagets præmis er derfor en 180-graders forvanskning af virkeligheden, hvor israelerne - ofrene for palæstinensisk hadlæring - gøres til geringsmænd, mens jøderne i Israel - mange af dem efterkommere af overlevende fra Holocaust - sidestilles med nazisterne.


Del 2. Judith Skrivers afvisning af min klage:

Ad 2.1. Judith Skriver undlader at forholde sig til sandhedsværdien af Orienterings historie om israelsk hadlæring.

Som dokumenteret ovenfor, kan indslagets hovedpræmis om hadlæring i israelske skolebøger ikke underbygges empirisk. Det forhold, at Orientering har fortalt en løgnehistorie, undlader Judith Skriver i sit svar overordnet set at forholde sig til. Det skal jeg venligst anmode om, at man gør nu i forbindelse med min anke.

Jeg vil på forhånd understrege, at det ikke er tilstrækkeligt, som Judith Skriver gør, at bemærke, at anklagerne hidrører fra professor Elhanan. Når DR vælger at lave et indlæg, hvori det påstås, at israelerne opflasker deres børn til had og tåler sammenligning med nazisterne, bør der forelægges bedre dokumentation end en kontroversiel og politisk yderliggående professors udokumenterede påstande.

Judith Skrivers eneste (spæde) forsvar for de alvorlige anklager findes i hendes kommentarer (i blåt) indsat direkte i min klage-email. Her skriver hun:

"Der er debat omkring Nurit[Peled-Elhanan]s forskning – men den er ikke tilbagevist – faktisk findes der undersøgelser, der peger på propaganda både i israelske og palæstinensiske skolematerialer. Værst står det ifølge forskningen til hos palæstinenserne. Det har vi ikke med i indslaget – men Mia kommer med flere gode eksempler på at palæstinensiske børn også påvirkes med had-lære. Arnon Groiss er ifølge Hanne Foighel en professor, der befinder sig helt ude på modsatte fløj – men det skal lige tjekkes."

Til det må man sige: jo, Nurit Peled-Elhanans såkaldte forskning er tilbagevist. De undersøgelser, som "peger på propaganda både i israelske og palæstinensiske skolematerialer," underbygger slet ikke professor Elhanans påstande. "Propagandaen" i israelske skolebøger begrænser sig stort set til en pro-israelsk vinkel på tingene, og omfatter ikke hadlæring.

Uanset at forskeren Arnon Groiss eventuelt måtte befinde sig på den israelske højrefløj, har han ikke desto mindre lavet en gennemgang af de - kun syv - bøger, som Elhanan byggede sine konklusioner fra 2003 på. Og modsat Elhanan og Orientering, refererer Groiss med direkte citater fra bøgerne, når han underbygger sin påstand om Elhanans manglende belæg for sine konklusioner. Når Judith Skriver ikke har noget problem med at lytte til den yderliggående venstreorienterede professor Elhanan, virker det da lidt underligt, at Groiss' angivelige tilhørsforhold til højrefløjen skulle diskvalificere hans undersøgelse. DR skulle jo nødigt kunne beskyldes for at favorisere venstreorienterede kilder.

Bemærk i øvrigt også, hvor let Judith Skriver har ved at acceptere, at man i indslaget helt har udeladt den meget væsentlige kontekst: den reelle anti-israelske propaganda i palæstinensiske skolebøger:

Judith Skriver: "Værst står det ifølge forskningen til hos palæstinenserne. Det har vi ikke med i indslaget".

Hvad er mon formålet med at lave et indslag om udokumenteret israelsk hadlæring, mens man undlader at beskæftige sig med den dokumenterede palæstinensiske?


Ad 2.2. Judith Skriver undlader at forholde sig til indslagets overtrædelse af etiske retningslinjer.

Som dokumenteret ovenfor - og ligeledes i bilag 4 til min oprindelige klage - overtræder jorunalisterne bag indslaget i Orientering en lang række af både Pressenævnets og DR's egne etiske retningslinjer for god journalistik. Det emne undlader Judith Skriver i sit svar fuldstændigt at forholde sig til. Det skal jeg venligst anmode om, at man gør nu i forbindelse med min anke.

Særligt spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks Radio kan stå inde for niveauet af kildekritik, forventer jeg et klart svar på.


Ad 2.3. Judith Skriver forsvarer brugen af en kontroversiel kilde uden kildekritik.

Som det fremgår af Judith Skrivers svar-email til mig, anerkender hun, at professor Nurit Peled-Elhanan "har stærke meninger", som hun understreger "bombastisk" ved at sammenligne med nazisterne. Judith Skriver tager dog ikke afstand fra den helt utrolige sammenligning, men hævder derimod at det ville "lugte lidt af censur" ikke at bringe den.

Som en mulig indikation på, at Judith Skriver godt ved, at professorens påstande er usande gør hun meget ud af at understrege (se også hendes kommentarer i blåt indsat i min oprindelige klage-email), at holdningerne ikke er Orienterings, men professorens alene (hvilket dog ikke er sandt, jf. dokumentation ovenfor).

Men Judith Skriver ser alligevel intet forkert i at lade en kontroversiel, politisk yderliggående ekstremist fremføre usande påstande i Orientering. Tværtimod anser hun det for at være Orienterings opgave:

Judith Skriver: "Det er vigtigt at understrege, at de holdninger og udsagn, der kommer frem i løbet af indslaget er professorens holdninger og udsagn og ikke Orienterings. Vi behandler netop på Orientering kontroversielle emner, personer og holdninger uanset om vi er enige eller uenige, med deres udsagn, og det ville lugte af censur, hvis vi lagde en dyne af tavshed omkring de emner, personer og holdninger vi er uenige med."

Hvis man skulle gå med på Judith Skrivers præmis, ville det dog kræve, at man rent faktisk "behandlede" det kontroversielle emne, professor Nurit Peled-Elhanan, dvs. gik kritisk til hende, og ikke bare agerede mikrofonholder for hende.

Judith Skriver medgiver, som nævnt indledningsvis, at "Det ville have klædt os i Orientering, hvis vi ud over den præcise præsentation af den israelske professor havde nævnt, at hun også i Israel er en kontroversiel person, hvis forskning er genstand for diskussion og debat."

Det ville ikke bare "have klædt" Orientering at nævne, hvem professoren i virkeligheden er. Det er noget, Orientering absolut havde pligt til at oplyse om, i henhold til såvel Pressenævnts som DR's egne etiske regler.

Derudover må det bestrides, at Orienterings præsentation af professoren er "præcis", som Judith Skriver påstår. Den må tværtimod siges at være højst misvisende:

Mia Ulgraven i indslaget: "Ja, udover at være forsker, så er hun også menneskerettighedsforkæmper. Hun har fået Europa-parlamentets Sakharov-pris for at tale for de palæstinensiske menneskerettigheder. Og derudover, så har hun faktisk konflikten meget tæt inde på livet, fordi hun har selv mistet sin datter i et terrorangreb i Jerusalem. Tilbage i 1997, der går hendes 13- eller 14-årige datter rundt inde på gågaden, og så kommer der tre palæstinensiske selvmordsbombere og sprænger sig selv i luften og tager hende med i døden. Så til trods for at hun har oplevet det, så kæmper hun palæstinensernes sag."

Professor Elhanan præsenteres alene i positive vendinger, uden at hendes troværdighed bringes det mindste i tvivl. Hun fremstår som et godt menneske, der trods personlig tragedie kæmper for andre. Den almindelige lytter kan ikke fortænkes i at have tillid til sådan en person.

Men samtidig indeholder Mia Ulvgravens præsentation faktisk oplysninger, som burde vække en professionel journalists mistanke om, at professoren har andre agendaer end blot at bedrive forskning. Hun er nemlig politisk set på palæstinensernes side - og det endda selvom palæstinensiske terrorister har dræbt hendes datter med koldt blod. Vi har altså med en person at gøre, som er særdeles stærk i sin tro på, at det er Israel der er galt på den, og som derfor har en dybt personlig interesse i at fremstille Israel i et negativt lys. End ikke sådan en krystalklar interessekonflikt får de to journalister til tvivle på lødigheden af professorens "forskningsresultater."


Ad 2.4. Judith Skriver forsvarer kolporteringen af en løgn om Israel - med koblingen til en (antageligt) sand historie fra Egypten.

Judith Skriver: "Indslaget indgår som et af flere indslag om emnet hadlæring i både Egypten, Israel og Palæstina. Vi hører først om hadforbrydelser mod de kristne koptere i Egypten (...) Derefter et interview med den israelske professor i uddannelse og lingvistik ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, Nurit Peled-Elhanan. I interviewet kritiserer professoren i kradse formuleringer de israelske skolebøger for racisme og refererer til nazisternes omtale af jøder. Det er altså en misforståelse, at det specielt er Israel, der er målet for vores dækning."

Sandwich-metoden er et klassisk propaganda-trick, når man man vil udbrede en løgn. Man fortæller to sandheder og smutter en løgn ind i midten, i håb om at den glider lettere ned. Dobbelt-indslaget i Orientering er en variant, hvor man kobler løgnehistorien om Israel til en (antageligt) sand historie fra Egypten.

Havde man valgt at lave et dobbelt-indslag om Egypten og f.eks. det palæstinensiske selvstyre eller et andet arabisk land, ville det have givet mening, da hadpropaganda er udbredt i alle arabiske lande. Tricket med at inkludere Israel i det dårlige selskab, er nødvendigvis udtryk for enten himmelråbende naivitet eller ren og skær uredelighed. Under alle omstændigheder er der tale om underlødig journalistik.


Ad 2.5. Judith Skriver hævder - i strid med ordlyden i indslaget - at DR-journalist Mia Ulvgraven afviser professor Elhanans påstande.

Judith Skriver: "I indslaget anfører Nurit Peled-Elhanan, at nedgørelse af palæstinensere har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, der medvirker som journalist med særligt kendskab til Mellemøsten, har læst Mellemøststudier og har i den forbindelse boet i Israel. Hun refererer i indslaget til logikken i den – overvejende israelske - forskningslitteratur, hun mødte på sit studium. Det er i den litteratur, hun genkender Peled-Elhanans rationale.

Ikke på noget tidspunkt i indslaget giver vores studievært eller medarbejder udtryk for sympati for professorens udtalelser."

Judith Skrivers argumentation ovenfor er ekstremt manipulerende, grænsende til det absurde. Man kan ikke lade en journalist, ansat ved DR, fremføre et synspunkt baseret på journalistens egen uddannelse, og derefter lade journalisten fralægge sig ansvaret for udtalelsen med reference til, at det blot stod i noget undervisningsmateriale, som indgik i hendes uddannelse. Ellers kan enhver, der har taget en uddannelse, slippe for at stå på mål for egne ytringer med henvisning til, at det var noget man lærte i skolen. Og ydermere - hvordan forventer man, at lytterne skal foretage sådan en skelnen mellem fakta, journalistens holdninger og en reference til noget obskur forskningslitteratur?

Uanset Judith Skrivers søforklaring, så bekræfter Mia Ulvgraven i indslaget klokkeklart, at man i Israel begår hadlæring med det formål at skabe gode soldater:

Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende det hun siger?"

Til det svarer Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt."

Herefter beskylder Mia Ulvgraven - ikke med professor Elhanan som kilde, men med basis i sin egen viden - Israel for at have en "negativ racistisk fortælling" med det overlagte formål at udsætte palæstinenserne for "mishandling". Sidstnævnte er Mia Ulvgravens egen formulering, hendes eget synspunkt.

Hermed gennemhulles Judith Skrivers primære forsvar for indslaget, som går på, at DR-journalisterne ikke støtter professorens holdninger.

Udover ovenstående - helt absurde - argumentation klamrer Judith Skriver sig til samme figenblade, som journalist Mia Ulvgraven dækker sig bag i indslaget (jf. ovenfor).

Judith Skriver: "Og det er heller ikke rigtigt, at professorens ”uhyrlige anklager fremføres som uomtvistelige facts”. Tværtimod udfordrer vært Louise Windfeld-Høeberg undervejs professorens pointer ved at spørge journalist Mia Ulvgraven, der selv har studeret i Israel, om Peled-Elhanans konklusioner stemmer overens med Mia Ulvgravens egne observationer. Hvilket Ulvgraven afviser, da hun først refererer Peled-Elhanans afvisning af, at palæstinensisk undervisningsmateriale på samme vis er propagandistisk og hadefuld. Hun fortæller også om, at hun selv har set undervisningsmateriale, der har indeholdt både den israelske og den palæstinensiske version af sagen, og så fortæller, hvordan hun selv har set palæstinensisk børne-TV, der fx fortæller børnene, at de skal tage sten og kaste efter israelere, der banker på deres dør. ”Palæstinensiske børn eksponeres helt sikkert også for en hadsk fremstilling af israelere”, fastslår hun – efter at have undret sig over den israelske professors påstand om det modsatte.

At tillægge journalisten og værten andre motiver end at høre en kritisk stemme fra en konfliktfyldt region i verden hører [sic] er rent tankespin."

Igen må Judith Skrivers argumentation beskrives som manipulerende og uredelig. Studievært Louise Windfeld-Høeberg spørger ganske rigtigt to gange Mia Ulvgraven, om hun kan genkende professorens konklusioner. Men det er ikke sandt, at Mia Ulvgraven afviser dem. Tværtimod bekræfter hun dem. For en sikkerheds skyld gentager jeg lige de to eksempler.

Louise Windfeld-Høeberg: " Igen sammenligner hun med jøderne i Nazi-tyskland (...) Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?"

Mia Ulgraven: "Nej ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne."

Og anden gang:

Louise Windfeld-Høeberg: "Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulvgraven, kan du genkende det hun siger?"

Mia Ulvgraven: "Ja, det kan jeg godt."

De to citater burde tale for sig selv.

Mia Ulvgravens anerkendelse af, at palæstinensiske børn "også" eksponeres for en hadsk fremstilling af israelere, retfærdiggør ikke hendes aktive deltagelse i kolporteringen af de udokumenterede løgne om det israelske skolesystem.


Konklusion:

Indslaget i orientering formidler nogle ganske udokumenterede løgne om Israel og israelere, som ifølge EU-parlamentets definition kan karakteres som udtryk for moderne antisemitisme. Under alle omstændigheder er de med til at give et falsk og uhyre negativt billede af Israel, israelere og jøder.

Løgnene er baseret på kun én kilde, som endda er både kontroversiel og åbenlyst utroværdig. Der udvises ingen kildekritik overhovedet.

DR-journalist Mia Ulvgraven agerer personlig garant for de falske påstande.

Sidstnævnte bestrides af Judith Skriver, ansvarlig redaktionschef for Orientering, på trods af solid dokumentation i form af selve indslagets ordlyd.

Redaktionschef Judith Skriver står inde for den journalistiske metode anvendt i indslaget, herunder kolporteringen af udokumenterede løgne og total mangel på kildekritik.

Judith Skriver retfærdiggør kolporteringen af de mange falske påstande med, at de står for kildens egen regning.

Som dokumenteret, er den anvendte metode på en række punkter i strid med både Pressenævnets og Danmarks Radios egne etiske retningslinjer for god journalistik. Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser overtrædelserne bør have for de ansvarlige parter. Mit forslag er, som nævnt i min oprindelige klage, at man laver et indslag i Orientering, hvor man belyser problematikken på en redelig måde (inkl. kontekst, herunder den reelle palæstinensiske hadpropaganda) og beklager det uacceptabelt ringe stykke arbejde, der blev udført i det oprindelige indslag. Hvis redaktøren af Orientering d. 15. juni 2017 og studieværten samt redaktionschef Judith Skriver skal fortsætte i deres jobs, må det som minimum være på plads med en alvorlig reprimande. Journalist Mia Ulgraven, der er ophavskvinde til interviewet med den israelske professor, og som personligt agerer garant for de horrible løgne, kan, som jeg ser det, umuligt fortsætte sit virke hos Danmarks Radio.

Endelig bør Danmarks Radio overveje, hvad det er for en virksomhedskultur, der muliggør, at journalister ansat hos DR kan finde på - og slippe afsted med - at kolportere en løgn af så hadefuld og ekstrem karakter, uden at nogen i organisationen sætter foden ned.

Venlig hilsen

Dan Harder


Læs mere her:

Media Watch - DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
(bragt som kronik i Berlingske, 9. august 2017)

Afskrift af indslaget i Orientering - med kommentarer af Dan Harder

Afskrift af indslaget i Orientering - uden kommentarer

Oversigt over etiske retningslinjer for journalistik overtrådt i indslaget

"Dan Harders fejl og misforståelser", kommentar i Berlingske af Judith Skriver, redaktionschef på Orientering, 15. august 2017. Kommentaren er i al væsentlighed identisk med Judith Skrivers svar på den oprindelige klage til Orientering af 9. august 2017.

DR-redaktionschef forsvarer løgne om Israel - en systematisk gennemgang af Dan Harder, 16. august 2017.


Relevante kilder:

EU's definition af antisemitisme

USA's definition af antisemitisme

Wikipedias oversigt over undersøgelser af palæstinensiske og israelske skolebøger

Studier af den israelske NGO IMPACT-se, kan læses her:
Palæstinensiske skolebøger, 2017 (PDF)
Israelske skolebøger, 2016 (PDF)

Studie fra Yale University, 2013:
Pressemeddelelse (PDF)
Hele rapporten (PDF)

Dr. Arnon Groiss' gennemgang af Nurit Peled-Elhanans rapport fra 2003 (PDF)


Tilbage

 

Untitled Document