Israel-Online, 11. juni 2008
Gensyn med Al-Dura

Leder, Wall Street Journal

Det er svært at overvurdere betydningen af sagen om Mohammed Al-Dura, den 12-årige palæstinensiske dreng, som blev påstået dræbt af israelske kugler den 30. sept. 2000. Det ikoniske billede af det skrækslagne barn, som krøb sammen bag sin far, hjalp med at vende verdensopinionen imod den jødiske stat og gav brændstof til den seneste intifada.

Det er da lige så svært at overvurdere betydningen af sidste uges franske domsafgørelse, som rejste tvivl om historien, der i 2000 blev produceret af og vist på den statsejede, franske TV-kanal "France 2".

Mohammed Al-Dura og hans far i France 2's TV-rapport.

Tvivlen går ikke kun på, hvorvidt det israelske militær skød drengen, men også hvorvidt hele hændelsen var iscenesat af propaganda-hensyn. Hvis det er tilfældet, er der tale om noget af den mest skadelige mediemanipulation i mediernes historie.

De har måske slet ikke hørt denne nyhed. De internationale medier lappede TV-rapporten om israelernes koldblodige nedskydning af Mohammed Al-Dura i sig. Men næppe et kvæk blev hørt, da Paris' appelret forleden afsagde kendelse i en sag indbragt af TV-stationen imod Philippe Karsenty, grundlæggeren af den franske medieovervågningsgruppe "Media-Ratings".

Dommerens afgørelse, som blev offentliggjort torsdag, fastslog, at Karsenty var i sin gode ret til at kalde France 2-rapporten for et fupnummer, og tilsidesatte dermed en afgørelse fra 2006, som havde fundet ham skyldig i at bagvaske TV-stationen og dets mellemøstkorrespondent, Charles Enderlin. France 2 har appelleret til landets højeste domstol.

Dommer Laurence Trébucq gjorde andet og mere end at fastslå Philippe Karsentys ret til frit at ytre sig. Med sin tilsidesættelse af en lavere domstols afgørelse erklærede dommeren, at de spørgsmål, som Karsenty havde rejst vedrørende den oprindelige France 2-rapport, var legitime.

	Philippe Karsenty.

Selvom Karsenty ikke kunne fremlægge fuldstændigt bevis for sine påstande, vurderede retten, at han opstillede en "sammenhængende bevismasse" og "i god tro havde udfoldet sin ret til fri kritik." Retten fandt også, at Talal Abu Rahma, den palæstinensiske kameramand for France 2, der som den eneste journalist havde fanget scenen, og som var TV-stationens kronvidne i denne sag, ikke kunne anses for "fuldkommen troværdig."

Om ikke andet åbner dommen op for en ærlig diskussion af Al-Dura-sagen og af dækningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt i almindelighed. De franske medier kunne godt tåle en vis selvransagelse. Det samme gælder journalister andre steder.

Hin lørdag i år 2000 stod palæstinensere over for israelske tropper ved Netzarim-vejkrydset i Gaza. To måneder tidligere havde Yasser Arafat forladt Camp David-fredsforhandlingerne. To dage før havde Ariel Sharon aflagt besøg på Jerusalems Tempelbjerg. Den anden intifada var under optræk.

Den franske TV-stations kameramand, Abu Rahma, filmede de spredte fægtninger og sendte optagelserne til France 2's kontor i Israel. Charles Enderlin redigerede filmen og indtalte, udelukkende på baggrund af kameramandens beretning, rapportens kommentatorstemme. Han mere end antydede, at israelske soldater havde dræbt drengen. Han fortalte ikke, at han ikke selv havde været til stede.

Charles Enderlin.

Sammen med Sharons besøg på Tempelbjerget var Al-Dura-rapporten den mest skelsættende begivenhed under optrækket til den anden intifada. Israel undskyldte i første omgang, men der opstod hurtigt en nagende tvivl, og en israelsk militærundersøgelse fandt efterfølgende, at dets soldater ikke kunne have skudt far og søn der, hvor de to var krøbet sammen.

Andre, heriblandt Philippe Karsenty, stillede spørgsmål som: Hvorfor sås der intet blod på hverken drengen eller faderen? Eller hvorfor hævdede France 2, at man havde 27 minutters filmoptagelser, men nægtede at vise mere end de 57 sekunder fra den oprindelige udsendelse? Charles Enderlins forklaring lød: "Jeg skar billederne af barnets dødskamp bort, de var ubærlige."

Men under pres fra medieovervågere og efter flere års forhalinger tillod France 2 til sidst delagtiggørelse i resten af filmen. Det viste sig, at der ikke var nogen optagelser af barnets påståede dødskamp. Det ekstra materiale viser noget, der ligner arrangerede kampscener inden drabet på Al-Dura. Se for eksempel www.seconddraft.org, en hjemmeside drevet af Richard Landes, universitetsprofessor i Boston og et af Karsentys vidner i retten.

Dommer Trébucq sagde, at Philippe Karsenty "havde observeret flere uforklarlige uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Charles Enderlins forklaringer."

	Tunesisk frimærke med Mohammed Al-Dura.

Vi ved ikke præcist, hvad der skete med Mohammed Al-Dura. Måske kommer vi aldrig til det. Men Paris-domstolens afgørelse viser, at France 2-folkene ikke var fuldkommen åbne om, hvad de vidste om den pågældende dag. Noget tyder på, at israelerne måske ikke var skyldige. Det gør det plausibelt at overveje – uden at blive affejet som sindsforvirret konspirationsteoretiker – muligheden af, at Al-Dura-historien var et fupnummer.

Selv i dag bruger islamiske militante Al-Dura-sagen til at ophidse til vold og had imod Israel. De er fuldkommen klar over billedets magt. Det er Philippe Karsenty og andre også, og det er grunden til, at man gennem de sidste syv år har forsøgt at gøre France 2 ansvarlig for sine egne reportager.

Kilde: Leder, Wall Street Journal, 27. maj 2008.

Læs også: Ekspert frikender Israel for drab på 12-årig (Jyllands-Posten, 5. marts 2008).

Tilbage