Berlingske, 6. maj 2004
For meget at give Israel det fulde ansvar
for Mellemøst-konflikten
Af Henrik Sass Larsen, medlem af folketinget (S)
Det er ikke altid lige nemt for os, som har en grundlæggende
positiv indstilling til Israel. Ja, tør man overhovedet
skrive det, eller medfører det fare for at skulle
bære alverdens ulykker, had og konflikter i samme
moment?
Jeg vover det alligevel, fordi det er blevet for meget.
Og for meget er Torben Lunds kommentar i Politiken i
mandags, hvor budskabet slet og ret er, at EU skal boykotte
Israel – økonomisk og handelsmæssigt.
Det er for meget, fordi selve forslaget på ingen
måder er fremadrettet, og det er for meget, fordi
hele hans indlæg og proportionering kammer helt
over i at tillægge Israel det fulde ansvar for
Mellemøst-konflikten. Og ingen, som har fulgt
Mellemøst-udviklingen de sidste mange år,
kan mene, at det er en rimelig konklusion.
Jeg hører til dem, som dybt beklager og begræder,
at det ikke lykkedes Ehud Barak og Bill Clinton at overbevise
Arafat om Camp David-fredsaftalen, og som førte
til at Barak og Arbejdspartiet i Israel blev pulveriseret
og Sharon fik magten. Jeg hører til dem, som
føler afmagtens tunge åg, hver gang jeg
hører om et selvmordsangreb eller et israelsk
gengældelsesangreb. Jeg hører til dem,
som er lige ved at zappe automatisk væk fra Nyhederne,
når de ugentlige bulletiner er fyldt med had,
angreb og forgæves fredsforsøg i Mellemøsten.
Og jeg hører til dem, som mener, at Sharons Gaza-plan
er håbløs. Jeg er også tilhænger
af en palæstinensisk stat og jeg mener, at bl.a.
bosættelserne er en uhørt provokation,
og at de skal rømmes til fordel for fred.
Men jeg kan altså også få øje
på andre problemer.
Jeg mener, at det er et kæmpe problem, at Arafat
brugte sin hjemvenden til Vestbredden og selvstyret
til at skabe et omfattende korrupt regime med retsløse
tilstande og vilkårlig voldsudøvelse med
manglende indførelse og vilje til demokrati.
Jeg mener, at det er et kæmpe problem, at Arafat
og hans folk taler om demokrati og frihed til den vestlige
verden og dens medier og praktiserer det modsatte overfor
sin egen befolkning. Jeg anser det også for yderst
tvivlsomt, at alene skabelsen af en palæstinensisk
stat vil afholde palæstinenserne fra at ville
have som mål at tilintetgøre staten Israel.
Kravet om, at flygtningene fra 1948 skal kunne vende
hjem, vil de facto betyde udslettelsen af Israel. Og
jeg er også meget i tvivl om, hvorvidt radikale
religiøse kredse blandt palæstinensere
(og det er ikke så få folk endda) overhovedet
vil respektere nogen som helst former for aftale.
Og det er også den virkelighed, de israelske
vælgere skal forholde sig til midt imellem vore
stærke fordømmelser over manglende fredsvilje.
Israel har et retsligt krav på at kunne eksistere
i sikkerhed, men hvem kan levere den vare?
For inden der kastes flere frådende bebrejdelser
ned over Israel, er det måske værd at minde
om, at alle andre parter i sagen er lande og grupperinger,
hvis ledere er udemokratiske, ofte dybt korrupte og
uvederhæftige, og som har magten i kraft af vold
og ikke en stemmeseddel.
En varig fred kræver en politisk løsning.
Og forudsætningen for en politisk løsning
er, at den er accepteret af befolkningen, dvs. at de
får mulighed for at afgive deres stemme. Den politiske
mulighed kunne EU og Torben Lund arbejde sig henimod;
at alle parter fik lov til at stemme om en ordentlig
aftale (f.eks. Clintons) ville givet også give
moderate kræfter hos begge parter vind i sejlene.
Og så behøver jeg vel ikke at minde om,
at netop de europæiske lande har et særligt
ansvar over for Israel, og at den historiske jernbyrd
ikke er ophørt endnu, i alt fald ikke for undertegnede.
Jeg vover at skrive, at jeg grundlæggende er
positiv over for Israel, for det er blevet for meget.
For meget er Torben Lunds kommentar i Politiken i mandags,
hvor budskabet slet og ret er, at EU skal boykotte Israel
– økonomisk og handelsmæssigt.
Tilbage
|