Israel-Online, 26. november 2005
Politikens dogmatiske balancegang

Af Dan Harder

Hvad gør man, når dén mellemøstlige politiker man i årevis har brugt allermest spalteplads på at hænge ud som ondskaben selv, pludselig repræsenterer den moderate og fredssøgende midte i israelsk politik?

Man forsøger at holde balancen, ved på den ene side at holde fast i de gamle dogmer, og samtidig forholde sig til den aktuelle virkelighed. Problemet er bare at man med den strategi let kommer ud i nogle voldsomme selvmodsigelser.

Det kan dårligt blive tydeligere, end i Politikens leder d. 22. november 2005 om stiftelsen af Sharons nye israelske center-parti. Lederen afslører med al tydelighed hvilket hjørne af dogmatisk tænkning, Politikens redaktionelle ledelse har malet sig op i.

Indledningsvis fastslår lederen at "Sharons nye 'midterparti' [ikke kan] undgå at få en beroligende, kompromissøgende effekt på israelsk politik". Og længere nede siges det at "Ariel Sharon i dag personificerer midten i israelsk politik."

Det sidste betegnes dog umiddelbart efter som "absurd". Det skyldes nemlig ifølge Politiken ikke "at Sharon har flyttet sig i de senere år, men snarere, at terrorbalancen har tippet Israel til højre."

Sharon er altså stadig ondskaben selv, det er blot de israelske vælgere, der med eller uden god grund – det kommer lidt an på, hvad man lægger i den noget abstrakte betegnelse "terrorbalancen" – har flyttet sig så meget til højre, at Sharon nu ser ud til at stå i midten.

At Sharon har ændret politisk holdning, er dog ellers for resten af verden et uomtvisteligt faktum. De bedste eksempler er hans villighed til at opgive de bosættelser i det historiske Israel, som han selv har været med til at grundlægge, samt erkendelsen af, at Israel ikke for evigt vil kunne regere over de besatte områders millioner af palæstinensiske indbyggere.

For at kunne ignorere den virkelighed, kræves en god portion dogmatisk blindhed, men dog ikke mere end Politiken kan mønstre. Sharon er fortsat, som han beskrives i lederen, en "brutal hardliner", hvis strategi "bygger på ensidighed og militær overmagt."

Men for ligesom at illustrere, at Sharon ikke længere er den allerondeste af de onde, har Politiken inddelt de tidligere israelske "høge" i to nye kategorier med to nye betegnelser opfundet til formålet: "angrebshøge" og "forsvarshøge". Sharon er nu altså en "forsvarshøg."

Politiken lægger ikke skjul på at man stadig ville foretrække en sejr for det israelske Arbejderparti ved næste valg, men slutter alligevel sin leder af med en selvmodsigende salut til støtte for den israelske premierminister, der lige pludselig betegnes som "moderat":

"Forhåbentlig vil det dog lykkes for Sharon denne gang. Israel har brug for, at alle moderate kræfter søger sammen og derigennem giver den videre fredsproces det bredest mulige folkelige mandat."

Ak ja, det er svært at være dogmatiker, men så længe de brutale hardliner-forsvarshøge samtidig er moderate og midtsøgende, skal det nok gå.

Tilbage