|
Untitled Document
|
8. februar 2026
Fake news på dr.dk: Israel accepterer
pludselig Hamas' tabstal
Af Dan Harder
Damarks Radio har under Israels to år
lange krig imod Hamas i Gaza konsekvent formidlet de
palæstinensiske tabstal præcis, som den
islamistiske terrororganisation har ønsket det.
Ikke alene ved ukritisk at kolportere
åbenlyst falske Hamas-påstande,
men først og fremmest ved systematisk kun at
formidle de samlede tabstal uden at skelne mellem kombattanter
og civile. Med den strategi er det, som
ved tidligere konflikter, atter lykkedes Hamas
og organisationens internationale støtter at
skabe det indtryk, at Israel enten med overlæg
har angrebet civile, eller skødesløst
har forsømt at foretage den lovpligtige skelnen
mellem civile og militære mål.
I den
seneste artikel om emnet, skrevet af DR-journalist
Selin Türker (som i løbet af krigen har
leveret store mængder misinformation, herunder
to falske fremstillinger af tostatsløsningens
historie) påstås det, at den israelske hær
nu, "for første gang siden krigens begyndelse
bekræfter drabstallene, som Gazas sundhedsmyndigheder
løbende har fremlagt." Det er en påstand,
som bedst kan karakteriseres som fake news. Fordi det
hverken er sandt eller en nyhed.
Påstanden er baseret på, hvad DR selv kalder
"anonyme sikkerhedskilder i IDF." Så
man kan ikke sige, at den israelske hær (IDF)
har "bekræftet" tabstallene. Faktisk
dementerede hærens officielle talsmand
allerede tre dage før publiceringen af DR's artikel
den uofficielle, anonyme udmelding med beskeden om,
at man endnu var i gang med at analysere tallene.
Når det er sagt, er der dog grund til at tro,
at hæren faktisk anser Hamas' overordnede, samlede
tabstal for at være nogenlunde retvisende. Og
det er slet ikke en nyhed, hvorfor DR's fremstilling
ikke er korrekt. En repræsentant for IDF anerkendte
nemlig så tidligt som i december 2023
(også dengang uofficielt) de af Hamas udmeldte
overordnede tabstal på 15.000 dræbte som
nogenlunde retvisende.
Og det er der faktisk intet kontroversielt i, da det
slet ikke er det samlede tabstal, slaget står
om, men derimod fordelingen mellem kombattanter og civile.
Det er nemlig påstanden om, at Israel skulle have
dræbt uforholdsmæssigt mange civile, som
bruges til at underbygge den generelle anklage om israelske
krigsforbrydelser, og endda folkemord. Til trods for
at tabstallene reelt ikke siger noget om legaliteten
af krigsførelsen. Men det er en anden sag - det
er sådan, tallene bliver brugt i medierne.
Samtidig med IDF's uofficielle anerkendelse af Hamas'
samlede tabstal i december 2023 meldte hæren officielt
ud, at man mente at have dræbt ca. 5.000 krigere
fra Hamas og andre terrorgrupper, som altså på
det tidspunkt udgjorde en tredjedel af de formodede
samlede tab. Og i dag, hvor IDF (muligvis) anser Hamas'
seneste samlede tabstal på ca. 71.000 dræbte
for nogenlunde retvisende, melder hæren, endda
ifølge en
af de artikler, som DR selv linker til, om ca.
25.000 "Hamas-terrorister" blandt de dræbte.
Hvis de to nye tal står til troende, udgør
kombattanter stadig omkring en tredjedel af dræbte.
Til trods for de enorme menneskelige lidelser, som ligger
bag tallene, er et forhold på 1:2 mellem kombattanter
og civile ganske normalt i krig, og endda relativt moderat,
set i konteksten af bykrig. Og i lyset af Hamas' veldokumenterede
brug af Gazas civilbefolkning som skjold for sine militære
operationer (et forhold, DR ikke har beskæftiget
sig ret meget med, og typisk refererer til som en israelsk
"påstand") understøtter et forhold
på 1:2 absolut Israels insisteren på, at
man har gjort sig endog meget store anstrengelser for
at minimere civile tab (hvilket også anerkendes
af internationalt respekterede militæreksperter
- endnu et emne, DR har forsømt i sine systematisk
selektive valg af emner og eksperter).
Hamas har, som i tidligere konflikter med Israel, gennem
hele krigen bevidst valgt ikke at sætte tal på
sine militære tab. Og det er en strategi, som
Danmarks Radio har valgt at støtte helhjertet
op om. Trods utallige henvendelser fra min side har
DR systematisk nægtet af formidle tilgængelig
information om de militære tab på den palæstinensiske
side, herunder Israels løbende estimater.
I DR-artiklen påstås det, at det har "været
næsten umuligt at få et tal fra Israel,"
når det kom til civile tab i Gaza. Men det er
jo ikke sandt. For da DR gennem hele krigen har udtrykt
stor tillid til Hamas' samlede tal, og Israel løbende
har udmeldt sine estimater for antallet af dræbte
jihadister, har DR jo blot kunnet trække de to
tal fra hinanden for at få tallet for dræbte
civile.
Den 17. november 2023 ansatte
Israels daværende forsvarsminister, Yoav
Gallant, antallet af dræbte "terrorister"
til 4.000. På det tidspunkt meldte Hamas om i
alt 12.000 dræbte (forhold 1:2). Den 30. november
2023 meldte
israelske efterretninger om 5.000 dræbte
Hamas-krigere. Den 5. december 2023 bekræftede
en officiel IDF-talsmand det ovenfor nævnte
estimat på 5.000 dræbte kombattanter overfor
Hamas' påstand om 15.900 dræbte i alt. Den
7. december 2023 ansatte
den israelske regerings sikkerhedsrådgiver
tallet til 7.000 dræbte terrorister. Samme dag
rapporterede Hamas om 17.177 dræbte i alt. Den
30. december 2023 meldte
Israels premierminister Benjamin Netanyahu om
"over 8.000 terrorister dræbt."
Den dag stod Hamas' samlede tal på 21.672. Den
14. januar 2024 meldte
IDF officielt ud, at 9.000 Hamas-medlemmer var
dræbt. Hamas' samlede tal lød da på
23.968. Den 1. februar 2024 meldte
forsvarsminister Yoav Gallant om "10.000
døde terrorister" overfor Hamas' total
på 27.019. Den 29. februar 2024 ansatte
IDF tallet til 13.000 dræbte Hamas-terrorister.
Hamas meldte samme dag om 30.139 dræbte i alt.
Den 10. maj 2024 lød Israels
officielle estimat på 15.000 krigere overfor
Hamas' samlede tabstal på 34.971. Den 16. august
2024 sagde
IDF, at 17.000 terror-krigere var dræbt,
ud af Hamas' total på 40.005.
Som det ses, ligger det gennemsnitlige forhold mellem
dræbte kombattanter overfor civile på under
1:2.
Alle de tal var DR løbende bekendt med. Det ved
jeg med sikkerhed, for jeg sendte dem selv til redaktionen,
som fandt på den ene dårlige undskyldning
efter den anden for ikke at bringe dem. DR-journalist
Sean Coogan skrev eksempelvis 7. december 2023 således
til mig:
"Jeg faldt godt over estimatet
om de 5.000 Hamas-folk i går. Men som det fremgår
af indlægget i TOI, så er der tale om
anonyme meldinger frem for en officiel udmelding fra
IDF."
Ligeledes skrev DR's udlandschef Niels
Kvale 22. december 2023 følgende:
"DR gengiver generelt samlede
tabstal fra myndighederne i det område, hvor
dødsfaldene er sket. I Gaza bruger vi således
de lokale sundhedsmyndigheder, som vi vedvarende påpeger
er kontrolleret af Hamas. Vi kunne heller ikke finde
på at bruge palæstinensiske kilder til
de samlede tabstal i Israel. Når det er sagt,
kunne vi godt finde på at bringe udmeldinger
om tabstal hos modparten fra en af krigens parter.
Når det ikke er sket i det konkrete tilfælde,
skyldes det formentlig at oplysningerne - i hvert
fald dem du linker til - kommer fra anonyme kilder,
som vi som hovedregel afholder os fra at bruge."
Det er jo både interessant og tankevækkende,
at DR, nu hvor det drejer sig om IDF's angivelige accept
af Hamas' tal, godt kan finde ud af at referere anonyme
kilder.
Mine mange klager (og måske også andres)
fik til sidst DR's brugerredaktør Jesper Termansen
til at begå en
klumme på dr.dk med overskriften "Israels
holdning til dødstal i Gaza er væsentlig
at få med i dækningen," hvor han
indskærper DR's pligt til også at høre
krigens anden part, Israel. Han skrev blandt andet:
"Derfor er det så vigtigt,
efter min opfattelse, at hvis DR fuldt og helt skal
leve op til intentionerne i den skærpede kildekritik
i krigsdækningen, bør DR hver gang man
bringer et dødstal fra Hamas-myndighederne
principielt også tilstræber (sic) en vurdering
af tallet fra Israel."
Den skærpede kildekritik valgte
redaktionen fortsat ikke at leve op til.
Men den aktuelle artikel afviger faktisk fra DR's sædvanlige
linje ved at indeholde et sjældent israelsk estimat.
Ikke det senest
udmeldte på 25.000 dræbte kombattanter,
men tallet 20.000, som angiveligt er fra oktober 2025
(hvor Israels estimat reelt lød på 22.000
dræbte jihadister i Gaza plus 1.600 dræbt
inde i Israel i forbindelse med Hamas' invasion 7. oktober
2023). Men DR understreger i artiklen, som det er sædvane
for DR, at der er tale om "et tal, der ikke
var fremlagt dokumentation for" - også
selvom det jo ligger i estimatets natur, at man ikke
kan fremlægge præcis dokumentation - intet
militær har i kampens hede mulighed for at optælle
præcis hvor mange af fjendens krigere, man har
dræbt.
Det skal bemærkes, at sådan et forbehold
er fast DR-praksis i forbindelse med israelske udmeldinger,
mens det mig bekendt ikke er sket én eneste gang
ved selv de mest utroværdige, urealistiske eller
matematisk umulige påstande fremført af
Hamas. DR nærer tilsyneladende ubetinget tiltro
til den islamistiske terrororganisation.
Den aktuelle artikel indeholder da bemærkelsesværdigt
nok også følgende udsagn:
"Gazas sundhedsministeriums
opgørelse omfatter kun dem, der er blevet dræbt
direkte af israelsk militær – ikke personer,
der er døde af sult eller af sygdomme, som
er blevet forværret af krigen."
Måske var det her et sted, hvor
man med fordel kunne have taget et forbehold?
Ikke alle observatører stoler lige så blindt
på Hamas, som DR gør. Salo Aizenberg fra
medievagthunden Honest Reporting, har løbende
fulgt og analyseret tabstallene under krigen. Han konkluderer
her på X/Twitter efter en grundig analyse
af Hamas' egne detaljerede oplysninger, når bl.a.
naturlige dødsfald og dødsfald som følge
af fejlslagne palæstinensiske raketaffyringer
(herunder de 471 civile, som angiveligt blev dræbt
ved Al Ahli-hospitalet den 17. oktober 2023, hvilket
DR også gav Israel ansvaret for, selvom
det hurtigt kom frem, at der efter al sandsynlighed
var tale om en raket fra Hamas' søster-terrororganisation
Islamisk Jihad), at dødsfald, som kan tilskrives
IDF's aktiviteter p.t. ligger på 61.850. Heraf
skulle 25.100 være kombattanter og 36.750 civile.
Det giver et forhold på 1:1,5.
Om den analyse er retvisende kan jeg ikke vurdere. Men
selv hvis man tager udgangspunkt i Hamas' egne oplysninger
fremgår det, ved lidt kritisk analyse, at der
er en meget stor overrepræsentation af mænd
i den våbenføre alder blandt de dræbte.
Jeg skrev
om det i juli sidste år, men gentager
lige hovedpointen her. To australske professorer analyserede
Hamas' egne data i en
rapport, som udkom i april 2025. Søjlediagrammet
nedenfor er baseret på rapporten (figur 7 på
side 20) og viser fordelingen, opdelt efter alder og
køn. Som det ses, er netop mænd i den våbenføre
alder voldsomt overrepræsenteret. Antager man,
at de "overskydende" mænd (over den
stiplede linje) er kombattanter, får man her et
forhold mellem dræbte kombattanter og civile på
1: 2,4. Og det er forudsat, at man stoler blindt på
Hamas og ikke fratrækker dødsfald som følge
af andre årsager end israelske militære
angreb.

Af diagrammet kan man tydeligt
se overrepræsentationen af mænd i den våbenføre
alder. Kilde: Hamas'
sundhedsministerium/Henry Jackson Society - Rapport
af april 2025
Selvom jeg gennem to år har forsøgt at
få Danmarks Radio til at forstå den relativt
simple matematik, vælger man konsekvent at ignorere
de hårde tal. DR vil hellere tro på en opgørelse
(som der linkes
til i DR-artiklen), foretaget af nogle af Israel
mest indædte kritikere, som angiveligt viser,
at 83% af de dræbte er civile. Som det ses, harmonerer
det ikke med Hamas' egne tal. Grunden er, at man i opgørelsen
alene tæller en palæstinensisk kombattant,
hvis Israel har været i stand til at sætte
et præcist navn på vedkommende. Og det er
jo åbenlyst absurd, da ingen aktører i
en krig har mulighed for at indentificere enhver fjende,
man slår ihjel. DR har tidligere promoveret den
falske opgørelse, hvilket jeg
har skrevet om her.
Konklusionen er, at vores allesammens public service-udbyder
systematisk lader hånt om sin forpligtelse til
at levere retvisende formidling til borgerne ved konsekvent
at støtte op om Hamas' strategi med at skjule
de faktiske forhold og i stedet promovere en dokumenterbart
falsk fortælling om den jødiske stats ondskab.
Sådan manifesterer verdens ældste had sig
anno 2026.
Mere misinformation fra DR under den seneste Gaza-krig:
DR
med ny konspirationsteori: Israel planlægger at
beholde halvdelen af Gaza, 4. november 2025
DR's
misvisende fremstilling af Trumps Gaza-plan,
9. oktober 2025
DR
viser propagandafilm imod Netanyahu, 15. september
2025
DR's
Puk Damsgaard promoverer antisemitisk myte og misinformerer
om påstået plan om fordrivelse af palæstinensere,
18. juni 2025
DR-journalist
Sean Coogan skriver fejlagtigt, at ICJ har "afgjort,"
at besættelsen af Vestbredden er ulovlig,
22. maj 2025
DR-journalist
Sean Coogan formidler ny sindssyg FN-løgn om
14.000 spædbørns snarlige død,
21. maj 2025
DR-nyhedschef
Niels Kvale forsvarer Nanna Muus Steffensens citatfusk,
8. maj 2025
DR's
Nanna Muus Steffensen med endnu en falsk påstand
om Israels syn på evakuering af civile fra Gaza,
7. april 2025
DR'
Sean Coogan fortsætter med at formidle Hamas'
og FN's falske tabstal, 24. marts 2025
Misvisende
overskrift på dr.dk: "Trods våbenhvile:
Israel angriber Libanon" - det var omvendt,
22. marts 2025
DR's
Sean Coogan påstår igen, at Vestbredden
er ulovligt besat, 18. marts 2025
DR
fremstiller Hamas' politiske mål som en selvstændig
stat i Gaza, 25. februar 2025
DR's
Nanna Muus Steffensen politiserer og misinformerer:
Israel er skyld i, at flygtninge er fanget i Gaza,
7. februar 2025
DR
bringer Human Rights Watch's anklage om, at Israel bevidst
nægter Gaza rent vand, men ikke Israels genmæle,
21. december 2024
DR
bringer FN's anklage om angreb på UNRWA-ansatte,
men ikke Israels genmæle, 14. september
2024
Endnu
en falsk fremstilling af historiske forsøg på
tostatsløsninger på dr.dk, 8. august
2024
DR
formidler åbenlys løgn om hungersnød
i Gaza,
12. juli 2024
Falsk
fremstilling af historiske forsøg på tostatsløsninger
med Sune Haugbølle på dr.dk, 2.
marts 2024
Åbenlys
anti-israelsk løgn på dr.dk: Gazas befolkning
udgør 80% af verdens sultne, 13. februar
2024
Læs mere om DR's
dækning af konflikten her.
Tilbage
|
Untitled Document
|