Israel-Online, 24. marts 2025
Uambitiøs analyse i Berlingske af Israels motivation for at bekrige Hamas

Af Dan Harder

Berlingskes mellemøstkorrespondent Gunnar Willum, leverer sædvanligvis en rimeligt nuanceret, objektiv og retvisende dækning af Israels konflikt med dets mange fjender. Derfor blev jeg forleden noget forbavset over hans analyse i en artikel med følgende overskrift:

"Den nye offensiv afslører en vigtig sandhed om Netanyahus egentlige mål. Det handler hverken om fred eller gidsler."

Tak for kaffe! At Netanyahu skulle være ligeglad med både fred for sit land og de israelske gidslers skæbne, er alligevel lidt af en påstand. Han er virkelig ond, må man forstå. Hvordan er Gunnar Willum mon nået frem til den konklusion?

Forklaringen får man længere nede i Willums artikel, da man erfarer, at den noget firkantede "sandhed" er direkte løftet fra den ultra-venstreorienterede, notorisk Netanyahu-kritiske israelske avis Ha'aretz. Og så giver det hele jo mere mening. Med et citat fra Ha'aretz forklarer Gunnar Willum, hvordan det hænger sammen:

"Den fornyede Gaza-offensiv afslører Netanyahus egentlige mål. Politisk overlevelse ved hjælp af endeløs krig."

Sådan lyder det ofte fra Netanyahus hjemlige politiske modstandere. Intet nyt i det. Selvfølgelig tror Ha'aretz det værste om Netanyahu, det er avisens raison d'être.

Men det virker umiddelbart lidt mærkeligt, at en borgerlig avis som Berlingske ligefrem bruger en israelsk højreregerings politiske modstandere på venstrefløjen som sandhedsvidner. Det er en meget uambitiøs analyse - for nu at sige det pænt.

Lad mig forsøge at komme med en mere nuanceret af slagsen:

Den israelske regering har, med støtte i befolkningen, fra krigens begyndelse sat sig to mål: at nedkæmpe Hamas og at få frigivet gidslerne. Der ligger et indbygget paradoks i den dobbelte målsætning, da det ene mål i vid udstrækning udelukker det andet. Gidslerne udgør Hamas' livsforsikring. Derfor vil Hamas kun frigive dem, hvis man får sikkerhed for, at man vil overleve politisk og militært.

Det paradoks har alle i Israel reelt været opmærksomme på fra krigens start. Mens nogle israelere har deres primære fokus på frigivelsen af gidslerne, er nedkæmpelsen af Hamas for mange, herunder den israelske regering, første prioritet, da det er nødvendigt for at langtidssikre Israel imod fortsatte terrorangreb fra Hamas' side.

Også Europa støtter nedkæmpelsen af Hamas, dog samtidig med, at man - paradoksalt nok - insisterer på at forhindre Israel i at gøre det.

Israels strategi har hidtil været at opretholde et maksimalt militært pres på Hamas. Det har kun været en delvis succes. Israel er indtil videre nået mere end halvvejs i forhold til begge agendaer. Størstedelen af gidslerne er blevet frigivet, omend desværre ikke alle i live. Og man må også sige, at Hamas' militære kapacitet er langt over halvvejs nedkæmpet, omend med enorme omkostninger for Gazas civilbefolkning, i form af både tab af menneskeliv og ødelagt infrastruktur. Hertil kommer den israelske pris i dræbte og sårede soldater, noget israelerne ser meget alvorligt på.

Den israelske regering beskyldes med rette for at være sprunget fra våbenhvileaftalen fra januar efter dens første fase. Omvendt var det ikke den store overraskelse, da regeringen fra starten havde tilkendegivet, at det ville gå sådan. For at få Hamas til at frigive gidsler i første fase (primært alle kvinderne og de civile mænd), måtte man stille terrororganisationen i udsigt, at krigen under aftalens anden fase potentielt kunne afsluttes med islamisterne endnu ved magten.

Men det var - helt åbenlyst - aldrig den israelske regerings hensigt at gennemføre fase to, der i realiteten ville have givet Hamas mulighed for uforstyrret at genopbygge både sine militære kapaciteter og genetablere sin kontrol med Gaza. En sådan situation er naturligvis ikke holdbar fra et israelsk synspunkt. Som Netanyahu siger, er fortsat våbenhvile afhængig af, at der fortsat frigives gidsler. Og her ligger den fundamentale uenighed mellem parterne. Israel vil tilbyde midlertidig våbenstilstand for gidsler, mens Hamas kræver en permanent afslutning på krigen.

Sidstnævnte kan kun accepteres af Israel, hvis Hamas indvilliger i en total afvæbning og afgivelse af magten i Gaza. Det kunne eventuelt indebære, at Hamas' ledelse forlod Gaza og drog i eksil. Så længe Hamas ikke er klar til en sådan løsning, har Israel reelt kun én mulighed tilbage, nemlig at fortsætte krigen, indtil Hamas enten bliver mere medgørlig eller nedkæmpes. Det er det "game of chicken," vi ser nu.

Det er også den eneste strategi, der har en chance for succes. Derfor burde den vestlige verden bakke entydigt op om den, ligesom man gjorde i forhold til nedkæmpelsen af Al Qaeda og Islamisk Stat. Men sådan er det desværre ikke. I det mindste har Israel dog den nye amerikanske ledelse på sin side. Indtil videre.

Det er muligt, at Hamas vil være villig til at indgå flere delaftaler undervejs. Eksempelvis i stil med den nys fremlagte af Trumps udsending, Steve Witkoff. Sådan kan Israel måske få nogle flere gidsler ud. Men i sidste ende er der næppe nogen anden løsning end at føre krigen imod Hamas til ende. Også selvom det vil koste en del af de tilbageværende gidslers liv.

Det kan Netanyahu og hans regering naturligvis ikke sige offentligt til den israelske befolkning. Men den ubehagelige præmis har været klar fra krigens begyndelse. De to overordnede formål har altid været delvis modstridende. Den israelske regerings opgave har hele tiden været at finde den optimale balance - eller mindst uoptimale, skulle man måske snarere sige.

Det har fra start af været en dybt utaknemmelig opgave, hvor man ikke har en kinamands chance for at gøre alle tilfredse. I det store perspektiv må man dog medgive, at Netanyahus regering har løst opgaven noget nær så godt, som det kunne lade sig gøre. Nu skal arbejdet, beskidt og utaknemmeligt som det er, gøres færdigt.

Tilbage