| Israel-Online, 24. oktober
2025
Berlingskes Kristian Mouritzen på
tv2.dk: Sidestiller fejlagtigt Trumps og Bidens Gaza-planer
og Netanyahu med Putin
Af Dan Harder
I en
artikel på tv2.dk (16. oktober 2025) forsøger
TV2-journalist David Buch at "analysere,"
hvorfor det mon er gået så godt for Donald
Trump at forhandle en våbenhvileaftale på
plads mellem Israel og Hamas i Gaza, mens det går
helt anderledes trægt med at skabe fred mellem
Ukraine og Rusland.
Til det formål har han allieret
sig med Berlingskes senioranalytiker Kristian Mouritzen,
som byder på en række påstande og
antagelser, som ikke har meget med virkeligheden at
gøre.
Mest problematisk er påstanden om,
at den nys tiltrådte Gaza-plan
skulle være identisk med tidligere planer, fremsat
af USA's forrige præsident, Joe Biden. Som Mouritzen
udlægger det:
"Den fredsplan, der ligger
på bordet nu, ligner fuldstændig
den plan, Joe Biden i sin tid præsenterede for
Netanyahu. Men Biden havde ikke den brutalitet,
der skulle til over for Netanyahu til at
gennemføre det."
Det er helt forkert på flere planer.
Den første del er åbenlyst forkert. Det
er ironisk, at artiklen indeholder en faktaboks om journalistiske
principper og faktatjek. For havde man gjort sig den
ulejlighed at sammenligne de to planer, ville man se,
at det forholder sig helt anderledes.
Kristian Mouritzen, som ikke lader til at have nævneværdig
forstand på emnet og før har formidlet
en masse misinformation om Israel (se f.eks. her,
her
og her),
har muligvis hentet teorien fra sin kollega på
Berlingske, Gunnar Willum, som har fremsat samme åbenlyst
falske påstand i to artikler på b.dk. Jeg
har omvendt tilbagevist påstanden i et
indlæg i Berlingske, som også kan
læses her
på siden.
Som jeg forklarer i ovennævnte artikel (og uddyber
yderligere i endnu en artikel
om Gunnar Willums misinformation), er vilkårene
for de to planer helt forskellige på en række
områder.
Blandt de væsentligste er, at Israel i henhold
til den
nye plan fik alle levende gidsler udleveret
med det samme, mens den israelske hær endnu kontrollerer
halvdelen af Gaza. Efter Bidens
plan ville Israel først havde fået
de sidste gidsler frigivet efter en total tilbagetrækning
fra Gaza. Afvæbningen af Hamas og terrororganisationens
fjernelse fra magten i Gaza indgik heller ikke i Bidens
plan.
Trumps plan opfylder således, i modsætning
til Bidens, alle Israels oprindelige mål med krigen.
Planen er helt fantastisk set fra Israels side, da den
reelt omfatter Hamas' overgivelse. Derfor har Mouritzen
heller ikke ret i, at Trumps pres på Netanyahu
var udslagsgivende.
Den store forskel er en kombination af Israels militære
sejre over Hamas samt dets militære allierede,
Hizbollah og Iran, og Donald Trumps pres
på Hamas' diplomatiske støtter,
Qatar og Tyrkiet, som til sidst rådede Hamas til
at opgive kampen.
Hvis Trump har udvist "brutalitet,"
som Kristian Mouritzen udtrykker det, er det ikke overfor
Netanyahu, men overfor Hamas, som Trump igen og igen
har truet med udslettelse, hvis ikke islamisterne makker
ret.
Så TV2-artiklens præmis, sammenligningen
mellem Trumps angivelige pres på henholdsvis Netanyahu
og Putin, er helt skæv. For det første
er det de to autokratiske aktører, Rusland og
Hamas, som har indledt krigene, og ikke de to demokratiske
stater, der blev angrebet, Ukraine og Israel, som skal
presses til at opgive kampen. At sidestille Netanyahu
med Putin er bare anti-israelsk propaganda.
Derudover kan de to konflikter slet ikke sammenlignes.
Succesen i Gaza (hvis vi forestiller os, at Trump-planen
implementeres, hvilket er en anden sag) består
i, at en islamistisk terrororganisation langt om længe
er militært og politisk
isoleret. Det samme kan slet ikke opnås
i forhold til Rusland, som er en international stormagt.
Så der skal en helt anden slags løsning
til.
Formålet med den falske fremstilling er selvfølgelig
at kunne sige, at Netanyahu har fortsat krigen alt for
længe uden legitim grund. Men realiteten er tværtimod,
at Hamas har accepteret at overgive sig nu, fordi presset
blev for stort fra flere sider, hvilket ikke var tilfældet
et halvt år tidligere. Og det er Netanyahus og
Trumps fortjeneste, at det er gået sådan.
Den virkelighed har mange åbenbart svært
ved at acceptere.
En lettere justeret udgave af teksten ovenfor er
sendt til TV2, som helt forventeligt blankt har afvist
kritikken.
Mere om Kristian Mouritzens misinformation om Israel:
Berlingskes
Kristian Mouritzen gentager falsk påstand om Netanyahus
retssager, 10. juli 2025
Berlingskes
Kristian Mouritzen fortsætter sin misinformation
om Israel, 25. marts 2023
Berlingske-leder
er spækket med faktuelle fejl og anti-jødiske
løgne, 10. januar 2023
Læs mere om Berlingskes
Israel-dækning her.
Tilbage
|