Israel-Online, 18. marts 2025
"Vigtig sandhed" i Berlingske er direkte kopieret fra israelsk venstreorienteret, Netanyahu-kritisk avis

Af Dan Harder

Berlingskes mellemøstkorrespondent Gunnar Willum, leverer sædvanligvis en rimeligt nuanceret, objektiv og retvisende dækning af Israels konflikt med dets mange fjender. Derfor blev jeg forleden noget forbavset over hans analyse i en artikel med følgende overskrift:

"Den nye offensiv afslører en vigtig sandhed om Netanyahus egentlige mål. Det handler hverken om fred eller gidsler."

Tak for kaffe! At Netanyahu skulle være ligeglad med både fred for sit land og de israelske gidslers skæbne, er alligevel lidt af en påstand. Han er virkelig ond, må man forstå. Hvordan er Gunnar Willum mon nået frem til den konklusion?

Forklaringen får man længere nede i Willums artikel, da man erfarer, at den noget firkantede "sandhed" er direkte løftet fra den ultra-venstreorienterede, notorisk Netanyahu-kritiske israelske avis Ha'aretz. Og så giver det hele jo mere mening. Med et citat fra Ha'aretz forklarer Gunnar Willum, hvordan det hænger sammen:

"Den fornyede Gaza-offensiv afslører Netanyahus egentlige mål. Politisk overlevelse ved hjælp af endeløs krig."

Sådan lyder det ofte fra Netanyahus hjemlige politiske modstandere. Intet nyt i det. Selvfølgelig tror Ha'aretz det værste om en leder fra højrefløjen, det er avisens raison d'être.

Men det virker umiddelbart lidt mærkeligt, at en borgerlig avis som Berlingske ligefrem bruger en israelsk højreregerings politiske modstandere på venstrefløjen som sandhedsvidner.

Gunnar Willums artikel indeholder desuden nogle væsentlige faktuelle fejl.

Myte at Netanyahu har immunitet i korruptionssager

Gunnar Willum skriver om Netanyahus motivation for at genstarte krigen:

"Han [Netanyahu] har gentagne gange svoret, at krigen fortsætter, indtil Hamas er knust. Og skulle han glemme det, står den yderste højrefløj i hans regering klar til at minde ham om det. Uden deres støtte risikerer Netanyahu ikke bare at miste magten. Han risikerer også at lande i fængsel på grund af de mange korruptionssager mod ham."

Det sidste er decideret forkert. Støtten fra højrepartierne i regeringen kan ikke forhindre Netanyahu i at blive dømt i de sager, der p.t. verserer imod ham. Han har ingen immunitet, blot fordi han er premierminister. Det er en myte, som florerer, men ikke har noget på sig. Enhedslistens Pelle Dragsted har sagt det samme i P1 Debat. Men det bliver det ikke sandt af.

Hvis man bare følger nogenlunde med i den politiske situation i Israel, vil man vide, at Netanyahu netop i disse dage er ved at afslutte den langvarige stribe af vidneforklaringer, som han er indkaldt til ved retten. Så sagerne kører, selv om det har taget lang tid, og selvom Netanyahu har gjort, hvad han kunne, for at trække dem i langdrag. Når sagerne når deres afslutning, vil der foreligge et resultat. Og bliver han dømt, vil han blive straffet. Det vil klæde Berlingske ikke at støtte op om den ret ondsindede myte om, at Netanyahu fører sit land i krig for at undgå fængselsstraf.

Interessant nok, er det ikke første gang, Berlingske formidler den samme myte om Netanyahus juridiske immunitet. Sidste gang var det dog Gunnar Willums forgænger, Carolina Kamil, som fremførte usandheden.

Ingen evidens for, at civile tab udgør "det store flertal"

Om Israels indledende angreb på Hamas i Gaza i tirsdags, skriver Willum:

"Ifølge de foreløbige opgørelser fra de Hamas-kontrollerede myndigheder er over 400 mennesker blevet dræbt og 600 sårede. Blandt de dræbte er fem Hamas ledere og flere af deres familiemedlemmer. Men det store flertal tilhører, som altid i den smalle, tætbefolkede landstribe, civile. Kvinder, mænd og børn hvis eneste brøde var, at de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt."

Det sidste har Gunnar Willum ingen mulighed for at vurdere. Vi ved reelt ikke, om de tal, som kommer ud af de Hamas-kontrollerede institutioner, er troværdige. Ifølge Israel havde man nøje udvalgt 80 militære mål, som blev ramt den morgen. Flere fulgte i løbet af dagen. Hvordan kan Gunnar Willum vide, at der ikke er blevet dræbt gennemsnitligt fem militante Hamas-folk ved hvert angreb? Det ville give 400 dræbte kombattanter alene under morgenens angreb. Hvis tallet blot er tre Hamas-folk pr. angreb, vil over halvdelen af tabene være militære. Eller måske er det samlede tal i virkeligheden lavere? Vi ved det ikke.

Man bør være varsom med blot at viderebringe den information, som Hamas ønsker formidlet. Sådan gør for eksempel Danmarks Radio helt systematisk. Men blandt andet derfor er det vigtigt, at Berlingske gør det bedre.

Uambitiøs analyse

Gunnar Willums kolportering af den ultra-venstreorienterede israelske avis, Ha'aretz', udokumenterede anklage imod Netanyahu for at ville føre "endeløs krig" alene for at redde sit eget skind, er ikke bare en meget grov anklage, det er også en meget uambitiøs analyse - for nu at sige det pænt.

Lad mig forsøge at komme med en mere nuanceret af slagsen:

Den israelske regering har, med støtte i befolkningen, fra krigens begyndelse sat sig to mål: at nedkæmpe Hamas og at få frigivet gidslerne. Der ligger et indbygget paradoks i den dobbelte målsætning, da det ene mål i vid udstrækning udelukker det andet. Gidslerne udgør Hamas' livsforsikring. Derfor vil Hamas kun frigive dem, hvis man får sikkerhed for, at man vil overleve politisk og militært.

Det paradoks har alle i Israel reelt været opmærksomme på fra krigens start. Mens nogle israelere har deres primære fokus på frigivelsen af gidslerne, er nedkæmpelsen af Hamas for mange, herunder den israelske regering, første prioritet, da det er nødvendigt for at langtidssikre Israel imod fortsatte terrorangreb fra Hamas' side.

Også Europa støtter nedkæmpelsen af Hamas, dog samtidig med, at man - paradoksalt nok - insisterer på at forhindre Israel i at gøre det.

Israels strategi har hidtil været at opretholde et maksimalt militært pres på Hamas. Det har kun været en delvis succes. Israel er indtil videre nået mere end halvvejs i forhold til begge agendaer. Størstedelen af gidslerne er blevet frigivet, omend desværre ikke alle i live. Og man må også sige, at Hamas' militære kapacitet er langt over halvvejs nedkæmpet, omend med enorme omkostninger for Gazas civilbefolkning, i form af både tab af menneskeliv og ødelagt infrastruktur. Hertil kommer den israelske pris i dræbte og sårede soldater, noget israelerne ser meget alvorligt på.

Den israelske regering beskyldes med rette for at være sprunget fra våbenhvileaftalen fra januar efter dens første fase. Omvendt var det ikke den store overraskelse, da regeringen fra starten havde tilkendegivet, at det ville gå sådan. For at få Hamas til at frigive gidsler i første fase (primært alle kvinderne og de civile mænd), måtte man stille terrororganisationen i udsigt, at krigen under aftalens anden fase potentielt kunne afsluttes med islamisterne endnu ved magten.

Men det var - helt åbenlyst - aldrig den israelske regerings hensigt at gennemføre fase to, der i realiteten ville have givet Hamas mulighed for uforstyrret at genopbygge både sine militære kapaciteter og genetablere sin kontrol med Gaza. En sådan situation er naturligvis ikke holdbar fra et israelsk synspunkt. Som Netanyahu siger, er fortsat våbenhvile afhængig af, at der fortsat frigives gidsler. Og her ligger den fundamentale uenighed mellem parterne. Israel vil tilbyde midlertidig våbenstilstand for gidsler, mens Hamas kræver en permanent afslutning på krigen.

Sidstnævnte kan kun accepteres af Israel, hvis Hamas indvilliger i en total afvæbning og afgivelse af magten i Gaza. Det kunne eventuelt indebære, at Hamas' ledelse forlod Gaza og drog i eksil. Så længe Hamas ikke er klar til en sådan løsning, har Israel reelt kun én mulighed tilbage, nemlig at fortsætte krigen, indtil Hamas enten bliver mere medgørlig eller nedkæmpes. Det er det "game of chicken," vi ser nu.

Det er den slags utroligt svære overvejelser, den israelske regering må kæmpe med. Mange israelere står bag genoptagelsen af krigen imod Hamas. Så er det lige lovligt kækt - og som nævnt, meget uambitiøst - at reducere Israels ageren til et forsøg på at redde Netanyahus skind.

Det burde Berlingske kunne gøre bedre.

Læs også:

Berlingskes Carolina Kamil påstår, at Netanyahu ønsker at føre krig "for evigt" - for sin egen skyld, 28. november 2023

Læs mere om Berlingske:

Misvisende beskrivelse af Golans juridiske status i Berlingske,
11. december 2024

Berlingskes Uffe Taudal sidestiller Israels angreb på Hizbollah med Hamas' terrorisme, 19. september 2024

Berlingske: Kun ét land i Mellemøsten beskrives negativt - gæt selv hvilket!, 12. januar 2024

Berlingske nægter at rette faktuelle fejl i opslag på liveblog,
21. juni 2024

Puk Damsgaard sammenligner Israels krig i Gaza med Syriens bombning af Aleppo, 29. marts 2024

Misvisende beskrivelse af bosætteres vold i Berlingske,
24. januar 2024

Berlingske kopierer helt ukritisk Al-Jazeeras propaganda,
28. december 2023

Tilbage