Israel-Online, 17. oktober 2007

Ægte fred

Leder i Jerusalem Post

Endnu engang er en diplomatisk "proces" under opsejling, og israelerne spørger sig selv, hvordan mon netop dette lag, dynget oven på så mange andre, kunne tænkes at være anderledes. Forskellen er, siges det, at der for første gang har vist sig en palæstinensisk ledelse, som virkelig er interesseret i at acceptere to-statsløsningen: en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

Det er en bemærkelsesværdig påstand, både i forhold til hvad den fortæller om palæstinenserne nu, og hvad den siger om de seneste årtiers diplomati. Israelerne har trods alt hørt på, at palæstinenserne anerkender Israels ret til at eksistere, lige siden 1987, hvor Yasser Arafat "afsvor" terrorismen, og USA indledte en dialog med PLO. Vi hørte det samme igen i 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalen.

Dog var det efter al denne "anerkendelse," og efter Israels forsøg på rent faktisk at skabe en palæstinensisk stat gennem forhandling i 2000, at der fulgte en årelang, ondsindet selvmordsbombekampagne, mens Hamas, som åbenlyst hylder terror og afviser Israels ret til at eksistere inden for nogen som helst grænser, steg i popularitet.

Nu, i forbindelse med de seneste samtaler mellem Olmert og Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, får vi et glimt af, hvordan det hænger sammen, at jo mere palæstinenserne har hævdet at "anerkende" Israel, desto mere indgroet synes deres kamp imod Israel at være blevet. Dette glimt kommer i form af et brev til Abbas fra Salman Abu Sitta, en fremstående talsmand for de palæstinensiske flygtninge, som rapporteret af Jerusalem Posts korrespondent Khaled Abu Toameh.

"Vi er klar over det pres, De er underlagt for at opgive den palæstinensiske position og acceptere Israels vision," skriver Abu Sitta. "Men det, der mere end noget har tiltrukket sig vores opmærksomhed, er Israels forsøg på at omdefinere to-statsløsningen. Israel ønsker nu gensidig anerkendelse - Israel som nationalt hjemland for jøderne og, det der er tilbage af landet, Palæstina som nationalt hjemland for palæstinenserne."

Abu Sitta opfordrer alle arabere til at forkaste denne israelske formulering som "ekstremt farlig," eftersom den svarer til at opgive den arabiske ret til Palæstina og acceptere jødiske historiske og bibelske rettigheder til landet. Set med hans øjne ville en sådan formulering også "opgive retten til tilbagevenden efter årtiers kampe."

Dette brev er afslørende, fordi det antyder, at ved al tidligere palæstinensisk tale om anerkendelse af Israel og den tidligere angivelige accept af "to-statsløsningen", har dette aldrig betydet hverken en accept af det jødiske folks ret til suverænitet i dets gamle land, endsige af Israels ret til ikke at blive druknet demografisk af palæstinensere.

Kort sagt, Abu Sitta beskylder Abbas for at overveje fred med Israel i den betydning, hvori israelerne, europæerne, amerikanerne og alle andre, der støtter freden, forstår ordet: fred med Israel, ikke fred som en eufemisme for kampen for at udslette Israel.

Vi kan kun håbe, at Abu Sitta har ret, at Olmert har ret, i vurderingen af Abbas' intentioner.

Men ud over dette håb, så demonstrerer Abu Sittas bekymring to afgørende lektioner for alle, der virkelig søger freden: 1) at tidligere aftaler og diplomati ikke kan tages som bevis på, at palæstinenserne for alvor har forsonet sig med tanken om at opbygge en stat ved siden af Israel, og 2) at kravet om en "ret til tilbagevenden" til Israel er i total uoverensstemmelse med betydningen af to-statsløsningen, sådan som Israel og Vesten forstår den.

Vi kan ikke vide, hvad – om overhovedet noget - der vil komme ud af den planlagte konference i Annapolis i næste måned. Hvad vi ved er, at succes eller fiasko ikke skal måles på, hvorvidt der bliver udarbejdet et dokument, men på, hvorvidt palæstinenserne viser en eller anden form for tegn på accept af præcist det, som Abu Sitta frygter: at fred med Israel betyder afslutningen på kampagnen for at udslette Israel.

Det er derfor, det er blevet så vigtigt for Israel, at den arabiske side accepterer det jødiske folks ret til at forny sin nationale selvbestemmelse i dette land, ikke blot Israels de facto eksistens. Hvis den arabiske verden i almindelighed, og palæstinenserne i særdeleshed, ikke er rede til at acceptere førstnævnte, så er de ikke rede til fred. Hvis de fortsætter med meningsløst kun at gentage sidstnævnte, forbeholder de sig retten til fortsat at søge Israels udslettelse.

Kilde: Leder i Jerusalem Post, 8. oktober 2007

Tilbage