Israel-Online - Den virkelige palæstinensiske 'katastrofe'

Den 15. maj mindedes palæstinenserne den 59. årsdag for al-Naqba ("katastrofen"), en sørgedag for dannelsen af den moderne stat Israel den 15. maj 1948.

På en måde er al-Naqba den væsentligste begivenhed, som adskiller palæstinensernes historiske oplevelser fra andre arabiske, muslimske gruppers og former deres unikke, nationale identitet.

Det er værd at lægge mærke til, at palæstinenserne bruger den samme dag, hvor Israel erklærede sin selvstændighed, til at markere deres nationaldag. Som det er tilfældet med så meget i palæstinensisk samfund og kultur, er det deres jødiske naboers handlinger – ikke noget, de selv har foretaget sig – som er det konstante fokus for deres opmærksomhed.

Hvilket fører os frem til følgende spørgsmål: Hvad er mere præcist den virkelige "katastrofe"? Med udgangspunkt i, at dette års al-Naqba-mindedag blev overskygget af anarkiet og de interne kampe i Gaza, siger mange palæstinensere, at den virkelige Naqba er manglen på samhørighed i deres samfund. Denne interne fraktionsdannelse bliver faktisk af palæstinenserne ofte nævnt som en af nøgleårsagerne til, at de overhovedet tabte krigen i 1948 imod dannelsen af Israel.

Måske. Men et kig på et andet aspekt af dette års Naqba-begivenheder kunne måske give os et bedre vink om, hvad der er det egentlige, palæstinensiske problem.

Tidligt om morgenen den 15. maj brugte Hamas morterer, missiler og maskingeværer til at angribe Præsidentens Vagtkorps, som hører under Fatah, og som var udstationeret nær ved Karni-grænseovergangen til Israel. Hamas ramte derefter en jeep, som medførte Fatah-forstærkninger, og sikrede sig, at deres mål var døde, ved at skyde dem i hovedet på nært hold.

Da skyderierne var ovre, var mere end 10 Fatah-medlemmer døde og et tilsvarende antal sårede.

Idet det pludselig gik op for Hamas, at deres uprovokerede massakre måske var gået for vidt, hævdede de, at det i virkeligheden var Israel, som havde dræbt Fatah-folkene, og truede enhver journalist, som måtte vove at rapportere andet.

Derpå, med et virkelig perverst træk, sendte Hamas mere end 20 raketter mod den israelske by Sderot "for at hævne" den massakre, som de selv havde begået.

Med de overvældende beviser og vidneberetninger fra dem, der var til stede, stod det klart for de fleste palæstinensere, at Hamas havde udført massakren. Men da de skulle forsøge at forklare årsagen til de aktuelle interne kampe, insisterede flere palæstinensere, herunder Musa Abu Marzouk, viceformand for Hamas' politbureau, på, at Israel på en eller anden måde havde skylden.

Dette er den virkelige palæstinensiske Naqba, katastrofen ved roden til den palæstinensiske lidelse endda før 1948.

I stedet for at påtage sig ansvaret for deres rolle i skabelsen af deres egen skæbne har palæstinenserne bogstavelig talt ved hver eneste anledning fordrejet deres livssyn for udelukkende at lægge skylden på Israel.

Der optræder ingen selverkendelse, for slet ikke at nævne selvkritik. Ingen fornemmelse af ansvarlighed.

Siden Seksdageskrigen i 1967 er denne tendens blot blevet forværret. Alt for ofte hævder palæstinenserne, at det er livet under israelsk besættelse, som har "drevet" dem til terrorisme, som om de ikke havde andet valg end at spadsere ind på en café og sprænge de mennesker, som sidder der, i luften.

Sådan en indstilling ignorerer ikke blot den palæstinensiske terrorisme før 1967 og faktisk også før 1948. Den anerkender heller ikke, at historien har talløse eksempler på ikke-voldelige bevægelser, som har været langt mere effektive til at opnå deres mål.

Men den allermest ulykkelige del af den palæstinensiske skæbne er, at de har haft så mange støtter rundt om i verden (herunder betydelige dele af den israelske offentlighed), at de på ingen måde var bestemt for den fattigdom og elendighed, som de befinder sig i i dag. De var så afgjort ikke bestemt til at forblive statsløse næsten 60 år efter, at FN vedtog sin delingsplan.
Lektien er, at først når palæstinenserne, både ledelsen og offentligheden, begynder at overveje, hvordan deres egne handlinger har været den primære årsag til den bedrøvelige tilstand, de befinder sig i, vil der være en chance for, at den forbedres.

Og når denne sande sjælegranskning omsider finder sted, og de begynder at påtage sig ansvaret for deres kollektive skæbne, vil det palæstinensiske folk være i stand til at hjælpe sig selv langt mere, end alle de andre verdensnationer nogensinde har kunnet.

Cameron S. Brown er vicedirektør for Global Research in International Affairs Center i Herzliya, Israel. Asaf Romirowsky bestyrer israelske & mellemøstlige affærer for Jewish Federation of Greater Philadelphia.

Kilde: Philadelphia Daily News, 29. maj 2007

Tilbage

Untitled Document