| Israel-Online,
26. november 2005
Politikens dogmatiske balancegang
Af Dan Harder
Hvad gør man, når dén
mellemøstlige politiker man i årevis har
brugt allermest spalteplads på at hænge
ud som ondskaben selv, pludselig repræsenterer
den moderate og fredssøgende midte i israelsk
politik?
Man forsøger at holde balancen, ved på
den ene side at holde fast i de gamle dogmer, og samtidig
forholde sig til den aktuelle virkelighed. Problemet
er bare at man med den strategi let kommer ud i nogle
voldsomme selvmodsigelser.
Det kan dårligt blive tydeligere, end i Politikens
leder d. 22. november 2005 om stiftelsen af Sharons
nye israelske center-parti. Lederen afslører
med al tydelighed hvilket hjørne af dogmatisk
tænkning, Politikens redaktionelle ledelse har
malet sig op i.
Indledningsvis fastslår lederen at "Sharons
nye 'midterparti' [ikke kan] undgå at få
en beroligende, kompromissøgende effekt på
israelsk politik". Og længere nede siges
det at "Ariel Sharon i dag personificerer midten
i israelsk politik".
Det sidste betegnes dog umiddelbart efter som "absurd".
Det skyldes nemlig ifølge Politiken ikke "at
Sharon har flyttet sig i de senere år, men snarere,
at terrorbalancen har tippet Israel til højre".
Sharon er altså stadig ondskaben selv, det er
blot de israelske vælgere, der med eller uden
god grund – det kommer lidt an på hvad man
lægger i den noget abstrakte betegnelse "terrorbalancen"
– har flyttet sig så meget til højre,
at Sharon nu ser ud til at stå i midten.
At Sharon har ændret politisk holdning er dog
ellers for resten af verden et uomtvisteligt faktum.
De bedste eksempler er hans villighed til at opgive
de bosættelser i det historiske Israel, som han
selv har været med til at grundlægge, samt
erkendelsen af at Israel ikke for evigt vil kunne regere
over de besatte områders millioner af palæstinensiske
indbyggere.
For at kunne ignorere den virkelighed, kræves
en god portion dogmatisk blindhed, men dog ikke mere
end Politiken kan mønstre. Sharon er fortsat,
som han beskrives i lederen, en "brutal hardliner",
hvis strategi "bygger på ensidighed og militær
overmagt".
Men for ligesom at illustrere at Sharon ikke længere
er den allerondeste af de onde, har Politiken inddelt
de tidligere israelske "høge" i to
nye kategorier med to nye betegnelser opfundet til formålet:
"angrebshøge" og "forsvarshøge".
Sharon er nu altså en "forsvarshøg".
Politiken lægger ikke skjul på at man stadig
ville foretrække en sejr for det israelske Arbejderparti
ved næste valg, men slutter alligevel sin leder
af med en selvmodsigende salut til støtte for
den israelske premierminister, der lige pludselig betegnes
som "moderat":
"Forhåbentlig vil det dog lykkes for Sharon
denne gang. Israel har brug for, at alle moderate kræfter
søger sammen og derigennem giver den videre fredsproces
det bredest mulige folkelige mandat."
Ak ja, det er svært at være dogmatiker,
men så længe de brutale hardliner-forsvarshøge
samtidig er moderate og midtsøgende, skal det
nok gå.
Tilbage
|
