Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt


Seidenfadens selvmål
10.06.10

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Dogmatisk balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke for Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

DRs manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om 242
29.10.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 26. september, 2004
Terror, et strategisk valg

Af Dan Harder

”Muslimerne vil dræbe jøderne, og fejre Allahs sejr!” Sådan lød det gentagne gange i september måned på Det Palæstinensiske Selvstyres officielle TV-kanal.

Yassir Arafat og hans Palæstinensiske Selvstyre mestrer markedsføringens kunst. Den palæstinensiske ”intifada” blev fra starten for fire år siden fremstillet her i vesten –
ligesom i den arabiske verden – som en spontan reaktion på israelsk undertrykkelse og besættelse af Gaza og Vestbredden.

Men de israelske vejspærringer, udgangsforbud, husødelæggelser og angreb på palæstinensiske terrorgrupper er ikke årsagen til den palæstinensiske intifada, men derimod en nødvendig og nøje afbalanceret reaktion herpå.

Selvom enhver, der gider interessere sig for den kronoligske orden, vil kunne forvisse sig om hvad der kom først – den palæstinensiske terror eller de israelske modforanstaltninger – har mange vestlige medier, bevidst eller ubevidst, valgt at følge den palæstinensiske propagandas linie.

Herigennem er det også lykkedes at sætte lighedstegn mellem de overlagte palæstinensiske angreb på israelske civile og Israels angreb på palæstinensiske terrorister, hvorved civile indimellem er blevet dræbt.

For at forstærke dette mediebillede har Det Palæstinensiske Selvstyre sørget for at børn og unge ofte er med i frontlinien, når bevæbnede palæstinensere foretager angreb på israelske soldater. Resultatet er uafværgeligt at palæstinensiske børn bliver ramt, hvorved palæstinenserne sikrer sig de nødvendige TV-billeder til deres kampagne. Og medierne sluger det råt.

Den israelske NGO, Palestinian Media Watch, har dokumenteret at Det Palæstinensiske Selvstyre systematisk via TV og andre medier har fodret deres befolkning med had til jøder og israelere. Religiøse ledere på Arafats officielle TV-kanal refererer jævnligt til folkemord på jøder som en religiøs pligt. Og musikvideoer, rettet direkte mod børn, søger ved hjælp af forfalskede TV-billeder at fasttømre billedet af israelske soldater, der med overlæg angriber og skyder på palæstinensiske børn.

Alt dette sker for at kunne retfærdiggøre den fortsatte terror mod israelske civile, børn inklusive, i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra Arafats egne forbrydelser mod det palæstinensiske folk. Og det virker. En meningsmåling viste for nylig, at der blandt almindelige palæstinensere stadig er folkelig opbakning til yderligere terror mod israelske civile.

Yassir Arafat og Det Palæstinensiske Selvstyre har holdt verden for nar, men ikke desto mindre er tiden ved at løbe ud for Arafat. Hvor vi, Israels venner, ikke har haft held til at afsløre Arafat som en korrupt diktator og terrorist, er det nu ved at lykkes for palæstinenserne selv.

Terrorkrigen mod Israel er slået fejl. Intet er opnået, som Arafat ikke kunne have fået gennem forhandlingerne ved Camp David i år 2000, snarere tværtimod. Og efter gennem ti år at have undertrykt og udnyttet sit eget folk er palæstinenserne endelig ved at have fået nok. Og det var åbenbart det der skulle til, for nu, efter ialt 3.500 dræbte på begge sider, vågner verden op og ser sandheden i øjnene. Bedre sent end aldrig.


Tilbage

 

 

 

Untitled Document