|
Untitled Document
|
Opinion Journal, 21.
juni, 2004
Ét lille skridt
Er FN omsider rede til at tage
anti-semitismen alvorligt?
af Anne Bayefsky
(Red. note: A. Bayefsky holdt denne tale ved FN's konference
om Imødegåelse af Anti-semitisme: Uddannelse
til Tolerance og Forståelse, sponsoreret af FN's
Informationsafdeling.)
Jeg påskønner denne mulighed for at tale
til jer her på den første FN-konference
om anti-semitisme, indkaldt seks årtier efter
organisationens oprettelse. Min tak går til FN-arrangørerne
og især til Shashi Tharoor [vicegeneralsekretær
for kommunikation og informering af offentligheden]
for initiativet og til generalsekretæren for hans
villighed til at deltage.
Dette møde finder sted på et tidspunkt,
hvor forholdet mellem jøder og FN er det dårligste
nogensinde. FN spirede af det jødiske folks aske,
og ifølge organisationens charter skulle den
blomstre ved sin stærke forpligtelse til tolerance
og lighed for alle mænd og kvinder og for store
og små nationer. Men i dag udgør FN en
platform for dem, der tildeler nazismens ofre rollen
som det 21. århundredes sidestykke til nazisterne.
FN er blevet den førende globale leverandør
af anti-semitisme – intolerance og ulighed rettet
mod det jødiske folk og dets stat.
Ikke alene har mange af de FN-medlemmer, som bærer
det største ansvar for denne tingenes tilstand,
gjort deres egne lande Judenrein, de har også
haft held til så godt som fuldstændig at
slette enhver bekymring om jødehad fra FN's huskeseddel.
Fra 1965 hvor anti-semitismen bevidst blev udeladt af
en traktat om racediskrimination, og frem til efteråret
sidste år hvor et forslag til en generalforsamlingsresolution
om anti-semitisme blev trukket tilbage, efter at Irland
havde kapituleret over for den arabiske og muslimske
opposition, har enhver nævnelse af anti-semitisme
bestandig sat udviklingen hen imod en FN-ledet multilateralisme
i stå.
Der er aldrig forekommet nogen FN-resolution specifikt
om anti-semitisme eller én eneste rapport til
et FN-organ viet diskrimination mod jøder, i
modsætning til de årlige resolutioner og
rapporter med fokus på krænkelser af islam
og diskrimination mod muslimer og arabere. I stedet
fik vi Durban – FN's Verdenskonference "Mod
Racisme" i 2001, som udgjorde en yngleplads og
global kæphest for anti-semitter. Da den var ovre,
gjorde FN's embedsmænd og medlemsstater Durban-deklarationen
til et centralt dokument i FN's anti-racisme-dagsorden
– idet man tillod opfølgningsresolutioner
til Durban at blive en fortsat kampscene for FN's engagement
med hensyn til anti-semitisme.
Ikke atypisk er den offentlige dialog i FN's øverste
menneskerettighedsorgan – Menneskerettighedskommissionen
– hvor den pakistanske ambassadør i april
måned, talende på vegne af de 56 medlemmer
af Den Islamiske Konferenceorganisation (the Organization
of the Islamic Conference), fuldkommen skamløst
bestred, at anti-semitisme skulle handle om jøder.
-
For jøder er uvidenhed imidlertid ikke en mulighed.
Anti-semitisme handler om intolerance og diskrimination
rettet mod jøder – individuelt såvel
som kollektivt. Den vedrører både individets
menneskerettigheder og gruppens ret til selvbestemmelse
– realiseret i staten Israel.
Hvad er diskrimination mod den jødiske stat?
Det er at nægte alene Israel retten til at deltage
i de vitale forhandlinger i de regionale grupper, som
afholdes dagligt i forbindelse med møderne i
FN's Menneskerettighedskommission. Det er at reservere
seks ud af de i alt 10 krisemøder, som nogensinde
er blevet afholdt i FN's generalforsamling, til Israel.
Det er at forvandle det 10. krisemøde til et
permanent tribunal – som nu er blevet genindkaldt
12 gange siden 1997. Hvorimod der ikke er blevet afholdt
noget krisemøde vedrørende folkemordet
i Rwanda, som skønnes at have kostet en million
mennesker livet, eller den etniske udrensning af titusinder
i det tidligere Jugoslavien, eller millioner af menneskers
død som følge af umenneskelige grusomheder
i Sudan gennem de seneste to årtier. Det er diskrimination.
Sekretariatets historie viser mere af samme skuffe.
I november 2003 udsendte generalsekretær Kofi
Annan en rapport om Israels sikkerhedshegn, som i detaljer
beskrev de påståede skader mod palæstinenserne
uden at nævne én eneste af de terrorhandlinger
mod israelere, som gik forud for hegnets opførelse.
For nylig fordømte generalsekretæren stærkt
Israel for at ødelægge private hjem i det
sydlige Gaza uden at omtale de tuneller til våbensmugling,
som opererede under disse bygninger. Da Israel havde
held til at ramme Hamas-terroristen Abdel Aziz Rantissi
uden tab af civile, anklagede generalsekretæren
Israel for at have begået et "udenretsligt"
drab. Men konfronteret med rapporten fra FN's særlige
referent vedrørende udenretslige henrettelser
fra 2004, som detaljeret beskrev mordene på mere
end 3.000 brazilianske civile, skudt på klos hold
af politiet, valgte hr. Annan tavsheden. Det er diskrimination.
I FN er talen om menneskerettigheder kapret ikke blot
til at diskriminere, men til at dæmonisere den
jødiske skydeskive. Mere end en fjerdedel af
de resolutioner fra kommissionen de seneste 40 år,
som har fordømt en stats krænkelser af
menneskerettigheder, har været rettet mod Israel.
Men der har aldrig været én eneste resolution
vedrørende den årtier lange undertrykkelse
af 1.3 milliarder menneskers civile og politiske rettigheder
i Kina, eller den million kvindelige immigrantarbejdere
i Saudi Arabien, som holdes som egentlige slaver, eller
den ondsindede racisme, som har bragt godt 600.000 mennesker
på hungersnødens rand i Zimbabwe. Hvert
år kræves det af FN's organer, at de frembringer
mindst 25 rapporter om påståede menneskerettighedskrænkelser
fra israelsk side, men ikke én om et iransk kriminelt
retssystem, som bemyndiger afstraffelser såsom
korsfæstelse, stening og krydsamputation af højre
hånd og venstre fod. Dette er ikke legitim kritik
af stater med en tilsvarende eller endnu værre
menneskerettighedshistorie. Det er dæmonisering
af den jødiske stat.
Mens israelerne bliver dæmoniseret i FN, bliver
palæstinenserne og deres sag forherliget. Hvert
år markerer FN d. 29. november som International
Solidaritetsdag med det Palæstinensiske Folk –
den dag, hvor FN delte det britiske Palæstina-mandat,
og som arabere ofte angiver som begyndelsen på
al nakba eller "katastrofen" i form af skabelsen
af staten Israel. I 2002 blev årsdagen for den
afstemning, som blev fejret af overlevende fra koncentrationslejrene,
af generalsekretær Annan beskrevet som "en
klagens og sorgens dag."
I 2003 stod repræsentanterne for mere end 100
medlemsstater sammen med generalsekretæren foran
et kort fra før staten Israels oprettelse for
at afholde et minuts stilhed "for alle dem, der
havde givet deres liv for det palæstinensiske
folk" – hvilket også ville inkludere
selvmordsbombere. Ligeledes har FN-referenten John Dugard
beskrevet de palæstinensiske terrorister som "tapre"
og deres bestræbelser som karakteriseret ved "beslutsomhed,
vovemod og succes." En kommissionsresolution for
de seneste tre år har legitimeret den palæstinensiske
brug af "alle til rådighed stående
midler, herunder væbnet kamp" – en
frikendelse af terroristmetoder, som aldrig ville blive
anvendt i forbindelse med tjetjeneres eller baskeres
krav om selvbestemmelse.
-
Selvom palæstinensisk selvbestemmelsesret er lige
så berettiget, gør forbindelsen mellem
dæmoniseringen af israelerne og sanktioneringen
af palæstinenserne det tydeligt, at det egentlige
emne ikke er de erklærede årsager til palæstinensernes
lidelser. For der findes ingen FN-resolutioner, som
undersøger praksis med at opmuntre palæstinensiske
børn til at glorificere og efterligne selvmordsbombere
eller brugen af den palæstinensiske befolkning
som menneskeligt skjold eller hovedparten af de arabiske
staters nægtelse af at integrere palæstinensiske
flygtninge i deres egne samfund og tilbyde dem statsborgerskabets
goder. Palæstinenserne bliver feteret i FN, fordi
de opfattes som modgiften til det, FN-udsending Lakhdar
Brahimi har kaldt for Mellemøstens store gift
– den jødiske stats eksistens og livskraft.
Selvfølgelig antager anti-semitismen også
andre former i FN. Gennem det seneste årti i kommissionen
har Syrien hævdet, at yeshivaer træner rabbinere
i at indgyde deres elever racehad. Palæstinensiske
repræsentanter har påstået, at Israel
udelukkende kan fejre religiøse helligdage som
Yom Kippur ved at udgyde palæstinensisk blod,
og har beskyldt Israel for at inficere 300 palæstinensiske
børn med HIV-positivt blod.
Den FN-ledede anti-semitisme går fra dæmoniseringen
af jøder til en diskvalificering af jøder
som ofre: ved at nægte at anerkende jødiske
lidelser påført på grund af etnisk
og national identitet. I 2003 faldt en generalforsamlingsresolution,
som omhandlede israelske børns velfærd
(mens én om palæstinensiske børn
gled uhindret igennem), fordi det viste sig umuligt
at samle tilstrækkelig støtte til, at ordet
israelske optrådte foran ordet børn. Mandatet
for FN's særlige referent vedrørende de
"palæstinensiske territorier", oprettet
for mere end ti år siden, skal udelukkende undersøge
"Israels krænkelser af … international
lov" og skal ikke forholde sig til menneskerettighedskrænkelser
begået af palæstinensere i Israel.
Det følger af FN's logik, at ikke-ofre ikke rigtig
forventes at sætte sig til modværge. Den
ene efter den anden af Israels konkrete reaktioner på
terrorismen er af generalsekretæren og medlemsstaterne
blevet fordømt som værende ulovlig. Men
drab på medlemmer af en terrororganisations kommando-og-styringsenhed,
hvor der ikke anvendes overdreven magt, og hvor arrestation
er umulig, er ikke ulovligt. Private hjem, som benyttes
af terrorister under et slag, udgør legitime,
militære mål. En ikke-voldelig, midlertidig
adskillelse af parterne i en konflikt om omstridte territorier
ved hjælp af et sikkerhedshegn, med tilstrækkelig
følsomhed til at minimere lidelserne, er en legitim
respons på Israels internationalt lovfæstede
pligt til at beskytte sine borgere mod forbrydelser
mod menneskeheden. I virkeligheden binder FN de jødiske
skydeskivers arme på ryggen, mens terroristerne
tager sigte.
FN's foretrukne billede på dette fænomen
er en voldsspiral. Det hævdes, at spiralen bør
brydes – hver eneste gang israelerne løfter
en hånd. Men ligesom spiralsymbolet er valgt,
fordi det er uden begyndelse, er det også ødelæggende
for fredssagen, fordi det benægter muligheden
af en afslutning. Nürnberg-tribunalet belærte
os om, at forbrydelser ikke bliver begået af abstrakte
størrelser.
-
Vor tids mestre i anti-semitisme er de prædikanter
i moskeerne, som formaner deres tilhængere til
at sprænge jøder i luften. Det er forfatterne
til Det Palæstinensiske Selvstyres lærebøger,
som lærer en ny generation at hade jøder
og beundre deres drabsmænd. Det er fjernsynsproducere
og officielle mæcener i autoritære regimer
som Syrien eller Ægypten, der fremstiller og distribuerer
programmer, som skildrer jøder som blodtørstige
verdenskonspiratorer.
Lyt imidlertid til generalsekretærens ord som
reaktion på to selvmordsbombninger, som fandt
sted i Jerusalem i år, og som dræbte 19
og sårede 110: "Endnu engang har vold og
terror kostet uskyldige liv i Mellemøsten. Endnu
engang fordømmer jeg dem, der griber til sådanne
metoder." "Generalsekretæren fordømmer
selvmordsbomberne i Jerusalem i søndags. Bevidst
at gå efter civile er en grufuld forbrydelse og
kan ikke retfærdiggøres af nogen sag."
Ved at nægte at sætte navn på gerningsmændene,
hr. generalsekretær, nemlig teflon-terrorisme,
gives der grønt lys for, at de kan slå
til igen.
Den store løgn, som bærer ved til anti-semitismen
i dag, er måske mere end noget andet den af FN
promoverede påstand, at roden til den arabisk-israelske
konflikt er besættelsen af palæstinensisk
jord. Ifølge FN's revisionisme fandt besættelsen
sted i et vakuum. I virkeligheden har Israel besat landområder,
som landet erobrede i en krig, som blev påtvunget
det af nogle naboer, som søgte at udslette det.
Der er tale om en besættelse, som israelerne selv
gentagne gange har forsøgt at afslutte gennem
forhandlinger om permanente grænser. Det er en
situation, hvor hvert eneste overgreb blive nøje
overvåget af Israels uafhængige domstole.
Men i sidste instans er der tale om en situation, for
hvilken afviserne af jødisk selvbestemmelsesret
blandt palæstinenserne og deres arabiske og muslimske
brødre bærer ansvaret – de, som har
gjort den palæstinensiske civilbefolkning til
gidsler for deres egne voldelige og anti-semitiske ambitioner.
Der er dem, der stadig vil benægte eksistensen
af anti-semitisme i FN ved at pege på en række
af tiltag i FN's korridorer, inkluderende kommercielle
interesser, regionalpolitik, forebyggende vagtsomhed
over for menneskerettighedskrænkelser tættere
på hjemmet, eller fremmelse af individuelle karrierer.
FN's aktører og støtter bliver næsten
enslydende ved med at fornægte karakteren af de
patogene mønstre i disse haller. De ignorerer
infektionen og applauderer værten, idet de glemmer,
at den kræft, som dræber organismen, vil
tage både det gode og det onde.
Den relative udbredelse af naivitet, fejhed, opportunisme
og anti-semitisme betyder imidlertid kun lidt for Noam
og Matan Ohayon på 4 og 5 år, som blev dræbt
af kuglerne gennem deres mors krop i deres hjem i det
nordlige Israel, da hun forsøgte at beskytte
dem mod en revolvermand fra Yasser Arafats al-Aqsa Martyrernes
Brigader. De frygtelige konsekvenser af alle de holdninger,
som fremmes og styrkes i FN's mødelokaler, er
de samme.
-
FN's manglende evne til at konfrontere forvanskningen
af sin egen agenda dødsdømmer denne organisations
succes som egentlig forkæmper for lighed, værdighed
og demokratisering.
Denne konference kunne tjene som et vendepunkt. Vi vil
kun få det at vide, såfremt der herefter
opstår konkrete forandringer: en godkendt generalforsamlingsresolution
om anti-semitisme, fremkomsten af en årlig rapport
om anti-semitisme, skabelsen af et brændpunkt
mod anti-semitisme, udnævnelsen af en referent
vedrørende anti-semitisme.
Men jeg udfordrer generalsekretæren og hans organisation
til at gå endnu videre – såfremt de
tager udslettelsen af anti-semitismen alvorligt:
· Begynd at sætte navn på de terrorister,
som dræber jøder, fordi de er jøder.
· Begynd at fordømme menneskerettighedskrænkere,
uanset hvor de holder til – selv hvis de bor i
Riyadh eller Damascus.
· Hold op med at fordømme det jødiske
folk, fordi det tager kampen op med sine mordere.
· Og næste gang nogen beder jer eller
jeres kolleger om at afholde et minuts stilhed til ære
for dem, der vil udslette staten Israel, så sig
nej.
Først da vil budskabet blive hørt fra
disse lokaler om, at FN ikke vil tolerere anti-semitisme
eller dennes følger for jøder og det jødiske
folk, hvad enten dens ofre bor i Teheran, Paris eller
Jerusalem.
Anne Bayefsky er seniorforsker ved Hudson Institute
og tilknyttet professor ved Columbia University Law
School.
Copyright@ 2004 Dow Jones & Company, Inc. All
Rights Reserved.
Link til engelsk original "One
Small Step"
Tilbage
|
Untitled Document
|
