Israel-Online, 3. januar 2004
En kamp om demokrati og frihed

Af Dan Harder

Den israelsk-arabiske konflikt handler ikke om land. Ikke først og fremmest, i hvert fald. Den handler om to ting: Kampen for eller imod eksistensen af en jødisk stat i det historiske Israel og kampen for eller imod demokrati og frihed.

Problemet har aldrig været den arabiske verdens manglende evne til at absorbere de palæstinensiske flygtninge. Det kunne man have gjort så let som ingenting, ligesom Israel har absorberet et tilsvarende stort antal jødiske flygtninge fra den arabiske verden. Det er ikke land den arabiske verden mangler.

Problemet er heller ikke at Israel, som det ofte påstås, fører en ekspansiv politik. Et mindretal af israelere ønsker måske nok et Israel omfattende det bibelske Judæa og Samaria (Vestbredden), men hvis ikke Israel have reelle trusler mod sin sikkerhed, kunne man aldrig opnå et demokratisk flertal for at holde fast på områder med så stor en arabisk befolkning.

Problemet har altid været – og er stadig – den arabiske verdens manglende vilje til at acceptere en moderne, demokratisk, jødisk stat midt mellem de utidssvarende arabiske diktaturer. Den blotte eksistens af en demokratisk stat er en trussel mod diktaturerne. Ikke de arabiske befolkninger, men de arabiske magthavere, for hvem ethvert udslag af folkelig frihed er en trussel.

Havde araberne f.eks. i 1947 accepteret FNs delingsplan for Palæstina, med oprettelsen af en jødisk og en arabisk stat, og havde man anerkendt Israel og normaliseret forholdet til landet, ville samtlige Israels nabolande i dag have været demokratier. Diktaturerne, og den medfølgende undertrykkelse af befolkningerne, ville ganske enkelt ikke have kunnet overleve et folkeligt pres for også at indføre demokrati og frihed i de arabiske lande.

Her i Europa forstår man ikke sammenhængen, og vedbliver fejlagtigt at støtte den arabiske kamp imod Israel. Hvis man, i stedet for at modarbejde Israels forsøg på at beskytte sin civilbefolkning mod terror, brugte energien på at fremme demokratiet i de arabiske lande og det palæstinensiske selvstyre, kunne man for alvor fremskynde en fredelig løsning på konflikten.

Demokratier fører ikke krig mod hinanden, og flertallet af israelere ville uden tvivl gå ind for overdragelsen af land til palæstinenserne, hvis bare man var omgivet af demokratiske samfund, med den heraf følgende sikkerhed. På samme måde er det meget sandsynligt at flertallet af palæstinensere ville gå ind for et territorialt kompromis med Israel, hvis de for alvor fik lov til selv at vælge.

Da det ikke er lykkedes de arabiske diktaturer at gøre det af med den jødiske, demokratiske trussel, har man satset på den næstbedste løsning, nemlig opretholdelsen af en tilstand af konflikt med Israel. Så længe den arabiske verden kan pege på den ydre, zionistiske fjende, kan den interne status quo bevares, med et minimum af modstand mod de totalitære regimer.

Men tiden er ved at løbe ud for diktatorerne. Kampen mod demokrati og fornyelse er på forhånd tabt. Arabiske ledere klynger sig til magten, men det er kun et spørgsmål om tid, før diktaturernes æra er forbi. Vi i vesten, der har mulighed for at påvirke situationen, har et enkelt valg: Vi kan støtte de demokratiske kræfter, og således fremskynde processen, eller vi kan støtte diktatorer og despoter, og dermed trække processen i langdrag. Resultatet bliver i sidste ende det samme: Udbredelsen af demokratiet fortsætter, også i Mellemøsten.

Tilbage