| Israel-Online, 9. december
2004
Meningsmåling i Det Palæstinensiske
Selvstyre: Flertallet af palæstinensere er imod
terrorangreb
En meningsmåling udført af
Jerusalem Media and Communication Center tyder på
en dramatisk nedgang i den palæstinensiske støtte
til voldshandlinger rettet mod israelere. For første
gang siden intifadaens udbrud i september 2000 er et
flertal af palæstinenserne, godt 52%, imod vold
rettet mod Israel.
Tallene antyder tillige udbredt støtte blandt
palæstinenserne til de palæstinensiske myndigheders
initiativ for at indgå en samlet våbenhvileaftale
med alle de militante grupper.
Jerusalem Media and Communication Center, som foretog
meningsmålingen i denne uge og offentliggjorde
resultatet onsdag, er en velkendt institution og anses
for pålidelig.
Ifølge meningsmålingen er 52% af palæstinenserne
imod angreb på israelske mål og mener, at
disse virker imod palæstinensernes nationale interesser.
Dette tal er steget markant siden en tidligere meningsmåling
i juni, hvor modstanderne af angreb på israelske
mål kun målte 27%.
Spørgsmålet var formuleret på en
sådan måde, så det gjaldt angreb i
al almindelighed på israelske mål, herunder
angreb på de israelske forsvarsstyrkers soldater
på Vestbredden og i Gaza-striben, foruden angreb
på civile inden for Den Grønne Linie.
Antallet af palæstinensere, som mener, at fornyede
angreb er en passende reaktion, faldt fra 65% i juni
til 41% i december.
Halvdelen af de adspurgte mente, at Det Palæstinensiske
Selvstyres ledere vil forandre sig som følge
af Yasser Arafats død, mens den anden halvdel
mente, at de ikke vil forandre sig.
Et klart flertal blandt de adspurgte (57%) foretrak
en to-statsløsning, mens 24% støttede
dannelsen af én binational stat. Kun 12% foretrak
dannelsen af en islamisk stat i hele området mellem
Jordan-floden og Middelhavet.
Kilde:
Ha'aretz
Tilbage
|