Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Arkiv - sorteret
efter emne:
 

Israel og FN
 

Sikkerhedshegnet
 

Det Palæstinensiske Selvstyre
 

Terrorisme
 

Bosættelser
 

Det øvrige Mellemøsten
 

Kultur, sport og teknologi
 

Flere tidligere artikler
 

Opinion: Redaktørens klumme

 

 

 

 

 

Israel-Online, 8. september 2004
FN kræver syrisk tilbagetrækning fra Libanon og opløsning af Hizbollah

FN's Sikkerhedsråd vedtog torsdag aften (2/9) knebent en resolution, som kræver, at Syrien trækker sig ud af Libanon, opfordrer til opløsning af Hizbollah og advarer mod indblanding udefra i Libanons forestående præsidentvalg.

Sikkerhedsrådet vedtog det amerikanske udkast, efter at USA og co-sponsoren Frankrig under pres enedes om ikke at nævne Syrien ved navn. Resolutionen blev vedtaget med det mindst mulige stemmetal, 9-0, idet seks undlod at stemme.

Syrien er det eneste land, der har fremmede tropper stationeret i Libanon. Der er tale om den første resolution fra Sikkerhedsrådet, som er tydeligt rettet imod en arabisk stat. Det er også første gang, Sikkerhedsrådet henvender sig direkte til Hizbollah.

Selvom Hizbollah heller ikke nævnes ved navn, opfordrer resolutionen til opløsning og afvæbning af alle libanesiske og ikke-libanesiske militser. Diplomater og analytikere har udtalt, at dette er en direkte hentydning til Hizbollah.

USA's ambassadør, John Danforth, sagde, at Israel havde levet op til sin forpligtelse om at trække sig ud af Libanon, og nu må Syrien også gøre det.

I en reaktion på resolutionen sagde Mohammed Issa, Libanons generalsekretær for udenlandske anliggender, at de 17.000 syriske soldater er der på regeringens anmodning for at yde beskyttelse mod "yderligtgående aktioner fra Israel." De syriske tropper har opholdt sig i Libanon siden den libanesiske borgerkrig, som varede fra 1975 til 1990.

Angola, Benin, England, Chile, Tyskland, Rumænien og Spanien tilsluttede sig USA og Frankrig i stemmeafgivningen til fordel for dette skridt.

Brazilien, Filippinerne, Rusland, Pakistan, Algier og Kina undlod at stemme.


Et frit og retfærdigt præsidentvalg

Resolutionen, som også opfordrer til "frie og retfærdige præsidentvalg," har som mål at afværge en bestræbelse i det libanesiske parlament på at ændre forfatningen og udvide den syriskstøttede libanesiske præsident, Emile Lahouds periode med tre år, når hans nuværende seksårige periode udløber i november.

Libanons 128-medlemmer store parlamentsforsamling har fastsat en afstemning om forfatningsændringen til fredag, og talsmænd siger, at ændringen nemt vil kunne opnå det krævede flertal på to tredjedele.

"Vi mener, at Libanon bør have lov til at bestemme sin egen fremtid og tage kontrol med sit eget territorium. Men det libanesiske folk kan stadig ikke bruge sine rettigheder som frit folk til at træffe disse valg og tage disse skridt som nation," sagde Danforth til Sikkerhedsrådet

"Det, som det libanesiske folk og vi andre har været vidne til gennem de seneste uger i form af syriske handlinger, er en grov latterliggørelse af dette princip. Det er tydeligt, at libanesiske parlamentsmedlemmer er blevet presset og endda truet af Syrien og dets agenter for at få dem til at føje sig," sagde Danforth.

En ledende libanesisk talsmand bad rådets medlemmer om at trække resolutionen tilbage, idet han sagde, at FN aldrig tidligere har blandet sig på denne måde i et medlemslands interne anliggender.

Syriens FN-ambassadør, Fayssal Mekdad, fortalte journalisterne, at Paris og Washington havde "fejlet dramatisk" i deres mission, fordi de havde været nødt til at skrive resolutionen om for at sikre dens vedtagelse.

Resolutionen vil ikke få nogen virkning og "er blot et udtryk for" indblanding i et lands indre anliggender, sagde Mekdad til journalisterne efter afstemningen.

FN verificerede i år 2000, at Israel havde trukket sig ud af Libanon, og at dets tropper i Shaaba-farmenes område befandt sig i Syrien, ikke i Libanon, medmindre de to lande besluttede at ændre grænsen, hvilket de ikke har gjort.

Kilde: Ha'aretz


Tilbage

 

Untitled Document