| Israel-Online, 4. marts
2005
Libanesisk opposition tager kontakt til
Israel
Libanesiske oppositionsmedlemmer har anmodet
Israel om at opfordre USA til at lægge pres på
Syrien for at få det til at trække sine
tropper ud af Libanon.
I kølvandet på den nylige diplomatiske
aktivitet med henblik på at få Syrien til
at trække sine militære styrker ud af Libanon
tog en syrisk topudsending fredag til Moskva for at
drøfte skridtet med de russiske embedsmænd.
Fremtrædende libanesere kontaktede forsvarsminister
Shaul Mofaz' rådgiver, Uri Lubrani, og andre embedsmænd
i Jerusalem og antydede, at de var fast besluttet på
at opretholde kampen mod den syriske tilstedeværelse
i Libanon, men havde brug for amerikanernes støtte.
Medlemmerne af den libanesiske opposition mener, at
USA har stor indflydelse på Damaskus, selv uden
brug af militærmagt.
Ledende embedsmænd fra premierminister Ariel
Sharons kontor var i kontakt med libanesiske ledere
allerede før den nuværende krise.
De libanesiske oppositionsmedlemmer antydede over for
embedsmænd i Jerusalem, at de ikke stiller nogen
form for krav til Israel. De sagde også, at de
ikke forstår Hizbollahs insisteren på opretholdelse
af konflikten over Shaba-farmene. Dette lille landområde
nær den libanesisk-syrisk-israelske grænse
forblev på israelske hænder, efter at Israel
trak sig ud af sikkerhedszonen i det sydlige Libanon
i år 2000.
Hizbollah har ført en militær- og propagandamæssig
kampagne for at få Israel til at trække
sig ud af Shaba-farmene, et område der ifølge
FN hører til Golanhøjderne, som Israel
erobrede fra Syrien i 1967.
Udenrigsminister Silvan Shalom sagde torsdag under
et møde med den britiske minister for Mellemøsten,
baronesse Elizabeth Symons: "Vi må samle
vore kræfter og støtte oppositionen [i
Libanon], og dette er [den britiske regerings] ansvar."
"Det internationale samfund må sende Syrien
et utvetydigt budskab – om at trække sine
militære styrker ud af Libanon nu," sagde
Shalom.
Kilde: Ha'aretz
Tilbage
|