| Israel-Online, 3. marts
2005
Hadassah nomineret til Nobels fredspris
Den medicinske hjælpeorganisation
Hadassah, som roses for sin støtte til jødisk-arabisk
samarbejde og menneskelige værdier trods den fortsatte
vold i regionen, er blevet nomineret til Nobels fredspris
2005, erfarer The Jerusalem Post.
Tidligere israelske Nobelprismodtagere har været
Yitzhak Rabin, Shimon Peres og Menachem Begin.
Nobels fredspris er siden 1901 blevet uddelt i december
måned i Oslo. I 2004 blev prisen givet til Wangari
Maathai, en miljøaktivist i Kenya, for hendes
bidrag til en bæredygtig udvikling, demokrati
og fred.
Hadassah Women's Zionist Organization of America, som
i denne måned fejrer sin 93. årsdag, har
grundlagt organisationen og fungerer som velgører
for Hadassah Medical Organization, som lægger
stor vægt på klinisk og videnskabelig forskning
med henblik på at fremme og forbedre medicinsk
behandling.
Indstillerne angav flere grunde til deres valg: Dens
to medicinske centre styres i overensstemmelse med humanitære
jødiske værdier, som kræver, at man
yder højt kvalificeret sundhedspleje til mennesker
af alle aldre, religioner og etnisk oprindelse. Den
har arbejdet fejlfrit, sagde de, for at virkeliggøre
disse værdier under terrorvoldens rasen de seneste
fire og et halvt år og har samtidig behandlet
flere intifadaofre end noget andet medicinsk center
i landet.
Den er også et eksempel på jødisk-arabisk
samarbejde, eftersom den har trænet palæstinensiske
specialister i børneonkologi fra Augusta Victoria
Hospital i Øst-Jerusalem på vegne af Peres
Fredsinstituttet.
"Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde
at fejre vores grundlæggelse på," udtalte
præsidenten for Hadassah Women's Zionist Organization
of America, June Walker.
Hun sagde, at en af indstillingsudtalelserne forklarede:
"Overrækkelsen af Nobels fredspris til Hadassah
Medical Organization vil være en anerkendelse
af [dens] arbejde og et eksempel for hele verden på,
at had og mistro kan overvindes af mennesker med god
vilje."
Kilde: Jerusalem
Post
Tilbage
|