|
Untitled Document
|
Israel-Online, 27. januar
2005
PM Sharon vil mødes med Abbas
og Qureia om to uger
Premierminister Ariel Sharon skal mødes
med Det Palæstinensiske Selvstyres formand, Mahmoud
Abbas, og premierminister Ahmed Qureia om godt to uger
og præsentere dem for en samlet pakke bestående
af tiltag og tilkendegivelser af goodwill, som skal
hjælpe med at styrke den nye ledelse og opmuntre
den til at fortsætte sine bestræbelser på
at forhindre terror.
Under et forberedende møde onsdag (26/1) mellem
Sharons, Abbas' og Qureias hjælpere betonede palæstinenserne
betydningen af frigivelsen af fanger. Israelerne svarede,
at man har forstået den palæstinensiske
holdning og vil undersøge anmodningen i sammenhæng
med de fremskridt, der bliver gjort for at skabe ro
i områderne.
Den israelske delegation omfattede Dov Weisglass, Shalom
Turgeman og Assi Shareev, mens palæstinenserne
Mohammed Dahlan, Saeb Erekat og Qureias bureauchef,
Hassan Abu Libda, deltog i samtalerne.
Parterne diskuterede en fælles sikkerhedsplan,
som omfatter våbenhvile, overførelse af
kontrollen med byer på Vestbredden til palæstinensisk
kontrol samt håndtering af eftersøgte personer.
Weisglass sagde, at såfremt der forekommer et
totalt ophør af alle former for palæstinensisk
vold imod israelere overalt, vil Israel afstå
fra alle militære aktiviteter. Den eneste undtagelse
herfra vil gælde aktioner i forhold til "tikkende
bomber," og disse vil kun finde sted under særlige
omstændigheder og med fuld politisk tilslutning.
Sharons talsmænd sagde at Israel er tilfreds
med de tiltag, Selvstyret har gjort for at forhindre
vold, men premierministeren har visse forbehold, når
det gælder erklæringer af en gensidig våbenhvile,
og foretrækker i stedet praktiske aftaler.
Dahlan skal mødes med forsvarsminister Shaul
Mofaz i næste uge for at genoptage de hudna-drøftelser,
som blev påbegyndt i sommeren 2003, vedrørende
muligheden af at IDF forlader Vestbreddens bycentre,
hvilket kan finde sted, så snart palæstinenserne
leverer en detaljeret sikkerhedsplan og tilkendegiver,
at de er i stand til at overtage ansvaret. Israelerne
noterede, at palæstinenserne denne gang har været
langt mere seriøse i drøftelsen af deres
sikkerhedsplaner, end de var i 2003.
Israel forventer, at Selvstyret afvæbner og tager
kontrol med i hundredvis af personer, som er eftersøgt
for terrorvirksomhed. Palæstinenserne har planer
om at optage de bevæbnede mænd i Selvstyrets
regulære sikkerhedsstyrker.
Kilde: Ha'aretz
Tilbage
|
Untitled Document
|