| Israel-Online, 26. januar
2005
Dansk statsborger tilbageholdt i Israel,
mistænkt for at spionere for Hizbollah
En israelsk retskendelse tillod onsdag
(26/1) offentliggørelsen af detaljerne i forbindelse
med arrestationen af en libanesisk født dansk
statsborger, som er mistænkt for at spionere mod
Israel for Hizbollah.
Ayad al-Ashuah, 39 år, blev arresteret den 6.
januar, mens han rejste med tog fra Nahariya til Haifa,
efter at han havde vakt en sikkerhedsofficers mistanke
ved at videofilme ud af vinduet på toget. Al-Ashuah
er født i Libanon og immigrerede til Danmark
i 1986.
Under den kombinerede Shin Bet- og politiefterforskning
indrømmede Al-Ashuah at være agent for
Hizbollah. Ifølge Shin Bet fortalte han under
forhørerne, at han havde sluttet sig til organisationen
i juli 2004 og var blevet sendt til Israel med den opgave
at indsamle oplysninger om israelske sikkerhedsfaciliteter.
Han havde også fået besked på at finde
nogle israelske arabere, som var egnede til at slutte
sig til Hizbollah. For missionen havde han modtaget
2.000 dollars fra sine Hizbollah-forhandlere.
Al-Ashuah ankom til Israel i slutningen af december
med et nyt pas, som ikke havde nogen stempler, der indikerede
tidligere rejseaktivitet.
Forud for sin arrestation lykkedes det Al-Ashuah at
indrullere to israelske arabere i Hizbollahs tjeneste.
Ifølge Shin Bet indrømmede han, at han
havde haft til hensigt at rejse langs den nordlige grænse
mod Libanon for at lokalisere israelske sikkerhedsfaciliteter.
Al-Ashuah sagde, at missionen var en test, hvorefter
han forventedes at få tildelt mere betydningsfulde
opgaver.
I 2004 kom der adskillige sager for dagens lys vedrørende
israelske arabere, der arbejder for Hizbollah. I det
seneste årti har Hizbollah ved flere lejligheder
sendt europæiske borgere til Israel for at udføre
missioner. De fleste af de arresterede har været
arabere.
Kilde: Ha'aretz
Tilbage
|