| 
Danske Mellemøst-eksperter er
systematisk imod Israel
Ulrik Graff kalder åbenlyst legitimt
israelsk angreb for "mulig krigsforbrydelse"
8. juni 2025
Af Dan Harder
Israel er et demokrati, og derfor har
enhver indkaldt soldat mulighed for at nægte at
tjene sit land, endda mens det er i krig. Men det har
naturligvis en pris, i yderste konsekvens fængselsstraf.
Ligesom i alle andre demokratiske lande.
DR har til en
artikel på dr.dk opsøgt en af de
relativt få israelere, der under den aktuelle
krig har truffet det valg.
Den selverklærede "venstreorienterede"
unge mand beskylder den israelske hær for at begå
krigsforbrydelser i Gaza, specifikt hvad angår
den enhed, han selv har tjent i, som udpeger og godkender
mål for det israelske luftvåben.
Men i det eneste eksempel, han fremkommer
med i artiklen, har den israelske hær godkendt
et angreb på et hus, hvorfra israelske soldater
blev beskudt af krigere fra Hamas. Et sådant mål
er klokkeklart legitimt ifølge krigens love.
I et forsøg på at underbygge
den åbenlyst falske påstand om, at det nævnte
angreb skulle være en krigsforbrydelse, har DR
indhentet et udsagn fra den
altid Israel-kritiske militærekspert,
Ulrik Graff fra Center for Operativ Folkeret ved Forsvarsakademiet,
der systematisk fremlægger enhver israelsk militær
handling som en krigsforbrydelse.
Det gjorde han eksempelvis med Mossads
personsøgerangreb på Hizbollah sidste år,
som han kaldte "et vilkårligt
angreb, og (..) en krigsforbrydelse" til trods
for, at det nok var et af de mest præcise angreb
på militære mål i krigshistorien.
Om det i DR's artikel beskrevne angreb
på huset i Gaza, hvorfra israelske soldater blev
beskudt, udtaler Ulrik Graff til DR:
"Det, der generelt slår
mig som bekymrende ved beskrivelsen, er, at der ikke
er nogle refleksioner om proportionalitet og forsigtighedsforanstaltninger.
Begge dele er integrerede dele af vurderingen om lovlige
angreb.
- Det virker her til, at man kortslutter efter
at have identificeret mål. I givet fald gør
det alle angreb, der gennemføres uden en proportionalitets
vurdering og uden at overveje forsigtighedsforanstaltninger
til vilkårlige angreb - og dermed mulige krigsforbrydelser,
siger han."
For det første er der ingen tvivl
om, at det er lovligt at angribe en militær position,
hvorfra man selv er blevet angrebet. Og for det andet
ved Ulrik Graff ikke noget som helst om, hvorvidt den
israelske hær i det nævnte - eller andre
- tilfælde har foretaget de nødvendige
proportionalitetsvurderinger.
Så Ulrik Graffs anklage om "mulige
krigsforbrydelser" er som sædvanligt helt
uunderbygget og grebet ud af den blå luft.
Læs mere om Ulrik
Graff her.
Tilbage
|