Israel-Online, 8. august 2024
Endnu en falsk fremstilling af historiske forsøg på tostatsløsninger på dr.dk

Af Dan Harder

Hos Danmarks Radio er man tilsyneladende fast besluttet på at forhindre danskerne i at forstå, hvorfor det ikke for længst er lykkedes at opnå fred gennem en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

DR har publiceret en ny artikel på dr.dk, som skal kaste lys over de gennem historien mislykkede forsøg på at opnå en fredløsning. Artiklen erstatter en tidligere artikel, som DR, efter hård kritik, valgte at afpublicere.

En af flere bevæggrunde for at kassere den tidligere artikel var, at den alene var baseret på én enkelt kilde, nemlig professor ved RUC, Sune Haugbølle, en velkendt venstreorienteret antisemit, som DR's brugerredaktør, Jesper Termansen, tidligere har vurderet som værende partisk i konflikten.

I den nye artikel har DR-journalist Selin Türker, som også skrev den forrige artikel, i stedet for at bruge blot én venstreorienteret anti-israelsk professor denne gang valgt at benytte hele tre af slagsen. Eller to en halv, måske, hvis man vil være imødekommende.

De valgte eksperter

Lad os kaste et blik på de eksperter, Selin Türker har udvalgt til artiklen:

Gilbert Achcar beskrives på Wikipedia som "en libanesisk socialistisk akademiker," der har været medlem af den trotskistiske libanesiske organisation Revolutionary Communist Group (RCG). Han har sammenlignet palæstinensernes lidelser med holocaust og har, bizart nok, kritiseret Israel for at søge fred med arabiske "jøde-hadere" som Anwar Sadat og Mahmoud Abbas (sidstnævnte er som bekendt holocaust-benægter), hvilket ifølge hans logik demonstrerer et fælles verdenssyn mellem de arabiske jøde-hadere og de åbenbart per definition araber-hadende israelske ledere.

Omer Bartov er israeler, men befinder sig helt ude på landets ekstreme venstrefløj, der altid tager palæstinensernes parti (den slags findes naturligvis i et demokrati). Han var i 2023 medunderskriver på et "åbent brev," hvori Israel beskyldes for at være et apartheid-regime (altså præcis som sin diskvalificerede danske kollega, Sune Haugbølle). Omer Bartov har sammenlignet Israels nuværende regering med 30'ernes Europa (læs: nazisterne) og beskylder aktuelt Israel for at have en intention om at begå folkemord i Gaza.

Amerikanske Hilary Kalisman har jeg ikke kunnet finde nogen beskrivelse af på nettet, udover hendes akademiske arbejde. Der er ikke belæg for at hævde, at hun nærer særligt negative følelser for Israel. Men af hendes synspunkter, som fremført i DR's nye artikel (se nedenfor) kan det udledes, at også hun befinder sig på den venstrefløj, som meget nidkært forsøger at skjule palæstinensernes gentagne afvisninger af diverse forslag til tostatsløsninger og deraf følgende medansvar for den manglende fred.

Vi taler altså om tre venstreorienterede kilder, hvoraf i hvert fald de to er 100% utroværdige, når det kommer til at levere en objektiv beskrivelse af konflikten. Man kunne have ønsket, at Selin Türker i forsøget på at skrive en mere retvisende artikel end den forrige, som var ren venstreorienteret, anti-israelsk propaganda, ville have fundet nogle eksperter med mere forskellige politiske ståsteder eller vinkler på sagen. En enkelt glødende zionist ville for eksempel have tilføjet lidt balance. Men sådan skulle det ikke være.

Retfærdigvis må det siges, at den nye artikel er mindre misvisende end den forrige. Men der er stadig mange oplysninger, som enten er udtryk for et anti-israelsk (typisk venstreorienteret) synspunkt eller simpelthen er i direkte modstrid med sandheden.

Hele artiklen emmer af venstreorienteret, overvejende anti-israelsk, tankegods. Den indledes således med en kritik af Israels nuværende regering for ikke at støtte en tostatsløsning. Så er scenen ligesom sat: Den manglende fred er alene Israels skyld.

Ikke et ord om, at det palæstinensiske selvstyre gennem de sidste 25 år har afvist mindst to konkrete forslag til tostatsløsninger og desuden systematisk har nægtet at komme til forhandlingsbordet, mens man sideløbende støtter terror imod israelske civile, både ideologisk og økonomisk.

Efter artiklens Israel-kritiske indledning bedes de tre professorer besvare nogle spørgsmål. Det er som udgangspunkt tilrettelagt sådan, at alle tre eksperter får lov til at besvare de samme spørgsmål, en ad gangen.

Falsk fremstilling af konceptet "tostatsløsning"

På spørgsmålet "Hvad betyder en tostatsløsning, og hvorfor blev ideen præsenteret?" svarer den libanesiske trotskist, Gilbert Achcar:

"En tostatsløsning betyder, at man får en palæstinensisk stat på de territorier, der blev besat af Israel i 1967."

Det er både noget vrøvl og et meget politisk ladet udsagn, som er i modstrid med alle de konkrete fredsplaner, som har været på bordet, eksempelvis Bill Clintons forslag fra 2000, som blev accepteret af den israels premierminister Ehud Barak, men afvist af palæstinensernes Yassir Arafat.

Alle ved, at man aldrig kommer tilbage til våbenhvilelinjen fra før Seksdageskrigen i 1967 (den såkaldte grønne linje), hvilket eksempelvis ville placere det jødiske kvarter i Jerusalems gamle by samt Grædemuren i et kommende Palæstina. Enhver fredsplan vil kræve en revision af den grønne linje. Det ved professoren selvfølgelig godt, hvorfor han også forstår, at hans krav i praksis vil udelukke enhver fredsløsning. Men det er måske også formålet?

Klassisk løgn om arabisk afvisning af FN's plan i 1947

Professor Gilbert Achcar forsøger, som det er kutyme på venstrefløjen (og som Sune Haugbølle gjorde i den oprindelige artikel), at sælge forestillingen om, at de palæstinensiske arabere afviste FN-planen i 1947, fordi de blev tildelt for lidt land i forhold til deres andel af befolkningen:

"Ideen dengang var at skabe to stater, hvor jøderne fik 55 procent af landet på trods af, at de kun udgjorde en tredjedel af befolkningen i hele området."

Det er et klassisk kneb, hvormed det ignoreres, at langt størstedelen af det område, som blev tildelt jøderne, var ren ørken, og derfor ubeboelig. Araberne blev faktisk tildelt langt størstedelen af det beboelige land.

Sandheden er da også, at araberne afviste enhver form for deling af området. De ville (som i dag) have det hele. Det ved Gilbert Achcar naturligvis godt. Og han tilføjer da også umiddelbart efter:

"Det afviste palæstinenserne dengang, fordi de anså det som unfair, at de overhovedet skulle dele landet op."

På den måde får Gilbert Achcar blødt løgnen en smule op, mens læserne efterlades lettere forvirrede uden en reel forståelse af arabernes blanke afvisning.

Omer Bartov, den israelske professor med folkemords- og apartheid-anklagerne imod Israel, har til gengæld mod på at drive løgnen helt hjem. Om FN's delingsplan af 1947 siger han i artiklen:

"Den jødiske ledelse accepterede planen, mens de palæstinensiske ledere afviste den med den begrundelse, at jøderne kun udgjorde en tredjedel af befolkningen, men blev tilbudt over halvdelen af landet."

Det er ren historieforfalskning. De palæstinensiske araberne afviste - ligesom resten af den arabiske verden - enhver form for deling af området, uanset arealmæssig fordeling. Araberne ville have det hele.

Selvom de to eksperters udlægninger ikke er helt ens, nævnes myten om, at den arabiske afvisning beroede på den territoriale fordeling hele to gange i artiklen. Det er misvisende og forplumrer det reelle billede.

Positivt: Arabisk afvisning af Peel-planen i 1937 er nu medtaget

Omer Bartov anerkender, modsat sin libanesiske kollega, at den allerførste plan for en tostatsløsning var den britiske Peel-plan fra 1937. Han medgiver endda, at "Planen blev afvist af den palæstinensiske ledelse og tøvende accepteret af den Jødiske Yishuv [jøderne i Palæstina]."

Det er positivt, at Peel-planen, og den arabiske afvisning heraf, nævnes i den nye artikel. Det blev den nemlig ikke i den forrige. Også selvom det ikke bliver forklaret, at den stat, araberne afviste, omfattede hele 80% af det britiske mandatområde.

Artiklens tredje ekspert, amerikanske professor Hilary Kalisman, bekræfter ligeledes, at de palæstinensiske arabere afviste Peel-planen i 1937. Hun nævner endda, at "det er til dags dato den plan, der har tildelt mest territorium til palæstinenserne." Desværre præciserer heller ikke hun, at der var tale om hele 80% af området. Den oplysning havde læserne ellers været godt tjent med.

I stedet runder Hilary Kalisman beklageligvis af med et meget upræcist postulat:

"Arabiske-palæstinensere [sic] afviste [Peel-planen], fordi de mente, at de ville stå med det korte strå."

Hvordan det? Var 80% af området virkelig så dårlig en løsning for de palæstinensiske arabere? Det kan kun være i forhold til at få det hele, at det var "det korte strå." Og det hele var jo netop, hvad araberne gik efter - dengang, som i dag: "From the river to the sea." Den realitet kunne godt have været præciseret i artiklen.

Upræcis beskrivelse af ansvaret for 1948-krigen

Hilary Kalisman bekræfter retvisende, at FN's delingsplan af 1947 udgjorde det andet forsøg på at implementere en tostatsløsning. Det er godt.

Men hendes beskrivelse af ansvaret for krigen i 1948 er desværre igen meget upræcis:

"... problemet med [FN-planen] var blandt andet, at der ikke var nogen lande, der var villige til at håndhæve den. Alle vidste, at det ville ende med krig – og det var arabiske-palæstinensere og andre arabere, der tabte den krig."

Det er en af den slags sjuskede formuleringer, der - tilsigtet eller ej - skjuler, at det var araberne, der afviste tostatsløsningen og insisterede på, at spørgsmålet skulle afgøres på slagmarken.

Det er ikke sandt, at det var et "problem" ved selve planen, der førte til krig. Problemet bestod i, at de palæstinensiske arabere (og deres allierede i den arabiske verden) ikke accepterede planen. Ellers havde en palæstinensisk-arabisk stat i år - ligesom Israel - kunnet fejre sin 76 års fødselsdag.

Positivt: Korrekt betegnelse for de arabiske palæstinensere

Til gengæld må man rose Hilary Kalisman for hendes korrekte omgang med begreberne, når hun refererer til "arabiske-palæstinensere" (selvom bindestregen burde have været udeladt i den danske oversættelse).

For sagen er - i modsætning til, hvad de fleste i dag tror - at der indtil 1948 også fandtes jødiske palæstinensere (min egen far blandt dem, men det er jo sagen uvedkommende). En tredjedel af palæstinenserne var i 1947 jøder, to tredjedele arabere.

Begrebet "palæstinensere" alene brugt om den arabiske del af befolkningen giver først mening efter Israels oprettelse, hvor alle de jødiske palæstinensere blev til israelere. Det samme gjorde nogle hundrede tusinde arabere, der ikke flygtede fra krigen, men blev boende i Israel. De fik israelsk statsborgerskab og blev i mange år kaldt "israelske arabere." Det er faktisk først i de senere år, at de fortrinsvis bliver omtalt som "israelske palæstinensere" eller lignende. Og det er naturligvis for semantisk at demonstrere deres tilhørsforhold til palæstinenserne uden for Israel.

Bill Clintons forslag til tostatsløsning i 2000 er udeladt

Det mest absurde ved hele den nye artikel, er at det absolut mest spektakulære forsøg på en fredsløsning er totalt udeladt.

DR-journalisten spørger: "Hvornår var man tættest på at nå frem til en tostatsløsning, og hvad skete der?"

Det rigtige svar er utvetydigt Oslo-processens klimaks, da den amerikanske præsident Bill Clinton i sommeren 2000 ved forhandlingerne i Camp David fik Israels preminerminister, Ehud Baraks, accept af en plan for oprettelsen af en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, med Østjerusalem som hovedstad og med nogle mindre territoriale justeringer fra den grønne linje for at indlemme de største bosættelser i Israel. Desværre afviste den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, forslaget.

Af uforklarlige årsager vælger alle tre adspurgte professorer dog at nævne begyndelsen på Oslo-processen i 1993 i stedet for klimakset i 2000. Bill Clintons forslag til en tostatsløsning i 2000 - og den palæstinensiske afvisning heraf - er simpethen slet ikke nævnt i artiklen!

Velkendt løgn om Oslo-processens forlis

Omer Bartov, den israelske professor med apartheid-anklagen, besvarer spørgsmålet med en decideret løgnehistorie:

"Den endelige aftale blev aldrig afsluttet, og mordet på den israelske premierminister Yitzhak Rabin satte en stopper for fremtidige muligheder, på trods af nogle klodsede forsøg fra den israelske premierminister Ehud Barak og PLO-leder Yasser Arafat på at indgå en aftale i slutningen af 1990'erne. Den Anden Intifada, som brød ud i 2000, markerede afslutningen på denne idé."

Idéen om, at den sindsforvirrede, religiøse jøde, Yigal Amirs, mord på Rabin i 1995 satte en stopper for fredsprocessen, er en velkendt - og voldsomt fortærsket - løgn fra den venstreorienterede anti-israelske propagandamanual. Det er præcis samme løgn, som den nu miskrediterede danske professor, Sune Haugbølle, fremførte i DR's forrige (og afpublicerede) artikel om samme emne.

Formålet er naturligvis at flytte ansvaret for fredsprocessens forlis fra Yassir Arafat og palæstinenserne til en religiøs (højreorienteret) jøde. Keine Hexerei!

Men som jeg beskrev i forbindelse med DR's forrige artikel, fortsatte fredsprocessen faktisk efter mordet på Rabin, under både Benjamin Netanyahus og hans efterfølgers, Ehud Baraks, regeringsperioder. Og som nævnt ovenfor, tilbød Barak i 2000 palæstinenserne deres egen stat ved siden af Israel.

Det fredsforslag, som Omer Bartov ovenfor kalder "nogle klodsede forsøg," er efter alt at dømme det bedste tilbud, palæstinenserne nogensinde kan drømme om at få. Alligevel afviste de tilbuddet og indledte i stedet "Den Anden Intifada," som Omer Bartov nævner ovenfor - en fem års terrorkampagne, der kostede omkring 1.000 civile israelere livet. Så det var i virkeligheden Arafats (voldelige) reaktion på forslaget til en tostatsløsning der afsluttede Oslo-processen.

Det er formodentlig også netop Clintons plan, som vil blive udgangspunktet for eventuelle fremtidige fredsforhandlinger, ligesom det forslag til en tostatsløsning, som Israels senere premierminister, Ehud Olmert, i 2008 fremlagde for det palæstinensiske selvstyres nuværende leder, Mahmoud Abbas, også lå tæt op ad Clintons. Ligesom sin forgænger og mentor, Yassir Arafat, i 2000, afviste Abbas i 2008 at forhandle videre om det israelske udspil.

Hvorfor fokuseres der på Oslo-aftalen (1993) og ikke på Clintons forslag fra 2000?

Den amerikanske professor, Hilary Kalismans, svar på samme spørgsmål (hvornår man var tættest på en tostatsløsning) er mildt sagt uforståeligt:

"Jeg tror faktisk ikke, at en tostatsløsning nogensinde rigtig har været tæt på."

For hvor tæt på skal man være, for at det kan karakteriseres som tæt på? Barak tilbød palæstinenserne en stat i 2000, og Olmert gjorde det samme i 2008. Alt, hvad palæstinenserne skulle gøre for at få deres egen stat, var at sige ja. Eller i det mindste acceptere fortsatte forhandlinger.

Hilary Kalisman uddyber:

"For i selve Osloaftalen anerkender Israel aldrig en palæstinensisk stat. Så jeg vil nærmere sige, at Osloaftalen var højdepunktet for tostatsløsningens popularitet. Osloaftalen var ikke en klar model til en tostatsløsning, men en model til at skabe palæstinensisk autonomi."

Det er som om et eller andet er gået tabt i oversættelsen, eller måske i redigeringen af artiklen. Eller også gør Hilary Kalisman sig uhyre umage for at tale udenom. For det, hun siger, er jo rigtigt nok, når det kommer til "Oslo-aftalen," som blev indgået i 1993 og den efterfølgende proces, som strakte sig op gennem 1990'erne. Men processen kulminerede jo i 2000 med Clintons plan for en tostatsløsning, hvor udtrykket "palæstinensisk stat" netop eksplicit var på bordet.

Så hvorfor begrænser Hilary Kalisman sit svar til at omhandle Oslo-aftalen uden at nævne processens klimaks i sommeren 2000? Hvorfor vælger ingen af de tre eksperter at nævne Clintons fredsforslag fra 2000? Er det mon med vilje for at skjule palæstinensernes afvisning af endnu et forslag til en tostatsløsning?

Gilbert Achcar lyver om Baraks (og Olmerts) tilbud

Den libanesiske trotskistiske professor, Gilbert Achcars, bud på, hvornår man var tættest på en tostatsløsning, er mærkelig nok netop Oslo-aftalen i 1993:

"Det var man under Osloaftalen i 1993, selvom aftalen aldrig brugte begrebet ‘palæstinensisk stat’ men i stedet talte om ‘palæstinensisk selvstyre’. Det betyder altså, at Israel aldrig direkte har sagt, at man vil acceptere en palæstinensisk stat – det gælder helt frem til i dag."

Ligesom sin kollega forklarer han, at der ikke under selve Oslo-processen blev talt om en palæstinensisk stat, men blot det selvstyre, som eksisterer i dag. Men når Gilbert Achcar påstår, "at Israel aldrig direkte har sagt, at man vil acceptere en palæstinensisk stat – det gælder helt frem til i dag," så er det jo lodret løgn. Vi ved jo, at Ehud Barak tilbød Arafat en stat i sommeren 2000. Hvorfor lyver eksperten?

Gilbert Achcar fortsat:

" Det der skete dengang [i 1993] var, at aftalen udskød beslutningen om, hvad der skulle ske med blandt andet bosættelserne og Jerusalem. Samtidig blev de israelske bosættelser udvidet hurtigere end nogensinde før, og hele rammen for aftalen kollapsede. I år 2000-2001 var aftalen fuldstændig død."

Det er også totalt usandt, at spørgsmålene om bosættelser og Jerusalem fik hele processen til at kollapse. De to spørgsmål var netop håndteret som en del af Clintons forslag i 2000. Jerusalem ville blive delt, og nogle større bosættelser ville blive indlemmet i Israel, mens resten ville blive nedlagt. Gilbert Achcar lyver altså også her (ligesom Sune Haugbølle i den oprindelige artikel) for at slippe for at placere ansvaret, hvor det hører hjemme, nemlig hos Arafat.

Med Clintons egne ord fra hans selvbiografi, "My Life":

"Arafat's rejection of my proposal after Barak accepted it was an error of historic proportions.(...) Someday peace will come, and when it does, the final agreement will look a lot like the proposals that came out of Camp David".

Som nævnt var Ehud Olmerts senere tilbud til Mahmoud Abbas i 2008 ganske rigtigt baseret på Clintons plan fra 2000.

Gilbert Achcar svarer udenom vedr. Arafats afvisning af Clintons fredsplan

Journalist Selin Türker stiller faktisk Gilbert Achcar et opfølgende spørgsmål, som tilsynelandende, selvom det ikke eksplicit nævnes, netop handler om Camp David i 2000:

"Den daværende præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre Yasser Arafat afviste jo selv forhandlingerne dengang?"

Hertil leverer Gilbert Achcar et voldsomt manipulerende svar:

"Palæstinenserne blev aldrig tilbudt en ophævelse af bosættelserne og en fuld tilbagetrækning af israelske styrker fra 1967-territoriet. Hvis de var blevet tilbudt det, er jeg sikker på, at de ville acceptere aftalen."

For hvad har det med sagen at gøre? Som tidligere nævnt, vil troskist-professorens insisteren på, at Israel skal trække sig tilbage fra alle territorier, besat i 1967, være et dødsstød til enhver fredsproces. Alle seriøse aktører, som har haft med fredsprocessen at gøre, forstår, at det vil være nødvendigt med en justering af "den grønne linje," når den endelige grænse skal tegnes. Det princip er endda inkluderet i selveste FN's sikkerhedsråds resolution 242 fra 1967, som udgør det juridiske fundament for hele fredsprocessen, og som alle parter har tilsluttet sig. Og derfor indgår en sådan justering naturligvis også i Clintons forslag.

Gilbert Achcars manipulation er naturligvis endnu et forsøg på at undslippe anerkendelsen af, at Arafat i 2000 afviste et rigtig fint forslag, som ville have givet palæstinenserne en stat ved siden af Israel.

Den libanesiske professor afviser enhver realistisk fredsløsning

På journalistens spørgsmål: "Hvad er den største udfordring i forhold til at nå frem til en tostatsløsning?" svarer Gilbert Achcar:

"En tostatsløsning ville først begynde at give mening, hvis der var en fuldstændig tilbagetrækning af den israelske hær og bosættere fra de områder, der blev besat i 1967. Det er den minimale betingelse."

Som det fremgår - nu for tredje gang i DR's artikel - stiller Gilbert Achcar for egen regning en betingelse for fred, som effektivt udelukker enhver løsning. Måske er det fordi han, ligesom alle palæstinensiske ledere hidtil, ikke reelt ønsker en palæstinensisk stat ved siden af den jødiske? Uanset hvad er hans krav en non-starter.

Det skal i parentes bemærkes, at "den grønne linje," altså den våbenstilstandslinje, som var gældende mellem Israel og Vestbredden i perioden 1949-1967 ikke har nogen juridisk signifikans. Den har aldrig udgjort en reel grænse. Tværtimod lagde særligt araberne ved indgåelsen af våbenhvileaftalen i 1949 vægt på, at linjen ikke skulle være permanent. De havde jo planer om senere at angribe og ødelægge Israel - hvilket de bla. forsøgte i 1967.

Den amerikanske professor lægger ansvaret alene på Israel

Hilary Kalisman indleder sit svar med en delvis sandhed:

"Jeg vil nok sige, at den største udfordring er at overbevise Israels regering og befolkningen om, at en tostatsløsning vil være i deres bedste interesse. I kølvandet på terrorangrebet den 7. oktober ønsker et stort flertal af den israelske befolkning ikke at belønne palæstinenserne for den terroraktivitet."

Det er sandt, at israelerne i øjeblikket ikke har megen tiltro til palæstinensernes fredsvilje. Men det er ikke "den største udfordring" - det er og bliver palæstinensernes manglende accept af eksistensen af en jødisk stat.

Dernæst lægger Hilary Kalisman ansvaret på den nuværende israelske regering:

"Samtidig har Israel også en højreorienteret nationalistisk regering, hvor nogle helt og holdent tror på, at området er jødernes fødselsret - at Gud har givet det til dem. Så Ideén om, at der realistisk set skal være en palæstinensisk stat ved siden af Israel, og at Israels regering i princippet ville acceptere dette, ville være den største udfordring."

Nu er det den "højreorienterede" regering, der udgør den største udfordring. Den vurdering indikerer jo ganske tydeligt, at hun i hvert fald ikke selv identificerer sig med højrefløjen.

Men professoren "glemmer" jo, at Israel er et demokrati, og at Israels nuværende regering ikke vil holde for evigt. Selvfølgelig får Israel på et tidspunkt igen en regering, som vil søge fred med palæstinenserne. Hvornår det sker, afhænger i høj grad af, hvornår palæstinenserne får et lederskab, som de israelske vælgere tør stole på vil søge fred.

Et flertal af israelske vælgere troede på PLO og Yassir Arafat i 1990'erne, men blev utroligt skuffede, da Camp David blev afløst af Den Anden Intifada. At Hamas bør nedkæmpes, er der i dag ikke megen diskussion om i Israel. Men det palæstinensiske selvstyre under Mahmoud Abbas må også holde op med at støtte terrorisme imod israelere med mere end to milliarder kroner om året. Og holde op med at hjernevaske sin befolkning med, at jøderne ikke har ret til nogen del af landet. Og så videre.

Så der ligger absolut også et meget stort ansvar på den palæstinensiske side. Men det kan du ikke få en venstreorienteret professor til at sige.

Den israelske professor ignorerer eksisterende løsninger

Israelske Omer Bartov lægger også (surprise!) ansvaret på Israel og peger på fire problemer, der umuliggør en fredsløsning :

"Nu er den største udfordring for en tostatsløsning tilstedeværelsen af over en halv million jødiske bosættere på Vestbredden (...) [som] har opdelt Vestbredden i adskillige isolerede territorier uden sammenhæng."

Det er det rene vrøvl. Bill Clintons plan leverer en løsning på netop det problem. Og modsat, hvad man forledes til at tro gennem medierne, er der faktisk ikke etableret nogen større bosættelser siden år 2000. Der bor nok dobbelt så mange mennesker i de eksisterende bosættelser, men de ligger geografisk, hvor de lå i 2000. Så Clintons plan kan i princippet implementeres i morgen, hvis man vil det.

Omer Bartov fortsat:

"Adskillelsen af Vestbredden fra Gazastriben (...) gør implementeringen af den konventionelle tostatsløsning upraktisk."

Ligeledes forkert. Clinton-planen indeholder også en løsning herpå, nemlig en permanent, fysisk forbindelse mellem de to landområder. Det er et praktisk problem, som let kan løses, hvis der er fred.

Omer Bartov fortsat:

"Det er også værd at bemærke, at enhver uafhængig palæstinensisk stat økonomisk vil være langt svagere end Israel, og at dens infrastruktur vil forblive tæt knyttet til den jødiske stats. Derfor er det sandsynligvis umuligt på nuværende tidspunkt at skabe en palæstinensisk stat, der ikke vil være afhængig af Israel".

Sådan er livet jo. Mindre og svagere stater er afhængige af deres større og stærkere naboer. Men hvis palæstinenserne indgår reel fred med Israel, er der jo intet til hinder for et godt samarbejde. Tværtimod vil palæstinenserne kunne nyde godt af at have en så udviklet og avanceret samarbejdspartner. Et konstruktivt fællesskab vil kunne være til begge parters bedste.

Men det kræver jo, at palæstinenserne virkelig indgår reel fred med Israel. Og det ligger ikke i kortene. Så hvis palæstinenserne ønsker en stat, hvorfra de kan fortsætte kampen imod Israel, så har Omer Bartov ret i, at den nye palæstinensiske stat vil være dårligt stillet. Men det er jo ikke hensigten med en fredsløsning.

Omer Bartov fortsat:

"... og det er lige så umuligt at fjerne bosætterne fra Vestbredden uden større uro inden for israelske samfund."

Igen empirisk forkert. Israel har tidligere demonstreret, at man kan flytte bosættere tilbage til selve Israel, nemlig fra Sinai 1982 og fra Gaza (og Vestbredden) i 2005. Man skal huske, at langt hovedparten af bosætterne vil blive, hvor de er, når den endelige grænse tegnes. Og en majoritet af israelere kan sagtens acceptere, at en mindre del af bosætterne skal flyttes, hvis der virkelig er udsigt til fred.

Omer Bartovs desperate forsøg på at finde på grunde til, at en fredsløsning ikke kan implementeres, vidner nok mest af alt om hans egen personlige frustration med fredsprocessen. Måske er det svært for ham at anerkende, at hans tro på den
palæstinensiske fredsvilje var og er en illusion.

Gilbert Achars ufleksible holdning udelukker fred

Journalisten spørger: "Hvordan ville en tostatsløsning se ud i dag?"

Libanesiske Gilbert Achar mener ikke, den tostatsløsning, som Vesten har i tankerne vil være levedygtig:

"Israel vil opretholde deres tilstedeværelse under påskud af sikkerhedsbehov, og hvis USA ikke kræver, at de nedlægger alle deres bosættelser, så vil en stat under sådanne betingelser ikke være troværdig. Det ville ikke løse noget som helst."

At fortsætte med at påstå - selv efter Hamas' terrorinvasion 7. oktober 2023 - at israelske sikkerhedsbehov er et "påskud," er ude af trit med virkeligheden. Israels sikkerhedsbehov er særdeles reelle og skal imødekommes i forbindelse med en fredsløsning.

Gilbert Achars gentagne krav om, at Israel skal nedlægge alle bosættelser og trække sig fra alle områder, erobret i 1967, inklusive Grædemuren i Jerusalem, er en non-starter. Det er den slags manglende kompromisvilje, der gør en fredsløsning umulig. Alle ved, at der må indgås smertefulde kompromiser fra begge sider, hvis man skal opnå fred.

Hilary Kalisman tror heller ikke på fred

"Altså indtil videre har vi jo kun set, at det territorium, som palæstinenserne skulle have kontrol over, er blevet mindre og mindre. Jeg har svært ved at se, hvordan en praktisk løsning ville se ud i dag."

Hilary Kalisman har ret i, at palæstinenserne historisk, hver gang de har afvist et fredsforslag og kvitteret med mere terror, har modtaget et mindre godt tilbud næste gang. Men det er vel egentlig også rimeligt.

Der er dog en enkelt undtagelse, nemlig Ehud Olmerts forslag af 2008, som var stort set identisk med Bill Clintons fra 2000. Og det endda til trods for, at palæstinenserne i den mellemliggende periode havde myrdet omkring 1.000 civile israelere.

Så noget kunne tyde på, at en mulig tostatsløsning har stabiliseret sig omkring den skitse, som Bill Clintons forslag udgør. Og det er nok også en løsning i den retning, som Vesten og det internationale samfund er villig til at bakke op om.

Hvorfor de til artiklen udvalgte venstreorienterede eksperter ikke støtter den vision, kan man jo kun gisne om.

Omer Bartov støtter utopisk idé om jødisk-arabisk union

Endelig nævner den israelske professor muligheden af en form for "enstatsløsning," en idé, som er meget populær på den anti-israelske venstrefløj (også her i Danmark). Den idé vil reelt gøre en ende på zionismen, altså idéen om en suveræn jødisk stat. Omer Bartov vurderer dog ganske rigtigt, at den løsning (forståeligt nok) bliver svær at sælge til den israelske befolkning.

Han bruger dernæst en del energi på at præsentere et forslag, som lægger sig midt imellem én og to stater, nemlig en slags union med fri bevægelighed mellem de to "delstater." Men hele den idé er baseret på den (vrang)forestilling, at der ikke blandt palæstinenserne vil være islamister og andre voldsparate typer, som vil angribe jøder. Det må anses for helt urealistisk, hvorfor enhver løsning, der udelukker en suveræn jødisk stat, som kan forsvare sine grænser er og bliver et fatamorgana.

Konklusion

Overordnet set er artiklen en smule bedre end sin forgænger. Der bliver stadig fortalt en del lodrette løgne, men der er samtidig plads til en række sandheder, som var fraværende i den forrige artikel. Særligt Hilary Kalisman bidrager med flere relevante og korrekte oplysninger.

Selvom alle tre professorer er af venstreorienteret observans, og i hvert fald for de tos vedkommende også voldsomt anti-israelske, kan de ikke helt blive enige om, hvad de skal lyve omkring. Det skaber en del forvirring, men giver også plads til nogle væsentlige oplysninger.

Positivt: Peel-planen fra 1937 er medtaget

Det er forfriskende, at det første forsøg på en tostatsløsning, den britiske Peel-plan af 1937, modsat i den forrige artikel, nu er medtaget. Og det er også positivt, at hele to af eksperterne retvisende fortæller, at de palæstinensiske arabere afviste planen. Det er til gengæld ærgerligt, at læserne ikke får at vide, at araberne ifølge planen ville have fået hele 80% af mandatområdet, for så kunne man forstå, hvor godt et tilbud, der egentlig var tale om. Det er også uheldigt, at det gode tilbud uden begrundelse beskrives som "det korte strå." Det må alt andet lige have været det lange af de to.

Det er forfriskende, at Hilary Kalisman benytter den historisk korrekte term, "palæstinensiske arabere" - og ikke "palæstinenserne" om den arabiske del af befolkningen dengang. Også selvom det næppe bemærkes af ret mange læsere.

Uklar beskrivelse af FN's plan af 1947 og krigen i 1948:

Det er rigtig ærgerligt, at to af eksperterne (ligesom det skete i den forrige artikel) fremfører det falsum, at den arabiske afvisning af FN's delingsplan beroede på uenighed om den territoriale fordeling. Også selvom den ene ekspert selv tilføjer, at araberne afviste planen under alle omstændigheder. Den falske påstand er med til at mudre billedet og skjule arabernes blanke afvisning af delingsplanen.

Det er også ærgerligt, at Hilary Kalisman beskriver FN's delingsplan som årsag til den efterfølgende krig, når det reelt var den arabiske afvisning og insisteren på at afgøre sagen på slagmarken, som førte til krigen. Venstreorienterede journalister har i årtier forsøgt at skjule det arabiske ansvar for krigen i 1948. Det ville være godt at komme videre.

Helt uacceptabelt: Bill Clintons fredsforslag i 2000 er udeladt

Det er bemærkelsesværdigt - og uacceptabelt - at ingen af de tre eksperter overhovedet nævner det forslag til en tostatsløsning, som var allermest realistisk, og hvor man var allertættest på en fredsløsning, nemlig Bill Clintons forslag i 2000. Men det er der en hel åbenlys grund til, nemlig at det ville afsløre, at Yassir Arafat forpassede alle tiders chance for at skabe en palæstinensisk stat. Det er en sandhed, som den anti-israelske venstrefløj nidkært forsøger at skjule for offentligheden. Det var også tilfældet i den forrige artikel.

Camp David-forhandlingerne i 2000 var tredje gang palæstinenserne afviste et forslag til en tostatsløsing og kvitterede med vold imod jødiske civile.

Ehud Olmerts forslag fra 2008 er udeladt

Endelig er også Ehud Olmerts forslag til Mahmoud Abbas i 2008 udeladt. Det samme gjaldt DR's forrige artikel. Årsagen må være den samme, at man ikke ønsker, at læserne skal vide, at det var fjerde gang, palæstinenserne sagde nej tak til deres egen stat.

Alt i alt lykkes det ikke i artiklen at beskrive de fire gange, forslag til tostatsløsninger er blevet konkrete, for blot at blive afvist af den palæstinensiske/arabiske side.

I forbindelse med afpubliceringen af den originale artikel skrev chefen for DR's udlandsredaktion, Niels Kvale:

"Overordnet set var der i artiklen en mangel på nuancer og forklaringer, og i denne konflikt kan det let føre til misforståelser, hvis man ikke får forklaret den rette sammenhæng."

Præcis det samme kan siges om den nye artikel. Som i den forrige har man, ved hjælp af eksperter med en venstreorienteret (og for i hvert fald de tos vedkommende anti-israelsk) agenda, forsøgt at skjule palæstinensernes snart 100-årige systematiske modarbejdelse en tostatsløsning.

Det er ikke oplysning, men derimod historieforfalskning. Det er på høje tid, at DR sadler om, opgiver den venstreorienterede, anti-israelske propaganda og i stedet begynder at tilbyde reel historisk viden. At føre læserne bag lyset tjener ikke noget konstruktivt formål, men bidrager blot til den allerede udbredte antisemitisme i vores samfund.

Læs også:

Falsk fremstilling af historiske forsøg på tostatsløsninger med Sune Haugbølle på dr.dk, 2. marts 2024

DR støtter Hamas' propaganda: Alle dræbte i Gaza er civile!,
23. januar 2024

DR's propaganda: En "rabiat" jøde, og ikke Yassir Arafat, var skyld i Oslo-processens kollaps, 19. januar 2024

DR-journalist Sean Coogans løgn: Netanyahu citeres for at opfordre til drab på civile, 13. januar 2024

DR-journalist Sean Coogans promoverer Hamas' løgn: 92% af de dræbte i Gaza er civile, 5. december 2023

DR påstår - fejlagtigt - at besættelsen af Vestbredden er ulovlig, 9 november 2023

DR påstaar, at alle dræbte i Gaza er civile, 17. oktober 2023

DR beskylder Israel for angreb på hospital - uden dokumentation, 19. oktober 2023

Usmagelig Hamas-propaganda på dr.dk, 12. oktober 2023

Tilbage