Historie - forside Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t - 1900) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1973) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000)

Israels historie
- en kronologisk gennemgang

Den nye stat (1947 - 1973)

David Ben-Gurion proklamerer Israels oprettelse, 14. maj 1948.

1947-48 - Forberedelser til krig
Umiddelbart efter FNs vedtagelse af opdelingen af Palæstina i én jødisk og én arabisk stat i november 1947 går arabiske bander til angreb på jødiske samfund overalt i Palæstina. Den arabiske verden gør det klart, at man agter at tilintetgøre den jødiske stat, samme øjeblik den bliver udråbt. Mens englænderne gør klar til at trække sine sidste tropper ud, kæmper jødiske og arabiske undergrundsmilitser om at positionere sig bedst muligt forud for den forestående, arabiske invasion.

Udsigten til krig får titusinder af palæstinensiske arabere, inklusiv det meste af den arabiske elite, til at forlade Palæstina. Intensiveringen af kampene hen imod det britiske mandats udløb, samt en voldsom rygtespredning om både virkelige og fiktive jødiske angreb på arabiske landsbyer, sætter yderligere skub i flygtningestrømmen. Inden krigen for alvor starter, har ca. 175.000 arabere forladt Palæstina.

	Israels grænser efter våbenhvilen i 1949.

1948 - Israels uafhængighedskrig
Den 14. maj 1948 proklamerer Israels første premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af den nye jødiske republik. Dagen efter invaderer Egyptens, Jordans, Syriens, Libanons og Iraks samlede hære den jødiske stat. Målt på ildkraft og materiel er araberne ved krigens start israelerne voldsomt overlegne. Men dårlig koordination og splid mellem de arabiske regeringer, samt israelernes højere kampmoral og bedre organisation bliver hovedårsagerne til, at krigen falder ud til Israels fordel.

Da den endelige våbenhvile træder i kraft i foråret 1949, har israelerne kontrol med ca. 20% mere land, end anvist ifølge FNs delingsplan. Egypten og Jordan besætter henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Den foreslåede arabiske, palæstinensiske stat bliver ikke til noget, men bliver heller ikke efterspurgt, hverken af de palæstinensiske arabere eller den øvrige arabiske verden. Selvom de arabiske nabolande alle har underskrevet våbenhvileaftaler med Israel, anerkender de fortsat ikke den jødiske stats ret til at eksistere.

Palæstinensiske civile flygter fra deres hjem under kampene i 1948.

1948-53 - Arabiske og jødiske flygtninge
Under kamphandlingerne flygter eller fordrives mange palæsti-nensiske arabere fra de områder, som kommer under israelsk kontrol. Omkring 300.000 flygter til de arabiske nabolande, mens ca. 420.000 ender i flygtningelejre i de arabisk besatte dele af Palæstina. De egyptisk og jordansk kontrollerede områder - inklusiv Jerusalems gamle bydel - bliver etnisk renset for jøder.

	Teltlejr for jødiske flygtninge nær Tel Aviv, 1948.

I skarp kontrast til Israels modtagelse af de over 1 million jødiske flygtninge, gør de arabiske lande, der dog har langt større absorberingskapacitet end Israel, intet forsøg på at integrere de ca. 720.000 palæstinensisk-arabiske flygtninge. De bliver derimod placeret i flygtningelejre, hvor de fungerer som politisk pressionmiddel i den fortsatte kamp imod Israel.

Et arabisk angreb på en bus i Negev-ørkenen koster 11 israelere livet, 1954.

1950-55 - Grænsestridigheder
I årene efter Israels første krig støtter både Egypten og Jordan guerillagruppers angreb ind i Israel fra Gaza og Vestbredden. Målene for angrebene er oftest civile israelere. Som reaktion herpå foretager Israel systema-tiske gengældelsesangreb imod de baser i Gaza og på Vest-bredden, hvorfra guerilla-angrebene udgår.

	Israels besættelse af Gaza og Sinai- halvøen, 1956-57.

Hårdt presset, både militært og økonomisk, ønsker Israel at frigøre sig fra det egyptiske kvælertag. Og da Nasser i 1956 truer engelske og franske interesser ved at nationalisere Suez-kanalen, støtter de to stormagter Israels invasion af Gaza og Sinai-ørkenen. Hermed sættes en stopper for både terrorangrebene fra Gaza og blokaden af Eilat. England og Frankrig bomber egyptiske flybaser og besætter området omkring Suez-kanalen. Det internationale samfund med USA i spidsen presser England, Frankrig og Israel til at trække deres tropper tilbage. Der etableres en FN-styrke til at overvåge demilitariseringen af Sinai-halvøen og Gaza, og USA garanterer Israels fortsatte adgang til Det Røde Hav. De sidste israelske soldater trækkes hjem i marts 1957.

1964 - PLOs oprettelse
I 1964 oprettes PLO (Palestine Liberation Organization), som en paraplyorganisation for de forskellige palæstinensiske, militære grupper, med det formål, via voldelig kamp, at opnå "befrielsen af Palæstina" fra "den zionistiske tilstædeværelse". Vestbredden og Gaza, der er under henholdsvis jordansk og egyptisk besættelse, er på dette tidspunkt ikke mål for PLOs befrielseskamp. Med Egyptens tab af Gaza som base for guerillaangreb på Israel, bliver Jordan (Vestbredden) og de syriske Golan-højder i 1960'erne de fortrukne udgangspunkter for angreb ind i Israel. Israel reagerer med gengældelsesangreb ind over grænserne til Jordan og Syrien.

Egyptiske fly ødelagt på deres base, 5. juni 1967.

1967 - Seksdageskrigen
I 1966 eskalerer de syriske angreb fra Golan-højderne på det nordlige Israel, og de militære sammenstød mellem de to lande optrappes yderligere i foråret 1967. Forfalskede, sovjetiske rapporter om påståede israelske troppe-koncentrationer nær den syriske grænse får de arabiske ledere til at skærpe truslerne mod Israel, og den 15. maj 1967 beordrer Egyptens præsident Nasser sine styrker ind i Sinai. De efter-følgende dage udviser Nasser FNs fredsbevarende styrker fra Gaza og Sinai, og genindfører blokaden af havnebyen Eilat.

	Israels forsvarsminister, Moshe Dayan (i midten), og hærchef, Yitzchak Rabin (til højre), ankommer til Jerusalem efter byens fald i 1967.

Israel søger støtte til ophævelsen af blokaden hos sine vestlige allierede, men får afslag. Den israelske premierminister Levi Eshkol erklærer i en tale, at Israel ikke ønsker en militær konfrontation med sine arabiske naboer. Imens Israel står helt isoleret, tilslutter Jordan og Irak sig den egyptisk-syriske forsvars-pagt, og flere andre arabiske lande lover støtte til den forestående krig. Nasser erklærer at arabernes mål er den totale tilintetgørelse af Israel.

Omringet af de arabiske hære, der målt på soldater og materiel tilsammen er mere end dobbelt så stærke som Israels væbnede styrker, og med udsigt til et forestående angreb fra alle sider, vælger israelerne at slå først. Den 5. juni 1967 bomber israelske fly egyptiske flybaser og udraderer på få timer næsten hele det egyptiske luftvåben. Israel appellerer til Jordan om at holde sig udenfor kamphandlingerne og lover, at man i givet fald ikke vil angribe Jordan.

Israel og de besatte områder efter Seksdageskrigen i juni 1967.

Men da egypterne rapporterer om deres angiveligt vellykkede angreb på Israel, indleder Jordan samme morgen en massiv beskydning af Vest-jerusalem og andre israelske beboelsesområder. Syrien bombarderer det norlige Israel fra Golan-højderne, og jordanske, syriske og irakiske fly angriber andre israelske mål.

Israelske fly sendes afsted mod Jordan og Syrien, og tilintetgør hurtigt begge landes samlede luftstyrker. Efterladt helt uden luftstøtte, allerede på krigens første dag, er de arabiske hære fortabte, og i løbet af kun seks dage indtager Israel Gaza-striben, Sinai-ørkenen, Golan-højderne og Vestbredden inklusiv den gamle by i Jerusalem.

1967 - FN-resolution 242 og de "tre nej’er"
Efter Israels overvældende sejr i juni 1967 vedtager FNs sikkerhedsråd 22. november samme år resolution 242, der udstikker retningslinierne for fremtidige fredsforhandlinger. Resolutionen stiller krav om en fredelig løsning, forhandlet mellem parterne, og baseret på følgende princip: israelsk tilbagetrækning fra en ikke nærmere defineret del af områderne besat i juni 1967, til gengæld for at Israels naboer anerkender den jødiske stat, garanterer dens sikkerhed og respekterer dens grænser.

Israel, der fra starten har udvist villighed til at forhandle om en tilbagetrækning fra størstedelen af det besatte land til gengæld for fred, accepterer resolution 242. Den arabiske verden afviser resolutionen. På et arabisk topmøde i Sudans hovedstad, Khartoum, allerede i september 1967, vedtages en resolution med følgende "tre nej'er": nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger med Israel. Efterfølgende har en del arabiske lande accepteret resolution 242, omend i en noget fri fortolkning, ifølge hvilken Israel betingelsesløst skal trække sig tilbage fra alle områder erobret i 1967.

Gamal Abdel Nasser.

1969 - Udmattelseskrigen
Seksdageskrigen er kun lige afsluttet, før Egypten påbegynder beskydningen af israelske positioner langs Suez-kanalen. Israel svarer igen ved at foretage flytogter og kommandoraids mod egyptiske mål. Sovjetunionen sender store mængder avancerede våben og militæreksperter til Egypten, og i sommeren 1969 erklærer Nasser en "udmattelseskrig", med det formål at påføre Israel størst mulige tab, og dermed knække israelernes vilje til at fastholde besættelsen af Sinai. Men strategien slår fejl, krisen eskalerer, og klimakset nås i sommeren 1970, da israelske jagerfly nedskyder fire MiG'er bemandet af sovjetiske piloter. USA presser på for indførelsen af en våbenhvile, der træder i kraft 7. august 1970. Udmattelseskrigen koster flere tusinde mennesker på hver side af Suez-kanalen livet.

	PFLP sprænger et kapret passager- fly i luften, Jordan, september 1970.

De overlevende PLO-folk flygter til Syrien, hvor de modtager træning og udrustning fra den syriske hær. Herefter etablerer PLO sig i nabolandet Libanon, hvorfra de bl.a. sender raketter imod beboelsesområder i det nordlige Israel. Efter PLOs angreb på en israelsk skolebus, hvorved 12 børn og lærere bliver dræbt, iværksætter Israel i maj 1970 en større militæraktion i Sydlibanon og skaber en 3 km bred stødpudezone, der lægger en midlertidig dæmper på de palæstinensiske angreb.

En hætteklædt, palæstinensisk terrorist under gidseldramaet i München, september 1972.

Samtidig udvikler PLO en ny måde at få sat den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden. Fra 1968-72 retter palæstinensiske terrorister en række angreb mod internationale mål. Flykapringer bliver en specialitet, men også andre Israel-relaterede og jødiske mål angribes. Et af de mest spetakulære angreb er PLOs massakre på 11 israelske atleter ved Olympiaden i München i 1972.

	Golda Meir.

Israelsk pontonbro krydser Suez- kanalen, oktober 1973.

	En lettere såret general Ariel Sharon mødes med forsvarsminister Moshe Dayan, Yom Kippur-krigen, 1973.

Fortsæt: Kapitel 4. Fred med araberne?

Tilbage