Israels
historie
- en kronologisk gennemgang

Tidlige
tider (bibelsk tid - ca. 1900)
Ca. 1000 (f.v.t.)
- De jødiske kongedømmer
Kong David regerer med Jerusalem som hovedstad over
Judæa, det første samlede rige i et område,
der omtrent svarer til det nuværende Israel inkl.
Vestbredden. Efter Davids søn, Salomons, død
i år 931 f.v.t. splittes riget i to, Judæa
i syd og Israel i nord.
722 (f.v.t.) - Assyrerne
Assyrerne, et magtfuldt folk fra det nordlige Mesopotamien
(i dag det nordlige Irak) invaderer det nordlige kongedømme,
Israel, og deporterer jøderne til andre egne
af det assyriske imperium. Kongeriget Israel går
til grunde.
586 (f.v.t.) - Babylonerne
Den babylonske konge, Nebukadnesar II, indtager
Jerusalem efter det assyriske imperiums fald. Judæas
mest indflydelsesrige jøder deporteres til Babylon
(i det sydlige Mesopotamien, i dag Irak). Det første
jødiske tempel i Jerusalem ødelægges.

Salomons
kongerige, det delte kongerige og Judæa på
makkabæernes tid (de præcise grænser
er behæftet med en vis usikkerhed). Den røde
linie angiver Israels grænser i dag inkl. Gaza,
Vestbredden og Golan-højderne.
538 (f.v.t.) - Perserne
Kong Kyros af Persien (i dag Iran) erobrer
hele det babylonske imperium, lader eksiljøderne
vende hjem fra Babylon, og accepterer en form for jødisk
selvstyre i Jerusalem. Det jødiske tempel genopbygges.
332 (f.v.t.) - Grækerne
Den græsk-makedonske hersker Aleksander
Den Store knuser det persiske imperium og erobrer herved
også Judæa. Efter Aleksanders død
deles det hellenske (græske) imperium i tre, og
jøderne i Judæa bliver klemt mellem rivaliserende
græske herskere.
164 (f.v.t.) - Makkabæerne
En jødisk stamme, "makkabæerne",
gør oprør imod den hellenske besættelse,
og fra 142 f.v.t. og ca. 80 år frem er Judæa
igen en selvstændig, jødisk stat.
63 (f.v.t.) - Romernes
indtog
Romerne invaderer Grækenland, og besejrer
også det hellenske seleukide-rige i Mellemøsten.
Trods en slags jødisk selvstyre i Jerusalem regeres
Judæa i realiteten fra Rom.

Model
af Jerusalem på det andet tempels tid.
37 (f.v.t.) -
Herodes Den Store
Efter et fejlslagent jødisk oprør
gør romerne Judæa til en regulær
romersk provins og indsætter den jødiske
Kong Herodes Den Store som administrator. Efter hans
død i år 4 (f.v.t.) deles provinsen op
mellem Herodes' sønner. Den ene, Herodes Antipas,
som kendes fra det nye testamente, administrerer Galilæa
i nord og Perea i øst (Jordanflodens østbred,
i dag en del af staten Jordan).
70 - Jerusalems
ødelæggelse
Den romerske Kejser Titus knuser endnu et jødisk
oprør. Det jødiske tempel og resten af
Jerusalem lægges i ruiner. En gruppe særligt
hårdnakkede jøder søger tilflugt
på bjerget Masada, men bliver tre år efter
besejret af romerne.
135 - Judæa
omdøbes til Palæstina
Under et sidste, jødisk oprør
mod romerne (Bar Kochva-revolten) kommer Jerusalem for
en kort, 3-årig, periode igen under jødisk
kontrol. Efter romernes uundgåelige, knusende
sejr bliver mange hundrede tusinde jøder enten
landsforvist, solgt som slaver eller dræbt. Den
romerske Kejser Hadrian jævner Jerusalem med jorden,
og jøder formenes adgang til byen.
For definitivt at eliminere det jødiske
tilhørsforhold til landet, omdøber romerne
Judæa til "Palaestina", et ord, der
menes at være afledt af ordet "filistre",
et folk fra Kreta, der tusind år før huserede
på Judæas middelhavskyst. Der lever dog
fortsat jøder i området, og knap 100 år
senere får jøderne igen adgang til Jerusalem.

Templets
ødelæggelse i år 70 (malet af Francesco
Hayez, 1867).
313 - Byzantinsk tid
Den romerske Kejser Konstantin gør kristendommen
til officiel religion i Romerriget og flytter i 330
imperiets hovedstad fra Rom til Byzans, som han omdøber
til Konstantinopel (nu Istanbul i Tyrkiet). Ved udgangen
af 300-tallet er også Judæa, nu kaldet Palæstina,
et overvejende kristent område, og der bygges
kirker og klostre på kristendommens hellige steder
i Jerusalem, Betlehem og Galilæa. Jøder
formenes igen adgang til Jerusalem.
614 - Perserne vender tilbage
Perserne (fra det nuværende Iran) overtager
igen for en kort stund kontrollen med Jerusalem. Men
da den byzantinske kejser Heraklius slår den persiske
invasion tilbage, og i år 629 genvinder byen,
beordrer han alle jøder dræbt og alle synagoger
brændt. Mange jøder flygter til Egypten
og andre egne af imperiet.
637 - Arabisk herredømme
Fra den arabiske halvø udbredes i 630'erne
en ny religion, islam, og indenfor få år
bliver både det persiske og det byzantinske rige
besejret. I 638 falder Jerusalem til den arabiske kalif
Omar og bliver underlagt det muslimske imperium, som
regeres fra kalifatet i byen Medina (i dag i Saudi-arabien).
Omar grundlægger den første moske på
pladsen i Jerusalem, hvor det jødiske tempel
tidligere havde ligget.
De efterfølgende århundreder er præget
af intern splid i den muslimske verden. Skiftende kaliffer
regerer over det meste af Mellemøsten fra hovedsæder
i Damaskus (fra 661) og Bagdad (fra 750). Jøder
og kristne bliver tolereret, men underlægges særlige
restriktioner, hvorfor mange enten konverterer til islam
eller forlader landet. I 969 bliver Jerusalem erobret
af Fatimide-dynastiet, der regerer fra kalifatet i Kairo,
og i 1071 ender det arabiske herredømme over
Jerusalem, da Fatimiderne bliver smidt på porten
af de tyrkiske seljukker.

Jerusalem
(malet af David Roberts, 1842).
1099 - Korsfarerne
Pave Urban II opfordrer til korstog for at
generobre Det Hellige Land fra muslimerne, og i 1099
indtager de første korsfarere Jerusalem og massakrerer
et stort antal jøder og muslimer. I de efterfølgende
par hundrede år kæmper korsfarerne og forskellige
muslimske herskere om kontrollen med området.
I 1187 lykkes det Saladin, en kurdisk general, der regerer
over både Egypten og Syrien, at generobre Jerusalem
til muslimerne.
1291 - Mamelukkerne
Mamelukkerne (oprindeligt en hær af slaver primært
fra Tyrkiet og Nordkaukasus) overtager i 1250 magten
i Egypten fra Saladins Ayyubide-dynasti. Korsfarernes
sidste bastion i Det Hellige Land, havnebyen Akko, falder
til mamelukkerne i 1291. I de efterfølgende par
hundrede år, hvor Palæstina regeres fra
Damaskus, ophører provinsen med at fungere som
knudepunkt for handel med Fjernøsten, og befolkningen,
inklusive de få tusinde jødiske familier,
der er tilbage, lever i yderste fattigdom. Flere byer
ligger i ruiner, og selv Jerusalem er næsten forladt.
I 1351 bliver Palæstina angrebet af pest, og omkring
år 1500 er områdets befolkningstal faldet
til bare 200.000 mennesker. Mamelukkerne regerer området
fra Egypten til Syrien indtil de bliver besejret af
de osmanniske tyrkere.
1517-1917 - Det
osmanniske imperium
Osmannerne (tyrkerne) indtager i 1517 Kairo
og regerer de næste 400 år over hele Mellemøsten
fra deres hovedstad Konstantinopel (nu Istanbul). Området,
før kendt som Judæa eller Palæstina,
har ikke længere status som en selvstændig
landsdel, men er underlagt det osmanniske imperiums
syriske provins med Damaskus som lokal, administrativ
hovedstad. Regionen forbliver forsømt og underudviklet,
og stort set afskåret fra den øvrige verden.

Et
at de første fotos af Jerusalem, 1844.
Fortsæt: Kapitel
2. Israels oprettelse
Tilbage
|