| Politiken, 18. maj 2004
Hvor kommer Lunds råb fra?
Af Bent Melchior, tidl. overrabbiner
For hundrede år siden var det accepteret pædagogik,
at lærere, der ikke kunne svare på spørgsmål,
ville påstå, at eleven var fræk og
skulle i skammekrogen.
Den fremgangsmåde vil Torben Lund benytte imod
mig, men den afslører blot på ny, at her
er der en person, der ikke fatter, hvad sagen drejer
sig om. Jeg takker nej til indbydelsen til at besøge
Lund i krogen.
Lund vil hævde, at jeg har beskyldt ham for at
være nazist.
Det er en grov undervurdering af min intelligens, og
det forekommer da heller ikke i mit indlæg. Derimod
har jeg ligestillet antisemitisme hos Lund og hos Hansen
i Greve.
Det er noget ganske andet. De ekstreme højrebevægelser
er næsten pr. definition antisemitiske, men sygdommen
findes desværre også blandt folk, der er
mere til venstre, og der er den muligvis endnu farligere,
fordi man ellers knytter et andet menneskesyn til de
mere venstredrejede.
I tiden efter Anden Verdenskrig har der derfor været
større risiko ved antisemitisme fra folk, der
som Torben Lund ikke er nazister, og på dette
punkt har de altså valgt sig nazister som sengekammerater.
Jeg behøver ikke Lund som læremester,
når det drejer sig om, at der ikke gælder
en særlig adfærdskode for jøder.
Det kan jeg til enhver tid føre sandhedsbevis
for. Men i modsætning til Lund omfatter min interesse
begge parter af den tragiske konflikt.
Lund er i den grad gennemsyret af antisemitisme, at
han ikke mærker det selv.
Skønt jeg i mit indlæg understregede min
uafhængige position, så er Lund ikke i stand
til at nævne mit navn uden al tilføje noget
om mit 'organiserede netværk', min 'organisations
optik' m.m.
Der er ikke i sig selv noget galt ved at have meningsfæller,
end ikke organiseret netværk. Lund har som politiker
baseret sin karriere på sit organisatoriske netværk,
men hvem tænker på at nævne det? Det
er noget andet med en jøde, hvor man lugter konspiration,
et klassisk antisemitisk trick.
»Råbet i Krystalgade«, kalder Lund
mit indlæg. Krystalgade er hjemstedet for det
hus, hvor jeg normalt holder gudstjeneste, når
jeg ikke gør det hjemme i Frederiksborggade.
Hvad har det at gøre med denne debat?
Har jeg interesseret mig for, hvor Lund holder bøn
eller ikke holder bøn? Jeg kunne ikke lade være
med at tænke på, hvordan to arabere i 1985
begik bombeattentat mod synagogen i Krystalgade. Er
det sådan noget, Lund vil opmuntre til? Eller
er det bare almindelig diskrimination mod jøder?
»Det ville være interessant at vide, om
Bent Melchiors hadefulde fanatisme også er den
officielle holdning i Det Mosaiske Troessamfund«,
skriver Lund. Hans karakteristik af mig får mig
ikke til at mangle ord, men jeg er for velopdragen til
at sætte dem på tryk.
Derimod må man vel spørge, hvorfor den
jødiske menighed skal inddrages i debatten?
Skulle jeg spørge Socialdemokratiet eller nogle
af de andre organisationer, folkekirken ikke undtaget,
som Lund muligvis er medlem af, hvad de mener om Lunds
unævnelige kampagne? For mig er Lunds forslag
endnu et led i rækken af diskriminerende overgreb
mod mig og mine trosfæller.
Lund hævder, at han »aldrig« har
kritiseret Ariel Sharon, fordi han er jøde. Nej,
ikke siden 3. maj i år, hvor han hævder,
»at Sharon og hans daglige ugerninger hos mange
kan skabe grobund for en ny stærk antisemitisme«.
Er det ikke, fordi Sharon er jøde?
Hvad der gør mine spørgsmål om
andre statslederes religiøse status højst
relevante, for ellers er det som allerede fastslået
endnu et eksempel på Lunds trampen rundt i et
antisemitisk spinatbed.
Jeg har været højst tilbageholdende med
at beskylde nogen for at være antisemit, men Lund
overtræder alle røde streger i anstændighed.
Hvis det får lov til at passere, så er der
ingen grænser for, hvad man kan beskylde jøder
for.
Debatten om israelere og palæstinensere kan vi
så føre med dem, der evner at føre
den uden at diskriminere.
Tilbage
|
