Berlingske, 6. maj 2004
For meget at give Israel det fulde ansvar for Mellemøst-konflikten

Af Henrik Sass Larsen, medlem af folketinget (S)

Det er ikke altid lige nemt for os, som har en grundlæggende positiv indstilling til Israel. Ja, tør man overhovedet skrive det, eller medfører det fare for at skulle bære alverdens ulykker, had og konflikter i samme moment?

Jeg vover det alligevel, fordi det er blevet for meget. Og for meget er Torben Lunds kommentar i Politiken i mandags, hvor budskabet slet og ret er, at EU skal boykotte Israel – økonomisk og handelsmæssigt.

Det er for meget, fordi selve forslaget på ingen måder er fremadrettet, og det er for meget, fordi hele hans indlæg og proportionering kammer helt over i at tillægge Israel det fulde ansvar for Mellemøst-konflikten. Og ingen, som har fulgt Mellemøst-udviklingen de sidste mange år, kan mene, at det er en rimelig konklusion.

Jeg hører til dem, som dybt beklager og begræder, at det ikke lykkedes Ehud Barak og Bill Clinton at overbevise Arafat om Camp David- fredsaftalen, og som førte til at Barak og Arbejdspartiet i Israel blev pulveriseret og Sharon fik magten. Jeg hører til dem, som føler afmagtens tunge åg, hver gang jeg hører om et selvmordsangreb eller et israelsk gengældelsesangreb. Jeg hører til dem, som er lige ved at zappe automatisk væk fra Nyhederne, når de ugentlige bulletiner er fyldt med had, angreb og forgæves fredsforsøg i mellemøsten. Og jeg hører til dem, som mener, at Sharons Gaza-plan er håbløs. Jeg er også tilhænger af en palæstinensisk stat og jeg mener, at bl.a. bosættelserne er en uhørt provokation, og at de skal rømmes til fordel for fred.
Men jeg kan altså også få øje på andre problemer.

Jeg mener, at det er et kæmpe problem, at Arafat brugte sin hjemvenden til Vestbredden og selvstyret til at skabe et omfattende korrupt regime med retsløse tilstande og vilkårlig voldsudøvelse med manglende indførelse og vilje til demokrati. Jeg mener, at det er et kæmpe problem, at Arafat og hans folk taler om demokrati og frihed til den vestlige verden og dens medier og praktiserer det modsatte overfor sin egen befolkning. Jeg anser det også for yderst tvivlsomt, at alene skabelsen af en palæstinensisk stat vil afholde palæstinenserne fra at ville have som mål at tilintetgøre staten Israel. Kravet om, at flygtningene fra 1948 skal kunne vende hjem, vil de facto betyde udslettelsen af Israel. Og jeg er også meget i tvivl om, hvorvidt radikale religiøse kredse blandt palæstinensere (og det er ikke så få folk endda) overhovedet vil respektere nogen som helst former for aftale.

Og det er også den virkelighed, de israelske vælgere skal forholde sig til midt imellem vore stærke fordømmelser over manglende fredsvilje. Israel har et retsligt krav på at kunne eksistere i sikkerhed, men hvem kan levere den vare?

For inden der kastes flere frådende bebrejdelser ned over Israel, er det måske værd at minde om, at alle andre parter i sagen er lande og grupperinger, hvis ledere er udemokratiske, ofte dybt korrupte og uvederhæftige, og som har magten i kraft af vold og ikke en stemmeseddel.

En varig fred kræver en politisk løsning. Og forudsætningen for en politisk løsning er, at den er accepteret af befolkningen, dvs. at de får mulighed for at afgive deres stemme. Den politiske mulighed kunne EU og Torben Lund arbejde sig henimod; at alle parter fik lov til at stemme om en ordentlig aftale (f.eks. Clintons) ville givet også give moderate kræfter hos begge parter vind i sejlene.

Og så behøver jeg vel ikke at minde om, at netop de europæiske lande har et særligt ansvar over for Israel, og at den historiske jernbyrd ikke er ophørt endnu, i alt fald ikke for undertegnede.

Jeg vover at skrive, at jeg grundlæggende er positiv over for Israel, for det er blevet for meget. For meget er Torben Lunds kommentar i Politiken i mandags, hvor budskabet slet og ret er, at EU skal boykotte Israel – økonomisk og handelsmæssigt.

Tilbage