| Israel-Online, 28. juli
2006
På
besøg midt i bombehelvede
Silkeborgenser har under hele den aktuelle
konflikt mellem Israel og Hizbollah-militsen været
på besøg hos sin søn i en israelsk
kibbutz tæt på grænsen til Libanon
Af Jens Andersen, Midtjyllands Avis
Søndag den 23. juli beslutter Marianne og hendes
27-årige søn sig for at trodse sværmen
af katjuska-raketter fra Hizbollah-militsen, der med
få timers pauser regner ned over det bjergrige
landskab døgnet rundt. I dagevis har de ikke
kunnet forlade kibbutzen, der ligger blot halvanden
kilometer fra grænsen til Libanon. Nu kører
de afsted mod Kiryat Shemona.
Da de når frem mod byen, er det lige ved at gå
galt. Drønet fra en af Hizbollah-raketterne når
dem. Den eksploderer med et kæmpe brag bare tyve
meter til venstre for deres bil.
- Vi vendte lynhurtigt bilen og drønede tilbage
til kibbutzen. Det var barskt. Jeg kan stadig ikke høre
så godt på mit højre øre,
fortæller Marianne i telefonen fra Israel, hvor
det i mellemtiden er blevet tirsdag middag.
 |
 |
Kibbutzen,
som Marianne besøger, ligger i
det nordlige Israel. Bjergtoppene i bag-
grunden ligger i Libanon.
|
Hun har lige fået en tiltrængt formiddagssøvn.
Om natten var det ikke blevet til meget. Raketregnen
fra Hizbollah tog fat igen ved fire-tiden.
Granater i det fjerne
Mens vi taler sammen lyder en advarsel fra
højttalere i kibbutzen: Gå i beskyttelserummene.
Marianne forlader terassen uden for huset hun bor i
og går indendøre, men undlader at gå
i det underjordiske beskyttelsesrum.
Kort efter høres drøn fra granater i
det fjerne. Denne gang er det israelerne, der skyder
fra de positioner på den anden side af den libanesiske
grænse, som den israelske hær har indtaget.
15 år i kibbutz
Marianne er tidligere israelsk statsborger.
I dag er hun dansker med bopæl i Silkeborg. Oprindelig
er hun fra Californien i USA, men hun drog som 19 årig
til kibbutzen i det nordlige Israel. Her boede hun i
15 år inden hun - samme sted - mødte sin
nuværende danske mand.
To af hendes børn er født i kibbutzen.
Hendes ene søn bor der stadig. Han studerer og
arbejder desuden for tiden på kibbutzens stalde
med malkning af køer.
13. juli ankom Marianne på besøg. Samme
morgen havde Hizbollah bortført to og dræbt
otte israelske soldater ved en aktion ind over grænsen.
Morgenen efter indledte israelske kampfly bombardementerne
af Libanon. Så Marianne havnede fra dag ét
midt i konflikten, som hun uden tøven kalder
krig.
Ikke noget nyt
- Men det er jo ikke noget nyt. Siden den første
dag jeg kom til kibbutzen i 1975 har jeg oplevet, at
der er blevet sendt raketter ind over Israel fra Libanon,
fortæller Marianne, der dog slår fast at
angrebene denne gang har været rigtig voldsomme.
- Det er hundredevis af raketter, der affyres mod Israel.
De rammer også i bjergene og sætter alt
i brand, men heldigvis har vi et meget modigt luftbårent
brandvæsen, fortæller Marianne.
Alt er gået i stå
Hun har ikke tidligere været ude for
så voldsom en effekt af krigshandlingerne som
denne gang. For krigen har betydet at alt er gået
i stå. Både i hendes og andres kibbutzer,
på det nærliggende universitet og i den
nærliggende større by Kiryat Shemona.
Folk er flygtet fra bombehelvedet i nord.
- Her er vel 300 af de 600 der plejer at bo i kibbutzen
tilbage. Og næsten alle børn er væk.
Her er kun 14. I Kiryat Shemona, der plejer at have
20.000 indbyggere, er der kun omkring 30 procent tilbage.
Alt er gået i stå.
Butikkerne er lukkede, hotellet i kibbutzen, der de
seneste seks år har haft god tilstrøming
af turister står tomt. Frugter der skulle være
høstet er ikke blevet det, beretter Marianne.
Modsat andre kibbutzer er den Marianne besøger
ikke blevet ramt af raketter endnu. Og selv om Marianne
flere gange har overvejet at tage hjem, så har
hun alligevel besluttet at blive til udgangen af juli,
som det hele tiden har været planen. For som hun
slår fast: Hendes søn har besluttet at
blive, og det er ham hun er kommet for at besøge.
Livsnødvendigt
Og så handler det også om, at Mariannes
hjerte stadig banker for Israel. Og at hun ikke er i
tvivl om, at de israelske aktioner og bombardementer
for at nedkæmpe Hizbollah er livsnødvendige
- helt bogstaveligt.
- Jeg ved godt at mange i Danmark mener, at Israel
har overreageret, for vi lever jo i et fredeligt land.
Men forestil dig, at terrorrister havde magten i Flensborg
og at de år efter år efter år bombede
hen over grænsen. Mens forsøg på
forhandlinger både med terroristerne og med den
valgte regering i Tyskland overhovedet ikke førte
nogen vegne. Så ville danskerne handle lige som
Israel, siger Marianne.
- Israel har bombet Libanons infrastruktur for at
undgå at Hizbollah får forstærkninger
fra Syrien og Iran. Den libanesiske regering burde nedkæmpe
Hizbollah, tage ansvar og sørge for at den FN-fastlagte
grænse respekteres. Men Libanon har ikke taget
ansvar for Hizbollah. Og så må Israel gøre
det. Ellers bliver angrebene bare ved og ved, som de
har gjort det siden jeg kom til Israel første
gang som 19 årig, siger Marianne.
Må tage ansvar
- Jeg har også libanesiske venner og
har selvfølgelig ondt af den civile befolkning
i Libanon, når det går ud over den. Men
libaneserne er også nødt til at spørge
sig selv, hvorfor det sker, og så tage ansvar.
De kan "takke" Hizbollah for det, siger Marianne,
der har været i telefonisk kontakt med de libanesiske
venner, som nu er sikkert tilbage i Århus.
Marianne hedder noget andet i virkeligheden, men
optræder anonymt af sikkerhedshensyn. Redaktionen
er bekendt med hendes rigtige navn.
Kilde: Midtjyllands
Avis
Tilbage
|
