| 15. september, 2004
Tiden er ved at rinde ud for Arafat og
hans gamle garde
Af Patrick Bishop, Vestbredden
Der var engang, hvor det var umuligt at undgå
synet af hans gummiagtige, skægstubbede ansigt,
der kiggede ned fra halvdelen af byens mure.
Ramallah var Yasser Arafats hovedstad, Det Palæstinensiske
Selvstyres administrative hovedsæde lige siden
dette opstod for 10 år siden på en bølge
af optimisme. I sidste uge var der ikke ét eneste
portræt at finde.
Blandt hans undersåtter er håbet for fremtiden
næsten forsvundet, og Arafat sidder i sit ødelagte
hovedkvarter i et hjørne af byen, hvor han har
opholdt sig i mere end tre år, bange for at forlade
det for det tilfælde, at israelerne skulle finde
på at hindre hans tilbagevenden.
Ved en af de rustne låger talte en enkelt palæstinenser
sin leders sag. "Grunden til, at der ikke er nogen
plakater, er, at han ikke bryder sig om at prale,"
sagde Rami Snobr, en ung vagt. "Han lever i sit
folks hjerte, med eller uden billeder."
Imad Muna, som er boghandler i Øst-Jerusalem,
havde en opfattelse, som nok er mere typisk for de stemmer,
man i dag hører på Vestbredden og i Gaza-striben.
"Arafat bør gå nu," sagde han.
"Dette er ikke nogen politisk erklæring.
Det er ikke et ekstremistisk synspunkt. Det er opfattelsen
hos langt de fleste mennesker."
Efter 10 års dårlig ledelse synes palæstinenserne
at have mistet tiltroen til deres præsident. Taknemligheden
over hans bestræbelser på at holde deres
sag levende og modviljen mod at kritisere af frygt for
at komme til at støtte Israel beskyttede ham
engang mod direkte angreb, men ikke længere.
Palæstinenserne er trætte af den korruption
og nepotisme, som har inficeret Det Palæstinensiske
Selvstyre. De er også nedslidte på grund
af Israels skånselsløse reaktioner på
fire års opstand, som har kostet 3000 døde,
herunder mange civile, uden nogen politiske sejre.
Den nye villighed til at tage bladet fra munden påvises
i en lang, kritisk kampagne, anført af Abdel
Sattar Kassem, professor i politisk videnskab ved al-Najah-universitetet
i Nablus. Hans åbenmundethed har bibragt ham tre
perioder i palæstinensisk fængsel. Han er
tillige blevet såret ved en uopklaret skudepisode.
Palæstinenserne er begyndt at indse, sagde han,
at i stedet for at være uvidende om de beskidte
handler i egne rækker sidder Arafat selv på
toppen af korruptionspyramiden.
For de ledende embedsmænd i Arafats Fatah-organisation
er bodyguards, biler, huse, fri lægehjælp
i Vesten og uddannelse for deres børn noget,
der følger med jobbet. Sønner, døtre,
nevøer og niecer ender i behagelige jobs i Selvstyret,
næsten uanset kvalifikationer eller talent.
Donorer, som har oversvømmet Vestbredden og
Gaza med penge, har haft vanskeligt ved at overvåge
pengestrømmen. EU's svindelgruppe har i årevis
undersøgt påstande om, at kolossale summer
er blevet ledt væk fra støttedonationerne,
men er ikke nået frem til nogen afgørende
konklusion.
"Det har foregået i 30 år," sagde
dr Kassem. "Styret af Yasser Arafat, først
i PLO, siden i Det Palæstinensiske Selvstyre.
Der bliver ingen reformer, så længe Arafat
sidder der."
Det synspunkt deles ikke af den lille, men højrøstede
gruppe i Det Palæstinensiske Lovgivende Råd,
som har lagt et hidtil uset pres på den 75-årige
præsident om at forlade sin hemmelighedsfulde
og patriarkalske stil og acceptere den demokratike proces.
En komité under Det Lovgivende Råd afslørede
for nylig et snyderi for flere millioner dollars, som
fik selv de mest kyniske palæstinensere til at
vakle. Økonomiminister Maher al Masri blev anklaget
for at have hjulpet syv ledende forretningsfolk med
ulovligt at kanalisere billig ægyptisk cement
frem til et israelsk entreprenørfirma.
Cementen skulle bruges til Israels 750 kilometer lange
sikkerhedsbarriere, et projekt som er hadet af palæstinenserne,
og som ledelsen rutinemæssigt fordømmer.
Kritikerne siger, at det er usandsynligt, at Arafat
ikke har haft kendskab til planerne.
Han er også blevet tilskyndet til at virkeliggøre
et meget gammelt løfte om at omorganisere det
dusin anarkistiske organisationer, der tager sig af
statens sikkerhed, og dele dem op i tre afdelinger.
Dele af sikkerhedsstyrkerne, især i Gaza-striben,
er uden for civil kontrol og forfølger deres
egne interesser. En rapport fra Det Palæstinensiske
Lovgivende Råd anklagede dem for nylig for at
"opskræmme befolkningen, skabe kaos og skade
det palæstinensiske folks overordnede interesser.".
I sidste måned udfoldede Arafat et sjældent
glimt af anger, da han erklærede: "Vi bør
være modige nok til at indrømme, at vi
begår fejl." Men han fastholder stadig ivrigt
sit tag om magten, således fx kontrollen med anklagemyndigheden,
som er en nøglepost i kampen mod korruption.
Han og hans gamle garde har modstået presset
i retning af forandringer ved at betone den væbnede
kamps førsteprioritet. Kravene om godt lederskab
blev fremstillet, som om de grænsede til illoyalitet.
Men krigen [mod Israel] kommer ingen vegne, og reformer
er blevet et mantra over hele det politiske spektrum.
Udsigten til en israelsk tilbagetrækning fra
Gaza, sådan som det er premierminister Ariel Sharons
plan, betyder i teorien, at én kampzone vil stilne
af, og det vil blive overladt til beboerne i Gaza selv
at klare deres egne indre anliggender.
Ét bestemt tema forener dem, der ønsker
magten: behovet for ærlig ledelse. Kynikerne bemærker,
at den førende fortaler for en regering med rene
hænder er Mohammed Dahlan, den tidligere chef
for præventiv sikkerhed i Gaza.
I sidste uge var han på arabisk fjernsyn, hvor
han forsøgte at forklare, hvor millioner af euro,
doneret af EU, var blevet af.
Hanan Ashrawi, som er medlem af Det Palæstinensiske
Lovgivende Råd, mener, at den gamle garde er blevet
mere afdæmpet på grund af reformtilhængernes
energi og alvor. "Der eksisterer en vis bevidsthed
blandt de offentlige embedsmænd om, at de bliver
iagttaget, og at de er ansvarlige over for offentligheden,"
sagde hun.
De lokalvalg, som skal følge efter den stemmeregistrering,
som begyndte 4. september, vil komme til at undergrave
Arafats magt til at udnævne borgmestre og råd
og vil blive igangsættende for et nationalvalg.
Men for mange virker det, som om reformerne, såfremt
de lykkes, blot vil rede trådene ud i et roderi,
som aldrig burde være opstået.
Kilde: Daily
Telegraph, 4. september 2004.
Tilbage
|
