| 6. september, 2004
Rapport: EU's finansiering af palæstinensisk
terror og korruption
Af Tom Gross, Israel Insider
Med uhyggelig timing offentliggjorde The Funding for
Peace Coalition 31. august 2004 (samme dag som dobbelt-angrebet
i Be'er Sheva) en ny undersøgelse – primært
baseret på palæstinensiske og arabiske kilder
– som dokumenterer "en overbevisende forbindelse
mellem europæisk økonomisk støtte
og den igangværende palæstinensiske korruption
og terrorisme."
Kort efter blev 16 mennesker myrdet i byen Be'er Sheva
i det sydlige Israel og 90 mennesker såret, nogle
med frygtelige skader.
Dette angreb fandt sted i det sydlige Israel, ligesom
det forrige "succesfulde" bombeangreb i Ashdod
den 14. marts (hvor 11 israelere blev myrdet). Palæstinensiske
terrorister har i stigende grad vanskeligt ved at trænge
ind i det nordlige og centrale Israel som følge
af, at sikkerhedshegnet er blevet etableret i disse
områder, men endnu ikke i det sydlige Israel.
Dette hegn er blevet fordømt af så godt
som hele verden, men man skønner, at over 300
israelske liv hidtil er blevet reddet som følge
af hegnets delvise opførelse.
Før hegnet blev opført, blev fx 20 israelere
fra Kfar Saba myrdet af palæstinensiske terrorister,
som kom ind via Qalqilya. Siden hegnet blev rejst i
dette område, er ingen beboere i Kfar Saba blevet
dræbt.
The Funding for Peace Coalition (www.eufunding.org)
repræsenterer europæiske indbyggere, som
er bekymrede for, hvorvidt EU fortsat støtter
palæstinensisk terrorisme.
Som Verdensbanken noterede for nylig: "…donorudbetalingerne
til palæstinenserne, målt per hoved, ligger
i det højste leje i den udenlandske støttes
historie…" Men trods de massive investeringer
er store dele af det palæstinensiske samfund stadig
fattige.
Så hvor er alle de europæiske penge blevet
af? Her kommer nogle vigtige punkter fra rapporten:
Rapporten fra The Funding for Peace Coalition (FPC)
dokumenterer snesevis af nylige afsløringer,
mange fra arabiske kilder, som sjældent bliver
rapporteret i Europa og Vesten.
Den nye rapport påviser detaljeret omdirigeringen
af uhørte summer i økonomisk støtte
fra det palæstinensiske folk til korruption og
vold.
FPC-rapporten har titlen "Håndtering af
de europæiske skatteyderes penge: Støtte
til de palæstinensiske arabere – en studie
i gennemsigtighed". Den offentliggør beviser,
som bekræfter en overbevisende forbindelse mellem
europæisk støtte og den fortsatte palæstinensiske
korruption og terrorisme. Den peger også på
de europæiske organisationers totalt manglende
formåen, når det gælder overvågningen
af, hvor disse midler bliver dirigeret hen. Rapporten
gør detaljeret rede for tyveri, nepotisme og
underslæb fra palæstinensisk side, støttet
af inkompetence og apati fra de europæiske aktører.
Siden 1993 har EU bidraget direkte og indirekte med
over 2 milliarder euro til Det Palæstinensiske
Selvstyre. De enkelte medlemsstater har givet yderligere
2 milliarder euro i samme periode.
FPC's arbejde rejser følgende vigtige spørgsmål,
som hver især berører selve ånden
og bogstavet i EU-traktaten:
* Den europæiske hjælp er ikke nået
frem til sin målgruppe – det palæstinensiske
folk. Den er blevet omdirigeret til korruption, terrorisme
og opflamning til had.
* Trods gentagne benægtelser fra førende
europæiske politikere og embedsmænd er der
stadig terrorister på Det Palæstinensiske
Selvstyres lønningsliste. Disse indbefatter især
medlemmer af Al-Aqsa Martyrernes Brigader, som åbent
har indrømmet deres direkte rolle i mordhandlinger.
Lønnen for disse mord stammer direkte fra midler,
som hidrører fra de europæiske regeringers
støtte, selvom Al-Aqsa Brigaderne officielt er
blevet klassificeret som terrorister af Europa.
* De europæiske skatteyderes bidrag er ikke blevet
håndteret på en gennemsigtig måde
i alle forhold, der har at gøre med støtte
til Selvstyret og til det palæstinensiske folk.
Kendsgerningerne er blevet skjult og bliver fortsat
skjult for de europæiske skatteydere.
* De metoder, der er blevet benyttet til at støtte
Selvstyret, kan oven i købet betragtes som pengehvidvaskning.
FPC's undersøgelse forholder sig ikke til spørgsmålet
om, hvorvidt palæstinenserne bør støttes,
eller hvilket niveau af hjælp der er passende.
FPC-rapporten fokuserer på, hvorvidt pengeoverførslerne
fra de europæiske kilder når frem til de
mål, donorlandene selv har formuleret, samt på
gennemsigtigheden i håndteringen.
FPC's talsmand, David Winter, siger: "Denne nye
rapport påviser en forbløffende mangel
på kontrol fra myndighedernes side i EU. De virkelige
kendsgerninger vedrørende det stadig mere mislykkede,
massive, internationale hjælpeprogram til det
palæstinensiske folk bliver stort set ikke rapporteret.
Vores rapport viser, at vagthundene har sovet i timen,
og det skyldes ikke manglende offentlige advarsler."
FPC's rapport følger i hælene på
det voksende pres inden for palæstinensernes egne
rækker, hvor det kræves, at årtiers
korrupt ledelse bliver bragt til ophør. Ifølge
Mohammed Dahlan, tidligere indenrigsminister i Det Palæstinensiske
Selvstyre og citeret i "The Guardian" tidligere
på måneden, er alle de støttemidler,
som udlandet har doneret til de palæstinensiske
myndigheder, i alt 5 milliarder dollars, "skyllet
ud i kloakken, og vi ved ikke hvorhen."
Winter tilføjer: "Hver eneste lille oplysning
i vores rapport er blevet grundigt kontrolleret. Rapportens
omfattende noteapparat giver læseren mulighed
for at kontrollere hver eneste kendsgerning, der bliver
bragt."
Hvorfor er der behov for denne rapport? Winter siger:
"Vi mener, at såfremt vi kan skabe tilstrækkelig
opmærksomhed omkring disse spørgsmål,
vil der blive skabt politisk vilje til at sikre, at
de palæstinensiske arabere modtager den tilsigtede
gavn af de milliarder af støttepenge, som bliver
kanaliseret via deres lederskab og deres institutioner.
Med en ordentlig håndtering mener vi, at der kan
opmuntres til gensidig tolerance, og at der i sidste
instans kan opnås fred i regionen. Støttemidlerne
vil da kunne løse andre, ofte mere presserende
menneskelige problemer – måske såsom
krisen i Sudan og andet."
Adspurgt hvorvidt Europakommission har vildledt Europaparlamentet,
svarer Winter: "Dette er et nøglespørgsmål,
som FPC's rapport forholder sig til. Der er fx blevet
fremsat utallige forsikringer om, at Selvstyrets lønningsliste
bliver nøje kontrolleret. Det er de internationale
donorer, der hjælper med at betale disse embedsmænd.
I virkeligheden er det blevet påvist, at lønningslisten
vrimler med fiktive navne eller indeholder grupper,
som EU selv har defineret som terrorister."
10 milliarder dollars er blevet kanaliseret i støtte
til palæstinenserne. Er disse penge, som europæiske
skatteydere betaler for, blevet overført til
de rigtige personer? Er de blevet håndteret på
en acceptabel måde? Har den palæstinensiske
offentlighed fået gavn af dem?
Den nye rapports offentliggørelse betyder, at
den interesserede offentlighed kan læse kendsgerningerne
og træffe deres egen afgørelse.
Det forlyder, at Theresa Villiers, medlem af Europaparlamentet
fra det konservative parti i England og repræsentant
for et distrikt i London, har sagt, at hun agter at
forelægge nogle formelle, skriftlige spørgsmål
for Europakommission med krav om svar på de spørgsmål,
som er blevet rejst i FPC's seneste rapport.
Læs rapporten fra The Funding for Peace Coalition
her.
Kilde: Israel
Insider.
Tilbage
|